Vejledning om adgangsreglerne - afsnit 3

3. Muligheder for at udvide eller hindre adgang

Adgangsreglerne giver befolkningen en umiddelbar ret til at færdes i naturen; men det er præciseret i adgangsbekendtgørelsens § 25, stk. 1 at alle, der færdes i naturen, skal rette sig efter de anvisninger, som ejeren eller dennes repræsentant giver, eller som fremgår af skiltning m.v. I tvivlstilfælde om adgangens lovlighed skal ejerens anvisninger således følges, med mindre dette er i åbenlyst strid med anden lov eller i modstrid med en myndighedsafgørelse.

Adgangen til færdsel og ophold giver ikke umiddelbar ret til at anvende arealerne til organiserede former for friluftsliv, som f.eks. lejrslagning eller spejderarrangementer, erhvervsmæssige arrangementer eller sportsarrangementer, som f.eks. orienteringsløb. Sådanne arrangementer kræver altså ejerens tilladelse. Læs mere om reglerne for organiserede aktiviteter i matrixen (afsnit 6).

3.1 Aftalefrihed

Lodsejere - såvel private som offentlige – kan uanset de generelle regler tillade en videregående adgang. Ejeren kan dog kun give lov til en videregående færdsel, som ikke strider mod anden regulering, der altid går forud for naturbeskyttelseslovens adgangsregler, f.eks. i medfør af anden lov eller fredninger. F.eks. kan ejeren af et klitfredet areal ikke give lov til færdsel på cykel eller hest på den bevoksede del, de dette er forbudt, jf. klitfredningsbekendtgørelsens § 1, stk. 1 nr. 6. også for ejeren af klitfredede arealer.

Kommunalbestyrelsen kan træffe aftale med ejerne om at give befolkningen en videre adgang f.eks. gennem aftaler efter naturbeskyttelseslovens kapitel 8 om naturforvaltning.

3.2 Ejers muligheder for at hindre adgang

For hver af arealtyperne i naturbeskyttelsesloven er der muligheder for ejeren til at begrænse færdslen helt eller delvist for bestemte perioder eller i bestemte områder. Redskaberne til dette er hegning, lukning og skiltning. Loven opstiller betingelser for, hvordan og hvornår færdslen kan begrænses.

Hegning

Der findes regler for hegning i flere forskellige lovgivninger f.eks. planloven og vandløbsloven. På arealer beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3 (eng, hede og overdrev mv.) vil opstilling af hegn, der ikke kan karakteriseres som sædvanlige landbrugshegn, normalt anses for en ændring af tilstanden, der derfor kræver dispensation. For strandbeskyttelseslinjen gælder der ligeledes regler om, at hegning ikke er tilladt på nær i de situationer, som er nævnt i NBL § 15, stk. 4.

I naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 2 er det for skove nævnt, at offentlighedens adgang ikke må forhindres eller vanskeliggøres, og at der ikke må opsættes usædvanlige hegn omkring skoven. Det er op til kommunalbestyrelsen at vurdere, om et hegn er usædvanligt, for en nøjagtig definition findes ikke. Om, et givent hegn er usædvanligt, beror på et skøn, hvor mange forskellige omstændigheder spiller ind. Levende hegn, lette trådhegn m.v. må betragtes som sædvanlige hegn, også selvom den pågældende skov ikke tidligere har været hegnet. Eksempler på sædvanlige hegn kan ses her:

ikke strømførende kreaturhegn

kulturhegn

Et usædvanligt hegn vil være af en type, som en "gennemsnitsskovejer" normalt ikke vil sætte op omkring sin skov. Det, bestemmelsen navnlig tilsigter, er at undgå hegn, der ved deres højde, konstruktion eller materialevalg virker dominerende eller skæmmende, eller som hindrer vildtets frie passage. Hegning omkring skove er imidlertid også ulovligt, hvis det hindrer vildtets frie passage også selvom hegnet i sin konstruktion og materialevalg er sædvanligt. Hegning omkring kulturer er dog sædvanlige uanset, at sådanne hegn netop har til formål at holde dyr og publikum ude af disse arealer. Det er f.eks. almindeligt at hegne løvtræskulturer i omkring 10 år for at undgå vildtbid, men sædvanligvis indhegnes ikke områder større end 4-5 ha skov. Forbuddet mod opsætning af usædvanligt hegn omfatter derfor også hegn, der på grund af deres funktion i forhold til vildtet må anses for usædvanlige.

