Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise. Læs mere om cookies

Tips til gravide og ammende om kemikalier

En ny undersøgelse viser, at gravide savner råd om, hvordan de kan undgå problematisk kemi. Derfor lanceres kampagnen ‘Gravid? Kend Kemien’, der med syv konkrete råd guider gravide uden om problematisk kemi.

Langt de fleste gravide ved, at de skal undgå rygning og alkohol. Færre ved, hvordan de skal forholde sig til skadelig kemi. Det viser en ny undersøgelse fra Miljøministeriet blandt knapt 1.400 danske kvinder, som enten er gravide, forsøger at blive gravide eller planlægger at blive det inden for de næste par år. 

Mens otte ud af 10 undgår alkohol og tobak, er det for eksempel kun omkring halvdelen, der går efter svanemærkede produkter eller lufter ud dagligt. Samtidig efterlyser mange konkrete råd til, hvordan man går uden om problematisk kemi. Derfor lancerer Miljøministeriet nu kampagnen ’Gravid? Kend kemien’ med syv konkrete råd.

Gør rent og luft ud

Graviditet er en følsom periode, hvor fosteret i moderens mave kan være ekstra sårbar over for kemiske stoffer. Derfor er det vigtigt at minimere sin udsættelse for unødige kemikalier. For eksempel kan man ved at gøre rent eller lufte ud jævnligt begrænse den mængden af kemi, man er udsat for.

7 råd til dig, der er gravid, eller ønsker at blive det

  • Undgå tobaksrøg 
  • Drik ikke alkohol 
  • Gør rent og luft ud 
  • Køb miljømærket 
  • Minimer kemikaliekontakt 
  • Spis varieret 
  • Minimer medicinindtaget

Læs mere om de syv råd

Rådene er udarbejdet til forbrugere. Hvis du er professionel maler eller frisør kan du henvende dig til Arbejdstilsynet for at få mere information om, hvordan man undgår kontakt med og påvirkninger fra frisør- og malerprodukter.

Se mere på Arbejdstilsynets hjemmeside:
Vejledning om gravide og ammendes arbejdsmiljø (på at.dk)