Skov på våd bund

Skov på våd bund
Foto: Thomas Retsloff

Udvalgets begrundelse

Sumpskov med ask, el og eg hører til de artsrigeste skovnaturtyper i Danmark. Den dækkede store arealer langs søer og vandløb i det oprindelige fortidslandskab og udfyldte størstedelen af de ådale, som de seneste 2-3000 år er blevet forvandlet til enge. Vådbundsskov er sjælden i nutidens intensivt drænede skove. Flere arealer med vådbundsskov vil have stor betydning for en lang række truede planter og dyr.

Oplev den i naturen

Skov på våd bund, oftere kaldet skovmose eller sumpskov, har tidligere været langt mere udbredt, men er i høj grad forsvundet på grund af afvanding med grøfter. Der findes flere typer sumpskov fra pile- og birkemoser på næringsfattig tørvebund til askemoser på næringsrig bund med kildevæld og ellesumpe, hvor træerne står i vand hele året. De fleste skovmoser er ret små; større strækninger ses dog i mange ådale og f.eks. langs søerne i Søhøjlandet. Mange steder er man ved at genoprette skovmoserne; ikke mindst i Grib Skov kan man allerede se fine resultater.

Fakta og materialer