Bemærk at bestemmelsen kun regulerer hegning omkring skove og ikke hegn opsat langs f.eks. en motorvej eller en mark, selvom dette hindrer vildtets frie passage. En tilladelse efter skovloven til etablering af f.eks. en dyrehave vil medføre at hegnet er sædvanligt - formålet taget i betragtning - og dermed at naturbeskyttelseslovens generelle forbud mod usædvanlig hegning ikke kan gøres gældende. Overtrædelser kan påtales efter reglerne i lovens kapitel 11 om tilsyn.

Med hensyn til hegning omkring udyrkede arealer henvises til den uddybende beskrivelse under afsnit 6.4 om udyrkede arealer.

Midlertidig lukning

Ejere af skove, udyrkede arealer og private, enkeltmandsejede veje og stier i det åbne land kan lukke for færdsel på grund af jagt eller intensivt landbrugsarbejde og intensivt skovningsarbejde.

Med ”intensivt landbrugsarbejde” menes arbejde på dyrkede arealer, der grænser op til udyrkede arealer eller veje og stier i det åbne land. Lukning af områder kan kun finde sted, når aktiviteten har en sådan karakter, at det kan være forbundet med en vis risiko for befolkningen at færdes der. Kun på strande gælder denne regel ikke.

I bekendtgørelsen er jagt præciseret som selskabsjagt, typisk klapjagt, drivjagt og trykjagt, samt pürschjagt om sommeren kl. 6-7. Ejeren har ikke pligt til at skilte pga. jagt, men det kan være hensigtsmæssigt at skilte, så publikum på forhånd ved, at der er jagt i skoven. Bekendtgørelsens § 6 beskriver, hvordan der i givet fald skal skiltes (i forbindelse med lukning), jf. stk. 2: "Oplysning om lukning af et område sker ved skiltning, der anbringes ved de almindelige anvendte indgange. Skiltet skal angive det tidsrum, hvor forbuddet gælder, og skal fjernes ved periodens udløb." dvs. straks efter jagten. Stk. 3: "I de tilfælde, hvor dele af et område lukkes, skal det tillige tydeligt angives, hvilke dele af området, forbuddet omfatter." For at undgå misforståelser kan det være en god idé, at perioden for lukning angives med dato og evt. klokkeslæt.

Normalt lukkes skove administreret af Naturstyrelsen ikke i forbindelse med jagt, uanset eventuel udleje af jagtretten.

Skiltning

Reglerne for skiltning er behandlet indgående i publikationen "En vejledning om skilte og offentlighedens adgang til naturen" (skiltevejledningen), se bilag 7.3. Herunder er et uddrag af teksten:

Erfaringerne viser, at der på steder, hvor offentligheden lovligt har adgang, er opsat en del skilte på veje og stier eller påmalinger på sten på strande, der efter deres indhold direkte forbyder offentlighedens lovlige adgang, f.eks. et skilt med teksten: "ADGANG FORBUDT FOR UVEDKOMMENDE". Skiltene kan gennem deres indhold på anden måde giver indtryk af, at offentlighedens adgang er forbudt (”skræmmeskiltning”). Naturklagenævnet har således bl.a. truffet afgørelse om, at et skilt med teksten: "PRIVAT VEJ" på en privat vej i det åbne land efter omstændighederne kan anses som en hindring af offentlighedens færdsel, medmindre skiltet suppleres med et tydeligt underskilt, hvoraf det fremgår, at vejen er åben for færdsel til fods og på cykel. Det er heller ikke tilladt at opsætte skilte, der f.eks. advarer mod hugorme eller ”løs tyr”. Naturklagenævnet fandt i en konkret afgørelse, at et skilt ved en gennemgående vej med teksten ”Jeg bor her” og med billedet af en hund, i den givne sammenhæng ville blive opfattet som et ”skræmmeskilt” og derfor en hindring af offentlighedens færdsel (NKN 17. oktober 2007). Hverken naturbeskyttelsesloven eller mark- og vejfredsloven indeholder nærmere bestemmelser om, hvordan skiltningen skal udformes, eller om at sådan skiltning kun må opsættes efter autorisation fra en myndighed.

