Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Tips om støj

Mange mennesker i Danmark er udsat for generende støj fra for eksempel vejtrafik, flytrafik, jernbaner, virksomheder, støjende fritidsaktiviteter eller naboer. Omkring 700.000 boliger er belastet med vejstøj over grænseværdien.

Støjen kan give stress, hovedpine, søvnbesvær, indlæringsproblemer hos børn, og støj kan forstyrre samtaler og mulighederne for at hvile og koble af. Et forsigtigt skøn siger, at 200 til 500 danskere årligt dør for tidligt af hjertesygdom og forhøjet blodtryk som følge af vejstøj.

Hvis det er en virksomhed eller et energianlæg, der støjer, skal du først og fremmest tage kontakt til kommunen og høre, om de kan gribe ind over for den generende støj. I mange tilfælde kan kommunen give påbud om at virksomheden skal dæmpe støjen. Det er dog også muligt at mindske den generende trafikstøj i boligen

Tips om støj

  1. Minimer natstøj, så du kan sove mere roligt: Indret for eksempel dit hjem, så soveværelset vender væk fra vejen og med mulighed for at åbne et vindue til en rolig facade.
  2. Vælg lydruder eller lydvinduer: Hvis du alligevel skal skifte vinduesruden eller hele vinduet ud findes der ruder og vinduer, der både er varme- og lydisolerende. Du kan også vælge at montere forsatsruder indenfor dine nuværende vinduer. Det giver en betydelig forbedring af lydisolationen. Når du isolerer med forsatsvinduer eller lydvinduer, kan støjen i din bolig blive nedsat med helt op til 20 decibel. Det opleves, som om støjen bliver dæmpet virkelig meget. Hvis støjen bliver nedsat med 6 - 10 decibel, hører man det som en halvering af støjens styrke.
  3. Løs støjproblemer i fællesskab: Som beboer-, andelsbolig- eller grundejerforeningen kan I tage kontakt til og samarbejde med den ansvarlige myndighed, for eksempel kommunen, lave ”støjpartnerskaber”, og på den måde måske få gjort noget ved de lokale støjproblemer. I et støjpartnerskab kan man i fællesskab betale for at få afskærmet for støj, få mindre støjende asfalt på vejen, bedre vinduesisolering eller nedsat hastighedsgrænsen. Støjpartnerskaber kan være en vej til at skaffe flere penge til at reducere støjen og kan måske give bedre løsninger, når der er en god proces mellem myndigheder og beboere.
  4. Det kan svare sig at lydisolere: Når du nedsætter støjen i din bolig, stiger den i værdi. Hvis du ejer din bolig, kan det derfor være en god investering for dig at nedsætte støjen. Det er undersøgt, at for hver decibel man nedsætter støjen i sin bolig, stiger værdien i gennemsnit med en procent for parcelhuse og en halv procent for lejligheder.
  5. Undersøg støjforhold inden du køber bolig: Efterspørg oplysninger om støjmiljøet hos ejendomsmægleren, når du køber ny bolig.

Du kan også selv gøre noget for at forbedre støjmiljøet for andre mennesker.

  1. Støj mindre selv: Efterspørg mindre støjende dæk til bilen, overhold hastighedsgrænserne, kør jævnt, og undgå voldsomme accelerationer. Eller lad bilen stå på de korte ture.
  2. Vis hensyn til din nabo: Begræns så meget som muligt høj musik og støjende adfærd i din bolig. Tænk på, hvornår du slår græs eller bruger støjende haveredskaber.

Fakta om støj

Styrken af støj måles i decibel, forkortet dB. Hvisken svarer til cirka 30 dB, tale i cirka en meters afstand til 60 dB, og støjen på fortovet ved en stærkt trafikeret bygade kan komme op på 90 dB. Til en rockkoncert kan støjstyrken tæt ved højttalerne være helt oppe på 120 dB.

Hver gang lydens styrke stiger med 6 - 10 dB, opleves det nemlig som om, lydstyrken er blevet fordoblet. Omvendt opfattes en dæmpning på 6 - 10 dB som en halvering af lydstyrken.

Læs mere om støj

Læs om Vejdirektoratets indsats mod støj på vejdirektoratet.dk.