Træer og buske

Skovens hjemmehørende træer og buske er noget af det mest oprindelige natur, vi har. Og var det ikke for menneskets indblanding, ville Danmark stort set være dækket af skov. De har derfor også stor betydning for resten af skovens planter og dyr – og ikke mindst for mennesker, der siden oldtiden har anvendt dem til alverdens formål. Flere arter har endog fået stor symbolsk og kulturhistorisk værdi.

I millioner af år har skiftende istider præget landskabet og særligt den sidste istid har sat sine dybe spor i Danmark. Kun enkelte steder i det isfrie Vestjylland og i istidens mildere perioder har enkelte arter kortvarigt kunnet overleve. Først da istidens gletsjere smeltede og klimaet blev bedre, begyndte de første træer og buske som birk, bævreasp og fyr at indfinde sig. Senere kom hassel og de større løvtræer, elm, eg, lind, el og ask. Flere tusinde år senere fulgte de sidste af vores større løvtræer, bøgen og avnbøgen.

Der var dengang en anderledes og større variation i skovene, end vi kender det i dag. Særligt løvtræerne dominerede. Unge træer skød frem, hvor gamle træer faldt, og mængder af dødt ved lå hen i skovbunden, og der var svært fremkommeligt. Dertil kommer utallige mindre og større søer, kær, vandløb, skovsumpe og andre vådområder. Den vidtrækkende, vildtvoksende, frodige løvskov dannede også rammen for et varieret og rigt dyre og planteliv, der ligeledes satte sit præg på skoven.

Siden svandt skoven kraftigt ind. Fra næsten at have dækket landskabet fuldstændigt, dækkede skoven ved begyndelsen af 1800-tallet blot 2-3 %. Lige siden er der gjort en stor indsats for at redde de sidste stumper skov i Danmark, men det har også betydet, at skovene har ændret sig radikalt. Mange nye er træarter er kommet til. I dag består skovene af ca. en tredjedel løvtræer mod ca. to tredjedele indførte nåletræer. Med rødgran som den absolutte topscorer.

Naturkanonens fokus på skovens hjemmehørende træer og buske er naturens chance for at genvinde tabt terræn. I den optik er en mark med juletræer ikke interessant. Naturen har mere brug for skove med et særligt skovmiljø, hvor forskellige arter og aldre af hjemmehørende træer og buske står side om side med de naturlige variationer, som vekslende jordbunds-, vejr-, lys- og vandforhold giver. Med denne liste over kanoniserede træer og buske håber vi at understøtte en udvikling, der går i mere naturvenlig retning.