I skiltevejledningen gennemgås en række tilfælde, hvor skiltning om offentlighedens adgang kan komme på tale, og der vises en række standardskilte, som vil kunne anvendes i forskellige situationer bl.a. afhængig af hvor skiltene opsættes. Det er ejeren som bekoster skiltene og de bestilles hos private skiltefirmaer (de generelle skovskilte kan dog gratis rekvireres ved henvendelse til Dansk Skovforening). Skiltevejledningen indeholder ikke forslag til skiltning, hvor offentlighedens adgang af myndighederne reguleres med anden hjemmel (politivedtægt, fredning m.v.) eller skiltning, hvor en ejer kan lukke på dage, hvor der holdes jagt eller lign.

Andre hindringer (vedligeholdelse)

Der gælder særlige regler for, hvornår ejeren må hindre befolkningens adgang. Det sker for at sikre den lovlige adgang mod tiltag, som har til hensigt at holde folk væk, f.eks. ved at der udlægges spærringer af forskellig art. Ejeren har dog ikke en generel pligt til at vedligeholde adgangsveje. Baggrunden for dette er, at adgangsreglerne ikke skal gribe ind i den almindelige drift. Der er altså ikke pligt for ejeren til at træffe særlige foranstaltninger i strid med den almindelige arbejdstilrettelæggelse, f.eks. at fjerne grene, hugstaffald m.v., som for en kortere periode kan vanskeliggøre færdslen. Det er kommunalbestyrelsens skøn i den konkrete sag, som afgør, hvor lang tid hugstaffald mv. må spærre for færdslen. Hvis ejerens kørsel gennem længere tid har skabt en adgangsvej, som giver adgang efter § 26, stk. 1, vil adgangsvejen forsvinde, når der ikke længere sker kørsel på vejen. Ejeren er altså heller ikke i dette tilfælde forpligtet til at vedligeholde adgangsvejen.

For skove gælder, at ejeren har ret til at omlægge skovens interne vejsystem, så længe adgangen til skoven sikres. Hvis færdsel udenfor veje og stier i skoven har skabt (ulovlige) trampestier, har ejeren lov til ved skiltning, udlæg af kvas eller lignende, at forhindre færdsel disse steder.

For private fællesveje og -stier i det åbne land gælder, at de vejberettigede skal holde disse i en god og forsvarlig stand i forhold til den færdsel, der lovligt må benytte vejen. Det fremgår af privatvejslovens § 15, stk. 1.

For private fællesveje på landet kan vejejer og vejberettigede afspærre eller forbyde kørende og ridende færdsel ved bom eller lignende. Dette kræver politiets tilladelse og fremgår af færdselslovens § 97, stk. 3. Privatvejsloven indeholder ingen bestemmelser om, at en afspærring eller anden færdselsregulering af private fællesveje på landet skal godkendes af vejmyndigheden, det vil sige kommunen.

Kommunen kan dog kræve en færdselsregulerende foranstaltning ændret eller fjernet, hvis den efter kommunens mening medfører, at den private fællesvej ikke er i god og forsvarlig stand i forhold til de vejberettigedes færdsel. Kommunen træffer denne afgørelse med hjemmel i privatvejslovens kap. 6, §§ 15-20 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet.

3.3 Myndighedernes muligheder for at hindre adgang

Naturbeskyttelseslovens § 27, stk. 1 siger: ”Kommunalbestyrelsen, for statsejede arealer miljøministeren, kan bestemme, at arealer, der er omfattet af §§ 22-26, helt eller delvis lukkes for offentlighedens adgang, hvis særlige forhold taler derfor.”

Lukning kan ske på myndighedernes initiativ eller efter ønske fra ejeren. Ideelt set bør myndighedernes ønske om lukning bygge på en nærmere planlægning, medmindre grunden til lukning har akut karakter, f.eks. hvis en sjælden/truet art indvandrer og kræver beskyttelse.

