Vejledning om adgangsreglerne - afsnit 2

2. Lovgrundlag

2.1 Lov og bekendtgørelse

Reglerne om offentlighedens adgang til naturen findes flere steder:

Der har tidligere været en bekendtgørelse om offentlighedens adgang for hver enkelt arealtype, som hver især blev til i samarbejde med netop de ejere og brugere, som havde interesser i hver enkelt særlige arealtype. Der har derfor gennem tiden udviklet sig forskellige regler for færdselen i de forskellige landskabstyper, forskelle som umiddelbart kan virke uforståelige, men som altså skyldes reglernes forskellige historiske udvikling.

2.2 Mark- og Vejfredsloven

Udgangspunktet for færdsel og ophold på anden mands grund i dansk ret er mark- og vejfredslovens § 17, som bestemmer, at ”den som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavler eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde.”

Mark- og vejfredsloven modificeres imidlertid af naturbeskyttelsesloven, som indskrænker ejerens råderet og dermed lovfæster befolkningens adgang til at færdes i naturen, dvs. på strande, i skoven og på udyrkede arealer samt veje og stier i landskabet. Mark- og vejfredsloven er beskrevet nærmere herunder, og sammenhængen med naturbeskyttelsesloven er beskrevet i afsnit 6.5 om færdsel på veje og stier i det åbne land. I bilag 7.2 giver "Redegørelse om de rekreative færdselsmuligheder på veje og stier i det åbne land" en oversigt over samspillet mellem mark- og vejfredsloven, vejlovgivningens og naturbeskyttelseslovens almindelige regler for rekreativ færdsel.

Mark- og vejfredslovens § 17 gælder overalt, dvs. både i byer og i naturen. Ifølge § 17 er det ikke tilladt at færdes på anden mands grund , uden at man har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbuddet mod færdsel på fremmed grund uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel gælder, uanset om arealet er afspærret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur el.lign. Hvis der i anden lovgivning eller på anden måde fastsættes bestemmelser om (nærmere angivet art af) færdsel på specifikke områder, er denne færdsel ikke omfattet af bestemmelsen, fordi der derved er tillagt ”anden hjemmel” til færdslen.

Derimod er det tilladt at færdes ad veje, som er privatejede medmindre ejeren (af en privat, enkeltmandsejet vej/sti) ved lovlig skiltning har forbudt færdsel generelt eller færdsel af den pågældende art. Bestemmelsen i § 17 fastslår, at ejeren af en privat, enkeltmandsejet vej/sti har ret til ved skiltning helt eller delvist at begrænse færdslen på vejen, medmindre der ifølge anden lovgivning, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, gælder en pligt til at holde vejen åben for andre. Dette gælder ifølge mark- og vejfredslovens § 2 også private stier. I tilfælde, hvor der ikke gælder en pligt til at holde vejen åben for andre, kan vejejeren således selv bestemme, hvilken færdsel der må finde sted på vejen. Sammenhængen mellem denne bestemmelse og naturbeskyttelsesloven er beskrevet i afsnit 6.5.

Det fremgår ikke direkte af mark- og vejfredslovens § 17, hvornår et areal anses for at være en vej (eller sti). Det må antages, at der under veje (og stier) henregnes permanente, menneskeskabte færdselsbaner, der er en del af det almindelige vejnet (stinet), og at f.eks. midlertidige kørespor, dyreveksler, brandbælter og havegange ikke er omfattet af reglen. Hvad fysisk fremtræden angår, adskiller en vej sig typisk fra en sti ved at være beregnet til et 4-hjulet køretøj.

Det fremgår heller ikke direkte af mark- og vejfredslovens § 17, hvilken slags færdsel ad veje og stier der er tilladt, når ejeren ikke ved lovlig skiltning har begrænset færdslen. Det må dog antages, at reglen kun giver adgang til færdsel ad en vej eller sti, der er egnet til den pågældende type færdsel. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en vej/sti er egnet til en bestemt type færdsel.

For så vidt angår ridning på veje og stier følger det af § 17, at ridning er tilladt på veje og stier (der fremtræder som egnet til ridning), men at ejeren ved skiltning helt eller delvis kan forhindre ridning.

2.3 Forholdet til anden lovgivning

Naturbeskyttelsesloven beskriver ikke udtømmende de situationer, hvor befolkningens adgang til naturen er reguleret. Hvis der i anden lovgivning er fastsat særlige bestemmelser om adgang, gælder disse bestemmelser forud for naturbeskyttelsesloven.

Herunder er angivet eksempler på anden lovgivning og hjemler, som fastsætter regler om adgang eller hindring af ellers lovlig adgang.

Ved fredninger kan der være fastsat bestemmelser, der udvider eller begrænser offentlighedens adgang til det fredede område. Sådanne bestemmelser går forud for naturbeskyttelseslovens og bekendtgørelsens regler.

