Miljøstyrelsen indfører nye vurderingsprincipper for godkendelse af insektmidler (biocider)

Miljøstyrelsen ønsker at beskytte bier og andre ikke-målinsekter mod insektmidler og indfører derfor nye nationale vurderingsprincipper for biocidgodkendelse af insektmidler.

De nye vurderingsprincipper betyder, at insektmidler som f.eks. myremidler, der udgør en særlig risiko for bier, kun kan godkendes til privat brug udendørs i lokkedåser eller lignende beholdere, som forhindrer adgang for bier. Produkter til professionel anvendelse vil også få tilknyttet tilsvarende eller andre risikobegrænsende foranstaltninger, for at forhindre utilsigtet forgiftning af bier.

Insektmidler kan være farlige for bier

Insektmidler med biocidanvendelse er designet til at være giftige overfor insekter som f.eks. myrer, kakerlakker, fluer mm., men da bier også er insekter er insektmidler ofte også giftige overfor dem. Når insektmidler anvendes udendørs, som f.eks. et myremiddel omkring et hus vil der derfor være en risiko for at bier kan komme i kontakt med midlet og dø, eller eventuelt tage det med hjem til biboet. Afhængigt af hvor giftigt midlet er overfor bier, kan dette i værste tilfælde lede til at hele biboet går til grunde. Insektmidler, der fungerer som lokkemidler, indeholder typisk sukker, honning eller feromoner for at tiltrække insekterne. Dette gør samtidigt midlerne særligt tiltrækkende for bier. Nogle insektmidler udlægges desuden som enten en gel eller et granulat frit tilgængeligt på f.eks. myrestier, hvor bier såvel som andre bestøvere og ikke mål-insekter kan komme i kontakt med midlet.

Vurderingsprincipperne gælder for udendørs lokkemidler

De nye vurderingsprincipper vil blive anvendt på midler, der ansøges som insektmidler (PT18), som skal anvendes udendørs og som er udformet som lokkemidler. Risikovurderingen for bier vil bl.a. blive baseret på aktivstoffets giftighed overfor bier (LD50- værdi), koncentrationen af aktivstoffet i midlet, den konkrete anvendelse, formuleringstype og andre faktorer, der kan have betydning for biers udsættelse for det pågældende middel.

Generelt kan insektmidler, som udgør en særlig risiko for bier kun godkendes til privat brug udendørs i lokkedåser eller lignende beholdere, som forhindrer adgang for bier. Vurderingsprincipperne vil også indeholde tilsvarende eller andre risikobegrænsende foranstaltninger ved godkendelser til professionel anvendelse. Som udgangspunkt skal Miljøstyrelsen ikke godkende lokkedåsens fysiske udformning, men visse meget åbne konstruktioner kan afvises, hvis de ikke forhindrer biers adgang tilstrækkeligt.

Artikel 37 i biocidforordningen giver mulighed for at anvende vurderingsprincipperne

Vurderingsprincipperne vil både blive anvendt, hvor Miljøstyrelsen er det første EU-land, der godkender et insektmiddel efter biocidforordningen, og når Miljøstyrelsen skal gensidigt anerkende et insektmiddel, der er godkendt i et andet EU-land først. Miljøstyrelsen vil i den forbindelse anvende artikel 37 i biocidforordningen, som bl.a. giver mulighed for, at enhver medlemsstat kan ændre vilkår og betingelser i en gensidig godkendelse ud fra en række nærmere afgrænsede hensyn. For insektgiftene vil beskyttelse af bier være omfattet af hensynet i artikel 37, stk. 1, litra c, ”beskyttelse af menneskers, især sårbare gruppers, eller dyr eller planters liv og sundhed”. Miljøstyrelsen vil derfor under henvisning til artikel 37 anvende de nye vurderingsprincipper i de danske gensidige godkendelser og på den måde beskytte bier imod mulige skadevirkninger ved anvendelse af insektgifte.