Lukningen kan være midlertidig eller permanent og kan f.eks. begrundes i forstyrrelse af dyr og planter. F.eks. kan færdsel til fods begrænses, hvis færdslen medfører særlige slidproblemer eller andre problemer for fauna og flora. Bestemmelsen kan også anvendes til at forbyde, at man medtager hunde i naturen. Der skal være væsentlige grunde til at lukke arealer efter denne bestemmelse og myndighedernes argumentation for lukningen skal være konkret, saglig og fagligt begrundet. Det tilskyndes, at lukningerne har en midlertidig karakter, som gælder bestemte tidspunkter af året i f.eks. fuglenes yngleperiode, eller at lukningen tages op til revision efter en given årrække. Dele af skove i Suserup er et eksempel på et område, som er lukket helt for offentligheden, og har således ikke en midlertidig karakter. Dette tilfælde må formodes at være helt særligt, da der er tale om et skovområde af særlig naturmæssig karakter "urskovspræg" (NKN 23. februar 2001).

Praksis viser, at bestemmelsen administreres restriktivt. Ønsket om lukning skal enten udspringe af forhold, der knytter sig til de hensyn, som varetages af naturbeskyttelsesloven eller af samfundsmæssige hensyn.

Ældre afgørelser viser dog, at der godt kan lukkes af hensyn til ejerens erhvervsmæssige interesse, men at dette kræver en del, f.eks. at det afspærrede areal har ringe interesse for friluftslivet, og at der eksisterer andre muligheder for færdsel. I disse tilfælde vil ejerens beføjelse til at lukke private arealer være tilstrækkelig, så § 27, stk. 1 anvendes sjældent her.

Fredning

Gennem en fredning eller f.eks. et vildtreservat kan myndighederne vælge at begrænse adgangen til visse områder, fredningen kan dog også benyttes til at give befolkningen yderligere adgang ved at kompensere ejeren økonomisk. Reglerne for fredning er indgående beskrevet i naturbeskyttelseslovens kapitel 6.

Natura 2000-områder

Der er ingen generel adgangsbegrænsning i Natura 2000-områder, da EF-direktiverne, der regulerer disse områder, ikke er tænkt som forbudsdirektiver. Adgangsbegrænsning skal derfor altid tilpasses de konkrete omstændigheder i tid, rum og form. I praksis vil adgangsregulering bedst kunne finde sted i samarbejde med ejere og brugere og fortrinsvis gennem information og såkaldt intelligent planlægning, f.eks. stiplanlægning uden om de sårbare områder.

Kommunen kan dog efter en konkret vurdering begrænse adgangen med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 27, stk. 1, hvis det vurderes eller kan forudses gennem dokumentation, at der vil kunne ske en betydelig forstyrrelse af udpegningsgrundlaget i Natura 2000-områder ved færdslen. Dette følger den normale praksis for anvendelsen af § 27, stk. 1.

I visse Natura 2000-områder er der i forvejen adgangsbegrænsning i medfør af en bekendtgørelse om et vildtreservat.

Kystbeskyttelsesanlæg

Lovens § 22, stk. 3 nævner, at offentlighedens adgang på strandbredder og andre kyststrækninger ikke må forhindres eller vanskeliggøres. Det er kommunen, som foretager dette skøn. Reglerne for at lægge sten mv. som kystsikring reguleres i naturbeskyttelseslovens § 15 om beskyttelseslinjer og i reglerne om kystbeskyttelse. Kystbeskyttelse kan således godt være en lovlig hindring af adgang på strand.

Reglen i den tidligere naturfredningslov om, at der lovligt kunne ske anbringelse af høfter, ålegårde, kreaturhegn, badebroer mv., når der holdes en passage åben bag om, over eller gennem de pågældende anlæg eksisterer stadigvæk, selvom den ikke er gentaget i adgangsreglerne.

Kommunen er derfor beføjet til at udstede påbud om fjernelse af hindringer for adgang som følge af anlæg på stranden. Der er dog praksis for, at kystbeskyttelsesanlæg, som er af ældre dato og har henstået på ejendommen upåtalt i over 30 år, ikke kan danne grundlag for et krav om etablering af passage.

Efter kystbeskyttelseslovens § 17 stk. 1 kan transportministeren i kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler om begrænsning i færdsel på og brug af forstranden, strandbredder og kystbeskyttelsesanlæg. Hvis der herved sker begrænsning i offentlighedens ret til adgang efter naturbeskyttelseslovens § 22 skal miljøministeren (ved miljøcentrene) tilslutte sig reglerne.

