Fugle

Danmark har et alsidigt fugleliv. Det er på den ene side karakteriseret af fugle knyttet til de ”våde” områder: sump-, kyst- og havfugle, som lever i søer, rørsumpe, langs de vidtstrakte kyster, på øer, holme og lavvandede områder. På den anden side er der de landlevende arter, som forekommer i kulturlandskabet, fra byen over det åbne land til skovene. Danmark ligger på en trækkorridor for mange fuglearter, som yngler nord for os og overvintrer sydfor, og for mange arter er Danmark et vigtigt spisekammer, som fuglene slår sig ned i under trækket eller om vinteren.