Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Tips om vask og vaskemidler

Alle vaske- og skyllemidler indeholder stoffer, der belaster miljøet, når de havner i kloakken med spildevandet. Selv efter en tur i rensningsanlæg slipper små mænger af de skadelige stoffer ud i vandmiljøet.

Tensider er de stoffer, der vasker tøjet rent. Der bruges forskellige typer, og nogle af dem belaster vandmiljøet. Visse vaskemidler indeholder også stoffer som klor og optisk hvidt, der belaster miljøet. Optisk hvidt får hvidt vasketøj til at se mere hvidt ud, men har ingen betydning for vaskeevnen. Stoffet findes primært i hvidvaskemidler.

De stoffer i vaskemidler, der er mest kendt for at give sundhedsproblemer, er parfume, optisk hvidt og konserveringsmidler. Disse stoffer kan give allergi eller hudirritation Det er meget individuelt, hvad man reagerer på, og hvordan man reagerer.

Skyllemidler indeholder op til 30 procent tensider. Det er unødvendigt, da tensider i vaskemidlet vasker tøjet rent, og ekstra tensider belaster miljøet unødvendigt. Skyllemidler indeholder som regel også parfume og farve, som kan være allergifremkaldende, og som ingen effekt har på vaskeresultatet.

Tips om vask og vaskemidler

  • Køb miljømærkede vaskemidler. Se efter den nordiske svane eller den europæiske blomst. Så undgår du stoffer som klor, optisk hvidt og visse tensider. Der stilles også krav om effektiv vaskeevne.
  • Vær opmærksom på, at der kan være parfume i miljømærkede vaskemidler.
  • Læs deklarationen – og undgå produkter, der indeholder parfume og optisk hvidt. Disse indholdsstoffer betyder ikke noget for, om tøjet bliver rent.
  • Vælg vaskemidler med natriumpercarbonat som blegemiddel, hvis du køber særlige vaskemidler til hvidt tøj. Så undgår du klor og optisk hvidt
  • Vælg kompakt vaskepulver frem for flydende. De indeholder færre miljøskadelige stoffer.
  • Undgå skyllemiddel. Det er beregnet til at modvirke statisk elektricitet i syntetiske stoffer, og ellers er det unødvendigt.
  • Læs brugsanvisningen og dosér efter vandets hårdhedsgrad. Hvis du ikke kender hårdhedsgraden, så spørg vandværket eller på kommunens tekniske forvaltning.
  • Fyld vaskemaskinen op og spring forvasken over.
  • Vask kulørt ved 40° C eller 30° C og hvidvask ved 60° C.