Kystdirektoratet har udgivet en vejledning til Lov om kystbeskyttelse, som foreskriver, at ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg skal hensynet til den rekreative udnyttelse varetages og den frie færdselsret langs stranden skal så vidt muligt sikres, herunder muligheden for i forbindelse med en kystbeskyttelsesforanstaltning at fastholde eller udbygge en strand. Passagemulighed kan opnås på flere måder f.eks. ved anlæg af ramper, banketter, åbninger eller ved ikke at gøre anlægget større end absolut nødvendigt. Desuden kan passagen sikres ved at tillade færdsel bagom eller på konstruktionen. Der kan også være situationer, hvor passagemuligheden i praksis ikke findes på grund af eksisterende anlæg på den omhandlede ejendom eller på naboejendommene. Kystdirektoratet vurderer i hver enkelt sag, om passagemuligheden skal genskabes ved en eventuel renovering af anlægget. Vejledning til kystbeskyttelsesloven findes her:  http://omkystdirektoratet.kyst.dk/vejledninger.html

3.4 Nedlæggelse af veje og stier i det åbne land

Anmeldelse af vejnedlæggelse

En privat ejer, som ønsker at nedlægge visse veje eller stier i det åbne land, skal anmelde dette til kommunen (kommunalbestyrelsen) med en 4-ugers frist før nedlæggelsen. Ejeren skal naturligvis også være berettiget til nedlæggelsen efter vejlovgivningen. Med "nedlæggelse" menes en fysisk nedlæggelse af vejen. Hvis vejen afspærres er det ikke § 26 a, som kommer i anvendelse men reglerne om hindring af færdsel efter §§ 22-26.

I lovens § 26 a, stk. 1 er nærmere omtalt de tilfælde, hvor ejeren skal meddele en påtænkt nedlæggelse af vejen eller stien. Disse er

1) nedlæggelse af gennemgående veje og stier (forstået som stier, der kan indgå i et ruteforløb så den besøgende ikke er ”tvunget” til at følge den samme rute - eller en del af den- både ud og hjem).

2) veje eller stier, der fører til en strand (§ 22), skov (§ 23), et udyrket areal (§ 24) eller et klitfredet areal (§ 25),

3) veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende (f.eks. veje og stier af kulturhistorisk betydning).

Der gælder særlige regler for veje og stier inde i skoven (se sidst i afsnittet)

Kommunalbestyrelsens vurdering

Kommunalbestyrelsen kan efter § 26 a , stk. 3 forhindre nedlæggelsen af vejen eller stien, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder. Ved vurderingen af, om en vej eller sti har væsentlig betydning, lægges der ikke alene vægt på, hvor mange der benytter vejen. Bedømmelsen heraf skal bero på en konkret vurdering af den rekreative betydning, de alternative adgangsmuligheder og af de omstændigheder, der ligger til grund for ønsket om nedlæggelse. Det er en god idé at tinglyse en aftale om en alternative adgangsvej, så efterfølgende ejere er opmærksom på, at den ikke kan fjernes. Kommunalbestyrelsen kan efter NBL § 66 lade tinglysningen ske på ejerens bekostning.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at træffe afgørelse, herunder om annoncering:

Det er op til kommunalbestyrelsen at vurdere, om der er behov for at træffe afgørelse efter § 26 a, stk. 2 om at foretage en nærmere vurdering af den rekreative betydning af en vej eller sti på baggrund af en anmeldelse. Ved tvivl om vejens rekreative værdi kan kommunalbestyrelsen gennemføre en høring af den påtænkte nedlæggelse for at få befolkningens lokalkendskab med i vurderingen af sagen.

Hvis kommunalbestyrelsen træffer en afgørelse om at ville vurdere nedlæggelsens rekreative betydning nærmere, skal dette ske inden 6 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde forlænge denne frist, hvilket f.eks. kan være relevant, hvis der foregår undersøgelser om etablering af alternative adgangsmuligheder. Fristen på 6 måneder suspenderes, hvis sagen påklages rettidigt. Fristen begynder i det tilfælde først at løbe, når Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.

Kommunalbestyrelsen kan vælge ikke at træffe afgørelse:

Såfremt kommunalbestyrelsen ikke inden 4 uger fra modtagelsen af meddelelsen har truffet afgørelse om nærmere at ville vurdere nedlæggelsens rekreative betydning, kan ejeren nedlægge vejen eller stien. Kommunalbestyrelsens beslutning, om ikke at træffe afgørelse om at vurdere sagen nærmere, er en stiltiende accept af, at nedlæggelsen kan iværksættes. Der foreligger i denne situation ikke en afgørelse, som kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet (NKMK 22. marts 2011).

