Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Tips om hobbyprodukter og hobbylim

De fleste børn kan godt lide at tegne, male, klippe og klistre, men hobbyprodukter som gelpenne, tuscher, akrylmaling, glas og porcelænsmaling og fingermaling kan indeholde stoffer, der i større mængder kan skade sundheden og miljøet.

Eksempelvis organiske opløsningsmidler og tungmetaller. Børn er mere følsomme overfor kemikaliepåvirkning end voksne, og derfor bør du være opmærksom når du køber hobbyprodukter til dine børn. 

Det kan i visse tilfælde være svært at få informationer om, hvad produkterne indeholder. Hvis et hobbyprodukt indeholder skadelige stoffer i visse mængder, skal etiketten fortælle om produktets farlighed og sikker brug. Hvis der er en faremærkning, er det en god ide, at du læser og følger vejledningen. Du kan  også købe maling der er CE-mærket som legetøj, da det dermed overholder en række krav og skal være sikkert for børn at bruge.

Tips om køb og brug af hobbyprodukter til børn

  • Køb hobbyprodukter, der er CE-mærket som legetøj. CE –mærket viser, at produktet lever op til de sundheds- og sikkerhedskrav, der gælder i EU for legetøj. Der skal være en brugervejledning på dansk.
  •  Gå uden om faremærkede produkter: Undgå så vidt muligt hobbyprodukter, der er faremærkede som miljø- eller sundhedsskadelige. Du kan bl.a. genkende faremærkede produkter på de rød-hvide farepiktogrammer.
  • Vælg lim med miljømærket Svanen eller hobbyprodukter med FFFH’s A-mærkning. Her er indholdet af sundhedsskadelige stoffer begrænset. Svanemærket lim må ikke indeholde ftalater og klorerede opløsningsmidler og kravene til A-mærkede produkter er skrappere end dem, der er fastlagt i lovgivningen. FFFH er en forening af producenter, importører og forhandlere af hobbymaterialer i Danmark.
  • Vælg som hovedregel vandbaseret lim, den kan du bruge til det meste.
  • Læs brugsanvisningen inden du går i gang
  • Sørg for god udluftning under og efter brug
  • Lad ikke børn lege alene med hobbyprodukter
  • Vask altid børnenes hænder grundigt efter brug af hobbyprodukter

 

Læs mere om hobbyprodukter

Forbrugerrapport nr. 29: Undersøgelse og vurdering af kemiske stoffer i hobbylime, Miljøstyrelsen 2003
Forbrugerrapport nr. 93: Kortlægning og sundhedsvurdering af kemiske stoffer i hobbyprodukter til børn, Miljøstyrelsen 2008

Andre hjemmesider

A-mærkning - fffh.dk

Læs mere om kravene til A-mærkede produkter som Fællesrådet for Formnings- og hobbymaterialer (FFFH) har udarbejdet.” 

Miljømærker - ecolabel.dk

Læs mere om miljømærkerne Svanen og Blomsten på Miljømærkesekretariatets hjemmeside. Du kan også se, hvilke produkter, der pt. har et af mærkerne.