Trilobit

Trilobit
Foto: Henrik Granat

Udvalgets begrundelse

Trilobitterne ( trilobita ) er en repræsentant for det meget tidlige skalbærende liv, der dukkede op i stor antal for ca. 540 millioner år siden, i det der kaldes den kambriske eksplosion. I modsætning til tidligere livsformer har disse organismer skaller og bliver derfor lettere bevaret som fossiler. Trilobitterne uddøde ved Perm/Trias-grænsen for ca. 250 millioner år siden i Jordens værste masseuddøen, hvor mere end 95 % af alle dyrearter uddøde.

Oplev den i naturen

Trilobitter findes som fossiler i bornholmske lag af skifer og kalksten. Størrelsen varierer fra mindre end hullet i en enkrone til håndfladestørrelse. Trilobitter lignede krebsdyr, der kravlede, svømmede og gravede i fortidens havbund. De kunne rulle sig sammen som bænkebidere. Oplagte lokaliteter at gå på fossiljagt findes langs Læsåen og ved Risebæk syd for Åkirkeby. Husk at du kun må samle løse stykker og ikke hakke i den faste kalksten og skifer.

Fakta og materialer

  • Bornholm gennem 1700 millioner år af Jørgen Butzbach. William Dams Boghandel A/S

  • Geologisk Set Bornholm af Peter Gravesen. Geografforlaget.

  • Danekræ - Danmarks bedste fossiler af Niels Bonde, Stig Andersen, Niels Hald og Sten Lennart Jakobsen. Gyldendal 2008.

  • Download foto af trilobit (Foto: Henrik Granat, må kun benyttes til ikke-kommerciel formidling af naturkanon)