Hvornår træffer kommunalbestyrelsen en afgørelse som kan påklages?:

Hvis kommunalbestyrelsen besvarer en forespørgsel fra en borger eller en organisation om behandling af en anmeldelse efter naturbeskyttelseslovens § 26 a , opstår spørgsmålet, om der dermed træffes en afgørelse. Dette vil normalt ikke være tilfældet, da borgeren mv. ikke vil have partsstatus i sagen. Hvis kommunalbestyrelsen besvarer en forespørgsel fra ejeren, vil der efter omstændighederne kunne blive tale om en afgørelse. Det vil også i disse tilfælde være Natur- og Miljøklagenævnet, som afgør, hvorvidt der i den konkrete sag er tale om en afgørelse, som kan påklages. Hvis kommunen vil vurdere nedlæggelsen nærmere, er der derimod tale om en afgørelse, som skal meddeles ejeren og eventuelt klageberettigede.

Hvornår er man part i sagen?:

Er der andre end ejeren/anmelder, som har en væsentlig individuel interesse i sagen, må disse behandles som parter i sagen, og beslutningen vil efter omstændighederne kunne betragtes som en afgørelse i forhold til disse. Det er imidlertid vurderingen, at det vil være sjældent, at sager efter naturbeskyttelseslovens § 26 a omfatter andre parter end ejeren, idet reglerne i naturbeskyttelsesloven ikke har til formål at regulere forholdet mellem naboer. Spørgsmålet må vurderes konkret af kommunalbestyrelsen i den enkelte sag.

Frist på tre år for vejnedlæggelsen:

Bestemmelsen i § 26 a stk. 4 svarer til naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2, hvorefter en tilladelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, den er meddelt. Begrundelsen for denne tidsbegrænsning er den samme som for begrænsningen i § 66, stk. 2, at forholdene i løbet af den nævnte periode kan være forandret på en sådan måde, at det efter de 3 års forløb ikke længere i forhold til friluftsinteresserne er acceptabelt at opretholde den stiltiende accept af nedlæggelse af vejen.

Frivilligt anlagte veje er undtaget for anmeldelsespligten

Af § 26 a , stk. 5 fremgår det, at anmeldelsesreglerne om nedlæggelse af veje og stier ikke gælder, "hvis ejeren kan godtgøre, at vejen eller stien udelukkende er etableret som led i en aftale om fremme af offentlighedens adgangsmuligheder". Formålet hermed er, at de nye regler ikke skal modvirke de initiativer, der går ud på gennem aftaler og frivillighed at give befolkningen øget adgang til naturen ud over lovgivningens krav. Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening opfordrer således deres medlemmer til lokalt samarbejde om sådanne løsninger til skabelse af bedre rekreative færdselsmuligheder. Uden reglen i stk. 5 er der fare for, at ejere ikke vil være indstillet på at etablere nye spor i landskabet eller lignende på grund af risikoen for ikke at kunne nedlægge dem igen, hvis ejeren på grund af dårlige erfaringer eller af andre grunde fortryder anlæggelsen.

Hvis ejer ønsker at ophæve den frivillige aftale, skal vejadgangen nedlægges fysisk ellers vil befolkningen stadigvæk have adgang efter § 26, stk. 1.

Øvrige undtagelser

Anmeldeordningen i § 26 a begrænser ikke muligheden for, at vejejer og vejberettigede kan nedlægge en vej som privat fælles vej/ - sti på privat initiativ, dvs. uden vejmyndighedens tilladelse (her er der ikke tale om fysisk nedlæggelse). Det bemærkes dog, at vejnedlæggelser kan være udelukket efter andre regler, herunder færdselsrettigheder opnået ved hævd.

Vejejeren og de vejberettigede kan efter privatvejsloven , lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008, nedlægge vejen/stien som privat fællesvej/-sti, hvis der er enighed om dette. Her er der ikke tale om en fysisk nedlæggelse. Med nedlæggelse menes i denne sammenhæng, at vejen overgår fra at være en privat fællesvej til at være en privat vej (reglerne i privatvejsloven vil efter en nedlæggelse således ikke længere finde anvendelse ). Hvis der er uenighed blandt vejejer en og de vejberettigede, skal kommunen træffe en afgørelse. Det fremgår af privatvejslovens § 14, stk. 5, jf. kapitel 9.

