Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Tips om støj og vinduer

De fleste skal nok have hjælp af håndværkere til at skifte vinduer, rette gamle vinduer op eller tilpasse gamle vinduer til nye, støj-isolerende ruder. Det er heller ikke en typisk ”gør-det-selv” opgave at lave et nyt forsatsvindue og montere det, så det bliver tæt og derved forbedrer vinduets lydisolation betragteligt.

Der er flere ting, du selv kan gøre, som kan forbedre vinduernes støj-isolering

  • Vinduerne skal lukke tæt . Hvis tætningslisterne er klemte, defekte eller helt mangler, hjælper det betydeligt på støjisoleringen at montere nye tætningslister. Måske er det også nødvendigt at justere lukkebeslagene, så vinduet lukker ordentligt.
  • Der skal være tæt rundt om vinduet . Ofte er der mere eller mindre ”hul igennem” imellem vindueskarmen og muren. Det kan man se, når man skifter tapet. Her hjælper det at stoppe et tætningsmateriale, f.eks. mineraluld, ind i revnen og fuge den, så den bliver tæt. Hvis den udvendige mørtelfuge er i uorden, skal der nok en murer til at klare det.
  • Vedligehold kitten rundt om vinduet . Hvis vinduet har enkeltruder, monteret med kit, kan kitten være tørret ud og måske mangle helt nogle steder. Så vil ruden klirre, hver gang der kører en lastbil forbi. Ved at forny kitten der, hvor den mangler, så ruden sidder fast i rammen, forsvinder den irriterende lyd.
  • Du kan selv montere simple forsatsruder . Som regel skal der håndværkere til at lave nye forsatsvinduer og montere dem. Men mange kan selv montere simple forsatsruder, der er monteret direkte på vinduesrammen. Man skal være opmærksom på, om den eksisterende vinduesramme kan holde til den ekstra belastning fra forsatsruderne.

Glarmesteren, som skærer glasset, har også de profiler og monteringsbeslag, der skal bruges til at montere ruden. Denne løsning giver ikke nær så stor forbedring af støjisoleringen som et rigtigt forsatsvindue, fordi de to glas sidder i ret lille afstand fra hinanden og der kun er ét tætningsplan.

Hør hvordan lyden kan dæmpes med det rigtige vindue!

Her kan du høre, hvordan der bliver meget mere stille i stuen, når du forbedrer dine vinduers lydisolation. Det kræver, at du har højttalere eller hovedtelefoner til din computer.

Læs mere omkring støj i hjemmet her:

Læs mere: Få stilhed i stuen - pjece

Læs mere på vores store sektion om vinduer og støjreduktion

Rolig-bolig 1170-659

Rolig Bolig kampagne

Formålet med kampagnen er at informere beboere og ledelse i almene boligafdelinger om vejstøjens konsekvenser for helbred og livskvalitet, og at der er flere gode metoder til at dæmpe støjen.