Ormerørssandsten

Ormerørssandsten
Foto: Henrik Granat

Udvalgets begrundelse

Ormerørssandsten er et letgenkendeligt eksempel på en bjergart, der er aflejret i havet. Den består stærkt sammenkittede sandkorn, og den indeholder karakteristiske rørformede spor efter orm, der har gravet sig ned i den sandede havbund. Ormerørssandsten findes som fast klippe på Bornholm og er transporteret til det øvrige Danmark af isstrømme fra Østersøområdet.

Oplev den i naturen

Disse smukke, hårde, ældgamle sandsten med gravegange fra orm er virkelig en strandtur værd. Forstenede sandorm om du vil, men ormen er væk - kun gravegangene i stumper af forstenet 570 millioner år gammel havbund er tilbage. Ormerørssandsten træffes oftest på østdanske strande. Du skal kigge efter mælkehvide, gule eller rødlige sandsten med lagdeling. Ormerørene kan sidde tæt som et bundt mikadopinde. Eller ormerørene danner et U. Disse sandsten rummer spor efter det tidligste liv, vi kender på vores Jord.

Fakta og materialer

  • Folder: Sten på stranden
  • Sten på stranden af Torben Gang Rasmussen. Natur og Museum hæfte nr. 4 dec. 1999. Udgives af Naturhistorisk Museum, Århus.
  • Sten i det danske landskab af Per Smed. Geografforlaget 1995.
  • Sten i farver af Erik Schou Jensen. Politikens håndbøger.
  • Geologisk set Bornholm af Peter Gravesen. Geografforlaget 1996.
  • Download foto af ormerørssandsten (Foto: Henrik Granat, må kun benyttes til ikke-kommerciel formidling af naturkanon)