Det samme gælder for vildtreservater i henhold til jagt- og vildforvaltningsloven, hvor der er bestemmelser om jagt, færdsel og ophold.

En liste over Danmarks vildtreservater findes her.

I hht. lov om politiets virksomhed (lov nr. 444 af 09/06/2004) kan der efter § 23 og § 24 fastsættes regler og politivedtægter, der kan forbyde adgang til bestemte områder, f.eks. i situationer hvor der er brandfare.

For ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder gælder bekendtgørelse nr. 64 af 30/01/2002, hvorved adgangen til forsvarets skydeområder er forbudt, når visse afspærringsforanstaltninger er aktiverede. Offentlighedens adgang bliver dog tilgodeset, når hensynet til sikkerhed samt uddannelses- og øvelsesvirksomhed tillader det. For forsvarets øvrige områder er der adgang for befolkningen efter særlige bestemmelser, når forsvaret har informeret herom f.eks. ved opsætning af informationstavle ved indgange. Forsvarets drifts- og plejeplaner fastlægger retningslinjer for bl.a. adgang og findes på Naturstyrelsens hjemmeside på http://naturstyrelsen.dk/publikationer/drifts-plejeplaner/

Forsvaret har ved udførelsen af sine aktiviteter i uddannelsesmæssig henseende adgang til at færdes på anden mands grund og er derfor ikke underlagt adgangsreglerne. Se bekendtgørelsen her: Terrænets benyttelse.pdf

Færdselsloven: For private fællesveje på landet kan vejejer og vejberettigede afspærre eller forbyde kørende og ridende færdsel ved bom eller lignende. Dette kræver politiets tilladelse. Det fremgår af færdselslovens § 97, stk. 3. (LBK nr. 1058 af 04/11/2008). Det skal dog i hht. naturbeskyttelsesloven fremgå af skilte, at gående og cyklende kan passere, med mindre der er særlig begrundelse for at lukke for denne type færdsel.

Der eksisterer en hævdvunden ret til bilkørsel og parkering på visse strækninger af den jyske vestkyst.

Kystbeskyttelseslovens § 17 (LBK nr. 267 af 11/07/2009) indeholder bestemmelser, hvorved transportministeren og kommunen har beføjelse til at fastsætte begrænsninger i færdslen af hensyn til kystbeskyttelsen. Vejledning til kystbeskyttelsesloven foreskriver, at ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg skal hensynet til den rekreative udnyttelse varetages og den frie færdselsret langs stranden skal så vidt muligt sikres, herunder muligheden for i forbindelse med en kystbeskyttelsesforanstaltning at fastholde eller udbygge en strand. Passagemulighed kan opnås på flere måder f.eks. ved anlæg af ramper, banketter, åbninger eller ved ikke at gøre anlægget større end absolut nødvendigt. Desuden kan passagen sikres ved at tillade færdsel bagom eller på konstruktionen. Der kan også være situationer, hvor passagemuligheden i praksis ikke findes på grund af eksisterende anlæg på den omhandlede ejendom eller på naboejendommene. Kystdirektoratet vurderer i hver enkelt sag, om passagemuligheden skal genskabes ved en eventuel renovering af anlægget. Vejledning til kystbeskyttelsesloven findes her: http://kyst.synkron.com/graphics/Medie_KDI/02_sog_om_tilladelse/vejledn%20til%20lov%20om%20kystbeskyt%202009_15sep.pdf

Efter § 2 i bekendtgørelse om bade- og bådebroer (LBK nr. 267 af 11/03/2009) må bade- og bådebroer ikke anlægges sådan, at de hindrer eller vanskeliggør almenhedens færdsels- og opholdsret efter naturbeskyttelsesloven §§ 22-26. Dette gælder dog ikke for broer, der anbringes i erhvervshavne eller lystbådehavne.

For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, at offentlighedens adgang til kysten skal sikres og udbygges jf. Planlovens § 5b, stk. 1, nr. 5. (LBK nr. 1027 af 20/10/2008).

I henhold til badevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 165 23/02/2009) kan kommunalbestyrelsen træffe foranstaltninger af hensyn til badevandets kvalitet, herunder forbyde hunde på stranden i områder, der er udlagt som badeområde.

Politiet kan (efter forhandling med kommunalbestyrelsen) efter bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om sikring af den offentlige orden mv., fastsætte regler om badning, herunder regler om, at badning på nærmere angivne områder er forbudt. Der kan desuden fastsættes regler om lokalt fiskere,færdsel på søer eller lignende samt færdsel på isen ud for kyster, i havne eller på offentlige søer, vandløb og andre vandsteder.

Sejlads, herunder sejlads med isbåde kan reguleres gennem flere lovgivninger, hvor naturbeskyttelseslovens § 29 er en af dem. Politiet kan (efter forhandling med kommunalbestyrelsen) efter bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om sikring af den offentlige orden mv., fastsætte regler for sejlads med motorbåde og brætsejlads, inden for en nærmere angivet kortere afstand fra kyststrækninger, for så vidt det må anses for påkrævet for at forebygge hindringer eller ulemper for anden sejlads eller for badning eller for at forebygge unødig støj, der er til ulempe for andre.

