Flint

Flint
Foto: Henrik Granat

Udvalgets begrundelse

Flint er et af de få eksempler, vi har på en kemisk dannet sten. Flint dannes nede i en kalkhavbund og består af kisel. Kislen stammer oprindeligt fra kiselalger og kiselsvampe, som bliver opløst, hvorefter flinten bliver dannet ved kemisk udfældning. Flint dannes ofte i gange fra gravende krebsdyr eller i skaller fra f.eks. søpindsvin og har derfor ofte mærkelige former. Flint har haft stor kulturhistorisk betydning, særligt i stenalderen.

Oplev den i naturen

Flintesten findes i stort tal overalt i Danmark – på stranden, på marken og i grusgraven. Og på cykelstien. Det er ofte flint, der punkterer dit cykelhjul! Flint optræder dog sjældent på Bornholm, hvor kun findes hvidprikkede flint og småsten af kugleflint. Flintesten og fossiljagt hører sammen. Du kan finde fortidigt dyreliv i rigtig mange flintesten. Mange forstenede søpindsvin på stranden består af flint. Bruger du hammer under fossiljagten så husk sikkerhedsbrillerne. Flint er absolut ikke sundt for øjnene!

Fakta og materialer

  • Udstillingen ved Hald Lade: Flint
  • Folder: Sten på stranden
  • Sten på stranden af Torben Gang Rasmussen. Natur og Museum hæfte nr. 4 dec. 1999. Udgives af Naturhistorisk Museum, Århus.
  • Sten i det danske landskab af Per Smed. Geografforlaget 1995.
  • Sten i farver af Erik Schou Jensen. Politikens håndbøger.
  • Download foto af flint (Foto: Henrik Granat, må kun benyttes til ikke-kommerciel formidling af naturkanon)