Liste over godkendte aktivstofleverandører

Producenter og importører af biocidholdige produkter skal sikre sig, at deres leverandører er opført på ECHAs liste over aktivstofleverandører før 1. september 2015

Myggenet, desinfektionsmidler, insektspray, træbeskyttelsesmidler og andre biocidholdige produkter må kun være på markedet efter 1. september 2015, hvis leverandøren af aktivstofferne er på ECHA’s liste over aktivstofleverandører. Kravet gælder alle biocidholdlige produkter som indeholder eller genererer biocid aktivstoffer. Produkterne må kun markedsføres, hvis stofle­ve­ran­dø­ren eller pro­duktle­ve­ran­dø­ren er opført på artikel 95-listen under de produktty­per, som produktet hører til.

Producenter og importører af biocidprodukter skal kunne dokumentere, at produktet enten stammer fra en produktleverandør på listen, eller at aktivstoffet leveres af et firma opført på listen. I begge tilfælde skal leverandøren være på listen i den produkttype, som det givne biocidprodukt hører til. Biocidholdige produkter, som markedsføres efter den 1. september 2015, hvor aktivstof- eller produktleverandøren ikke er på ECHA’s liste over aktivstofleverandører, vil være ulovligt på markedet. Dog gælder kravet ikke for produkter indeholdende aktivstoffer fra bilag 1 i kategori 1-5 og 7.

Hvilken form for dokumentation kræves?

Dokumentationen for at aktivstoffet stammer fra en leverandør på ECHAs liste afhænger af omstændighederne. Er der f.eks. tale om en distributør, vil dokumentation i form af et såkaldt ”Letter of Supply” som dokumenterer kilden på produktet og aktivstoffet være dækkende. Men drejer det sig om en godkendelsesindehaver af et produkt, vil det såkaldte ”Letter of Access” fra aktivstofleverandøren være den enkleste dokumentation.

Virksomheder hvis leverandører ikke er på listen, skal sikre sig, at leverandøren bliver registreret hos ECHA og optaget på listen over aktivstofleverandører.

Læs mere om Artikel 95-listen på ECHA’s hjemmeside

Se Artikel 95-listen over godkendte aktivstofleverandører på ECHAs hjemmeside

Hent skabelonerne for erklæringer udarbejdet af EU's kemikalieagentur ECHA

Virksomhederne skal dele udgifterne

Biocidforordningen har til formål at sikre, at omkostningerne ved vurdering af aktivstoffer er ligeligt fordelt. Derfor skal alle producenter og importører af aktivstoffer bidrage til at dække de omkostninger, der er involveret i EU's vurderingsprogram for aktivstoffer.

Et grundlæggende og nyt aspekt i biocidforordningen er derfor den generelle pligt til at dele oplysninger om aktivstoffer, der er godkendt og sendt på markedet i EU. Obligatorisk datadeling skal sikre, at ovenstående virksomheder får en fair chance for at købe sig adgang til data og at den virksomhed, der har lagt penge og arbejdstid i at få aktivstoffet godkendt får dækket en del af sine omkostninger.

Læs mere om datadeling på ECHAS hjemmeside (på dansk)

ECHA har publiceret en række praktiske guides om datadeling. Se nederst på siden under Special series on data-sharing.

Kontakt

Miljøstyrelsens biocidhelpdesk

Er din biocidleverandør på Artikel 95-listen?