Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Kosmetik og miljømærker

Der findes to officielt anerkendte miljømærker for kosmetiske produkter: EU’s Blomsten og det nordiske Svanemærke. Når du vælger miljømærket kosmetik, får du produkter, der belaster miljøet mindst muligt. Svanemærkede produkter skal desuden leve op til en række krav om sundhed.

Alle markedsførte kosmetiske produkter i EU skal leve op til EU's kosmetiklovgivning og være sikre for menneskets sundhed. Da EU's kosmetiklovgivning primært sigter mod at beskytte forbrugerne, indeholder den ikke specifikke miljøkrav til kosmetiske produkter. Miljømærker er primært udviklet med henblik på at minimere belastningen af miljøet, men går på nogle områder også videre end kosmetiklovgivningens regler om sundhed. Ved at vælge Blomst- eller Svanemærkede kosmetiske produkter, får du derfor produkter, der både lever op til mærkernes skrappe miljøkrav og overholder kosmetiklovgivningens krav til forbrugersikkerhed, samtidig med, at de på nogle områder endda går videre i forhold til forbrugersikkerhed end det, lovgivningen foreskriver.

Blandt miljøkravene er krav om stoffernes bionedbrydelighed, deres potentiale for at ophobes i miljøet samt giftighed for vandlevende organismer. Samtidig stilles der krav til mængden og typen af emballage. Blomsten adskiller sig dig væsentligt fra Svanen i og med, at den kun kan gives til sæbe, shampoo og balsam, hvor Svanen kan gives til alle typer kosmetiske produkter.

Desuden stiller Svanen en række krav til indholdet af stoffer, der er potentielt sundhedsskadelige, hvor Blomsten primært tager miljøhensyn. Blomsten forbyder dog stoffer med de værste sundhedsskadelige effekter, som fx stoffer, der mistænkes for at være kræftfremkaldende.

Hvad får du, når du vælger Svanemærket kosmetik?

Når et produkt har fået Svanemærket betyder det, at det opfylder en række krav både til sundhed og miljø. Nedenstående er udvalgte eksempler fra kravene med fokus på sundhed. Du kan læse de samlede krav til Svanemærket kosmetik i kriteriedokumentet.

Eksempelvis gælder for Svanemærket kosmetik

  • Produkter, der markedsføres til spædbørn og børn under 12 år må ikke indeholde parfume- eller aromastoffer.
  • Der må ikke indgå stoffer, som er klassificeret allergifremkaldende ved hudkontakt eller allergifremkaldende ved indånding. En undtagelse herfra er dog parfumestoffer, der er klassificeret allergifremkaldende, som godt må indgå i produkter til voksne, men kun i ekstremt lave mængder.
  • Der må ikke indgå stoffer, som er klassificerede mistænkt for at have alvorlige langtidseffekter som f.eks. kræftfremkaldende og reproduktionsskadelige.
  • Produktet må ikke indeholde specifikke stofgrupper, som fx: parabener, borater og perborater, triclosan.
  • Der må ikke indgå stoffer, som er på EUs liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
  • Anbefalinger fra EU's Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (VKF) vedrørende konkrete ingredienser skal følges.
  • Produktet må ikke indeholde nanomaterialer undtaget hydreret silica, der anvendes som slibemiddel i tandpasta. Hvis VKF finder det sikkert at anvende specifikke stoffer på nanoform i solbeskyttelsesprodukter, kan disse også tillades.
  • Der må ikke anvendes konserveringsmidler til andet end konservering af selve produktet. Dvs. produktet må ikke have antibakteriel virkning.
  • I læbeprodukter og tandpasta må kun anvendes konserveringsmidler, aroma- og farvestoffer, der også er godkendt som fødevaretilsætningsstoffer.
  • I hårfarver må ikke anvendes stoffer, der er allergifremkaldende for hud, også selv om disse ikke er officielt klassificerede. Der findes endnu ingen Svanemærkede, permanente hårfarver.
  • I hennahårfarver må ikke indgå lawsone.

Desuden stilles strenge krav til produktets indhold af miljøbelastende stoffer, som fx stoffer der er langsomt nedbrydelige, kan ophobes i miljøet eller er giftige for miljøet. Der stilles også krav til emballagemængde og -type. Endelig er der krav om etikettens tekst i forhold til at sikre en optimal forbrugeroplysning.

Læs mere 

Om Miljømærkning

Andre hjemmesider 

Miljømærker - ecolabel.dk

Kriterier for Svanemærket kosmetik (pdf), Nordisk Miljømærkning 2012

Kriterier for Blomstmærket sæbe, shampoo og balsam, EU-Kommissionen