Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Tips om store pools i private haver

Fritstående havepools eller svømmebassiner med meget store vandmængder bliver mere og mere populære. 

En pool kan indeholde helt op til 35.000 liter vand. Det er næsten ligeså meget som det gennemsnitlige årsforbrug for én person (40.000-46.000 liter). Det koster typisk omkring 1.000 kroner i samlet vandpris at fylde en pool med 35.000 liter vand.

undefined

Sundhed

  • Når man køber dem, fremgår det typisk af brugsanvisningen, at det ikke er meningen, at vandet løbende skiftes. Pools’ene sælges derfor typisk med tilhørende rensesæt med eller uden klor og udstyr til recirkulering og filtre.

  • Følg brugsanvisningerne nøje og sørg for recirkulation og desinfektion af bassinvandet. Ellers anbefaler Miljøstyrelsen, at vandet skiftes hver dag!

  • Manglende recirkulation og desinfektion kan medføre, at vandet bliver bakteriefyldt. Det kan give hudgener og maveinfektioner.

  • Hvis du bruger rensesæt med klor eller et andet desinfektionsmiddel, så vær meget omhyggelig med at bruge den korrekte dosering. For høj dosering kan medføre hud- og slimhindeirritation.
undefined

Miljø

  • Husk, at de store pools indeholder rigtig meget vand. Det vil du også finde ud af, når du får vandregningen! Miljøstyrelsen anbefaler generelt, at vi sparer på vandet.
  • Miljøstyrelsen anbefaler, at man bruger klorfri rensesæt, da klor er giftigt for vandmiljøet.
  • Når der anvendes klorfrit rensesæt, kan poolen tømmes i haven – du skal dog have tilladelse fra din kommunes tekniske forvaltning ved større mængder. Og i kommunen kan man give dig de præcise gældende regler.
  • Klorholdigt vand bør ledes til kloaksystemet, hvor det bliver renset inden udledning. Det må ikke ledes ud i regnvandssystemet (ved nedløbsrør, rist i vej og lignende), der er beregnet til tag- og overfladevand. Hvis der anvendes klor som rensemiddel, kan der være en risiko for forurening, når det bliver udledt til søer og vandløb.
  • Hvis man bor i det åbne land, hvor der ikke er kloakering, frarådes klor. Og uanset om man bruger klorholdig eller klorfri rensning fraråder Miljøstyrelsen, at der ledes mere end 250 liter vand fra badebassin/spabade til et nedsivningsanlæg/bundfældningstank. Større mængder kan medføre, at slammet skylles ud af bundfældningstanken og ud i naturen, eller at det tilstopper nedsivningsanlægget.

Flere Grønne Tips til haven