Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Fritiden

På en grå regnvejrsdag er det hyggeligt at male, klippe-klistre eller forme figurer. Men hobbyprodukter som farver, lim og spray kan indeholde sundhedsskadelige stoffer, så vær opmærksom, hvis børnene er med.

Følg brugsanvisningen 

Samlesæt og hobbyprodukter som glas- og porcelænsmaling indeholder kemiske stoffer, som kan give udslæt eller allergi, når de kommer i kontakt med huden. Derfor er det vigtigt at læse og følge produkternes brugsanvisning nøje.

Sørg for udluftning

Nogle produkter afgiver også stoffer, der kan indåndes. Hvis man er meget optaget af arbejdet med produkterne, er der risiko for, at man i lang tid bliver udsat for de kemiske stoffer.

Specielt lim og spray med glimmer, guld, sølv og kobber kan indeholde opløsningsmidler og allergifremkaldende stoffer, som kan give svimmelhed, hovedpine og luftvejsirritation. Sørg derfor for god udluftning og brug helst sprayen udendørs.

Brug miljømærkede produkter i din fritid

Se en oversigt over miljømærkede fritidsprodukter på ecolabel.dk.

Brug vores grønne tips

Miljøstyrelsens grønne tips hjælper dig til en mere sikker brug af fritids- og hobbyprodukter. Vores tips bygger på uvildige undersøgelser af produkter og stoffer, som er udført af eksperter og akkrediterede laboratorier.