Hvis en privat fællesvej er eneste adgangsvej for en vejberettiget, kan vejen ikke nedlægges som privat fællesvej, uden at der etableres en alternativ adgangsvej til den vejberettigedes ejendom . Her er der ikke nødvendigvis tale om en fysisk nedlæggelse.

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en privat fællesvej skal have status som offentlig sti , men i øvrigt bibeholdes som privat fællesvej . Det fremgår af vejlovens § 97 , l ovbekendtgørelse nr. 432 af 22/05/2008. Den del af s tien , der har status som offentlig sti vil herefter kun kunne nedlægges (ændres) af stibestyrelsen (kommunen). Den udbetalte erstatning skal kompensere for merudgiften ved at offentligheden får ret til f.eks. at gå på stien.

Hvis vejen ønskes fjernet helt (f.eks. pløjet op), er nedlæggelsen omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26 a.

Vedligeholdelse

Der medfølger ikke en vedligeholdelsespligt for ejeren, når kommunalbestyrelsen (kommunen) beslutter, at en vej eller sti ikke må nedlægges. Hvis kommunen ønsker en vedligeholdelse af vejen eller stien, der går ud over ejerens valgte vedligeholdelsesstand, kan kommunen søge at indgå en aftale med ejeren om en højere vedligeholdelsesstandard. Dette kan ske ved, at ejeren enten betales for denne øgede vedligeholdelsesstand, eller ved at kommunen står for den ekstra vedligeholdelse.

Kan der ikke opnås enighed, og kommunen stadig finder det påkrævet at vedligeholdelsesniveauet øges, har kommunen mulighed for, gennem ekspropriation, at overtage vejen eller stien som offentlig.

Nedlæggelse af veje og -stier i skove

Lovens § 23, stk. 10, bestemmer, at de veje og stier i skove, der giver adgang til en skovs øvrige vejsystem, er omfattet af de samme regler, som øvrige nedlæggelser af veje og stier i det åbne land. Kommunalbestyrelsen kan således begrænse en ejers muligheder for nedlæggelse af veje og stier, der giver adgang til en skovs øvrige vejsystem. Uden en sådan bestemmelse kunne der opstå situationer, hvor nedlæggelse af en vej i det åbne land blev forhindret som følge af § 26 a netop fordi den førte til en skov, og at denne vejs forlængelse i skoven så alligevel blev nedlagt.

Ejeren har dog ret til at omlægge skovens øvrige interne vej- eller stisystemer som led i skovdriften, så længe adgangen til skoven sikres, f.eks. ved at der findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder. Det vil altså sige, at veje og stier inde i skoven frit kan omlægges og nedlægges i forbindelse med skovdriften uden forudgående tilladelse fra kommunen.

3.5 Vedligeholdelse og adgang sker på eget ansvar

Offentlighedens færdsel og ophold i naturen sker på eget ansvar. Ejeren har ikke pligt til at vedligeholde veje og stier, med mindre der er tale om private fællesstier. I så fald er de omfattet af reglerne i privatvejslovens kap. 6 (private fællesstier på landet) eller kap. 10 (private fællesstier i by og bymæssigt område). Kommunen kan ikke kræve private fællesstier på landet istandsat eller vedligeholdt af hensyn til den almindelige færdsel på stien.

Grundejeren har altså ikke en generel pligt til at holde veje og arealer i farbar stand og ej heller tilsynspligt med sit areal. Besøgende kan derfor som regel ikke kræve erstatning for skader, som de har lidt ved f.eks. at snuble over et hul i vejen eller ved at blive ramt af en gren. Derimod må det formodes, at ejeren/besidderen har en pligt til at tilse, istandsætte og afmærke særlige foranstaltninger, som enten er bestemt til at blive betjent af publikum eller som ejeren/besidderen må formode, publikum hyppigt vil anvende eller komme i nærheden af.

Eventuelt ansvar for skade opstået ved udvist uansvarlighed, årsagssammenhæng eller passivitet fra ejerens/besidderens side afgøres af domstolene efter dansk rets almindelige erstatningsregler.