Hedelyng

Hedelyng
Foto: Thomas Retsloff

Udvalgets begrundelse

Hedelyng ( Calluna vulgaris ) er en såkaldt dværgbusk, der er karakterdannende for naturtypen hede. Hedelyng kendes fra den danske digt- og sangskrivning med bl.a. Jeppe Aakjær og H. C. Andersen. Hedens udbredelse og tilbagegang er tæt knyttet til landbrugets udvikling i Danmark, og hedelyng fortæller således både natur- og kulturhistorie på én gang. Arten har en spændende livscyklus med kolonisering, vækst, forplantning og død, og samtidig er hedelyng indikator for høj naturkvalitet, da den reagerer hurtigt på ændringer i det omgivende miljø, f.eks. næringsstofpåvirkning. Da hedelyng er eksponent for en kulturlandskabshistorie og indikatorart for heder, bruges der samtidig en del ressourcer på at fremme arten ved hedepleje på f.eks. statsejede arealer med tørveskrælning og kontrolleret brand.
Fra Jylland mellem tvende have, tekst af H.C. Andersen: "Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt: lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark - som en kornmark står."

Oplev den i naturen

Hedelyng kan du først og fremmest opleve på hederne i Midt-, Vest- og Nordjylland, men faktisk også i store dele af det øvrige land, dog i langt mindre mængder. Kig f.eks. efter på gravhøje, sandede vejskrænter og på lyse steder i nåleskove.

Fakta og materialer

  • Danmarks Flora: Hedelyng
  • Dansk Botanisk Forening
  • Download foto af hedelyng (Foto: Thomas Retsloff, må kun benyttes til ikke-kommerciel formidling af naturkanon)
  • "Dansk flora" af Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg. 2006
  • "Den nye nordiske flora" af Bo Mossberg & Lennart Stenberg. Gyldendal 2003.
  • "Blomsternes Danmark" af Jens Gregersen og Bernth Løjtnant. Gyldendal 1997.