Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Tips om sandkasser og jernbanesveller

Sandkasser og legepladser af ældre dato kan være bygget af gamle jernbanesveller, der er imprægneret med creosot. Creosot er en tjærelignende olie, som mistænkes for at være kræftfremkaldende og forårsage allergi og eksem.

Derfor er det i dag ikke længere tilladt at bruge nye eller gamle sveller bl.a. på legepladser. Forbuddet blev indført i 1996, men omfatter ikke legeredskaber mv. som allerede var opført på det tidspunkt.

Har du sådanne gamle sveller på din legeplads eller i din have, er det bedst at skifte dem ud med træ eller andre materialer uden farlige stoffer. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du følge nogle enkle råd, som at sørge for, at børn ikke får direkte hudkontakt med svellerne, når de f.eks. leger i sandkassen. Risikoen er størst på varme sommerdage, hvor creosoten bliver flydende og kan sive ud i sandet.

Tips om gamle jernbanesveller

  • Undlad at save i svellerne. Det kan frigøre de kemiske stoffer.
  • Hvis du observerer tjærestoffer på overfladen når solen skinner om sommeren, bør du overveje at erstatte svellerne med nyt træ. I dag kan du få sveller i bøg og elm uden imprægnering.
  • Beklæd sandkassen indvendig, så sandet ikke er i kontakt med svellerne.
  • Undgå, at børnene kommer i direkte kontakt med træet. Læg f.eks. brædder oven på svellerne.
  • Udskift sandet hvert år hvis sandkassen er lavet af sveller.
  • Udskift svellerne ved renovering af lejepladser.
  • Forhør dig hos den tekniske forvaltning i din kommune, før du evt. skiller dig af med svellerne.

Læs mere

Faktaark om creosot

Tips om trykimprægneret træ og valg af naturligt træ

Faktaark om træbeskyttelsesmidler