I henhold til vandløbslovens § 4, stk. 1 (LBK nr. 1043 af 20/10/2008) er det tilladt alle at sejle på "fælles vandløb" med robåde og lignende småfartøjer uden brug af motor (fælles vandløb er vandløb, hvortil der er flere bredejere, og som ikke er undergivet særskilt ejendomsret). Denne ret gælder dog ikke, hvis færdslen er til gene for jagt, fiskeri, rørskær eller lignende. Der kan optages nærmere bestemmelser om sejlads i regulativer efter vandløbslovens § 4. En fredning kan også regulere sejlads, herunder motorbådssejlads. Vandscooterbekendtgørelsen (BEK nr. 1315 af 20/11/2006) regulerer ikke-erhvervsmæssig sejlads med jetski, vandscootere, luftpudefartøjer og tilsvarende fartøjer.

Det er tilladt at færdes i naturen med sin hund, så længe den er i snor; på stranden må hunden dog være løs fra 1. oktober til 31. marts. Hvis stien eller vejen ligger i byen eller i områder med bymæssig bebyggelse, skal man følge hundeloven (LBK nr. 259 af 12/04/2005), hvor der står, at man skal have hunden i bånd, og at båndet skal være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Heri ligger, at snoren ikke må være så lang, at personen reelt ikke har kontrol over hunden. Hunden kan dog godt være i en såkaldt flexi-line, der i fuld længde kan være adskillige meter. Flexi-linen er udstyret med en låsemekanisme som gør, at hundens besidder har mulighed for at kontrollere hundens færden ved at låse linen i den ønskede længde.

Også hævd kan danne grundlag for ret til færdsel og ophold. Normalt er det nødvendigt at gå til domstolene for at få afklaret, om der er grundlag for hævd. Man skal derfor være indstillet på at bruge ressourcer, energi og advokatbistand, når man indleder en hævdssag.

Danske Lov (1683) indeholder i kap. 5 den gældende bestemmelse om hævdserhvervelse (5-5-1). Af den fremgår, at man ved at råde i 20 år over anden mands ejendom kan vinde ret på den råden, der er udøvet. Hvis man bruger et areal som om, man var ejer, kan man blive ejer. Hvis man benytter en vej som adgangsvej, kan man vinde hævd på en færdselsret til denne vej.

For at kunne vinde hævd, skal man have benyttet arealet eller vejen med en vis intensitet og stadighed. Man kan derfor ikke vinde hævd ved kun at have gået over anden mands ejendom enkelte gange - det skal være sket jævnligt.

Hvis det er klart for ejeren af den pågældende ejendom, hvem der har rådet over arealet, skal der rådes i 20 år, for at man kan vinde hævd.

Hvis man ikke kan pege på en bestemt person, der har benyttet adgangen, kræves der råden i ”alderstid” - hvilket betyder, at ingen kan huske nogen anden tilstand, i praksis 40-50 år. Det kan f.eks. være i situationer, hvor man råder som én blandt mange, eller hvis rådigheden ikke sker på grundlag af en særlig indretning (synbar råden).

Man kan derfor vinde hævd efter 20 år, hvis man har etableret en vej eller en sti over anden mands ejendom, men efter alderstid, hvis man bruger en vej, som også har tjent som adgang for andre ejendomme. Der kræves ikke ”god tro” hos den rådende, og der kan derfor vindes hævd, selv om der er udøvet råden i 20 år med viden om, at man ikke var berettiget til at gå ad den pågældende vej eller sti.

I en periode efter et ejerskifte er det dog i visse tilfælde muligt at afbryde hævd, jf. tinglysningslovens § 26 (LBK nr. 158 af 09/03/2006).

Er den udøvede råden sket efter aftale med ejendommens ejer, kan der ikke vindes hævd. Det skyldes, at ejeren i så fald ikke har haft grund til at modsætte sig rådighedsudøvelsen.

Hævd til fordel for flere

Hvis en vej bruges af alle og enhver, kan den enkelte ikke vinde hævd ved også at bruge vejen. Almenheden kan heller ikke vinde hævd. Har en vej i mands minde (i praksis 40-50 år) været brugt af almenheden som adgangsvej til skov eller strand, skabes der herved ikke ret for almenheden, som derfor ikke kan forhindre, at vejen nedlægges. Her vil reglerne i naturbeskyttelsesloven om nedlæggelse af veje og stier kunne forhindre en nedlæggelse.

Almenhedens rettigheder skal være baseret på retssædvane, hvilket er udtryk for, at retten har eksisteret siden ”Arilds tid”, altså at oprindelsen fortaber sig i fortidens glemsel. Sådanne rettigheder eksisterer fortsat nogle steder, f.eks. som kirkestier, møllestier og lignende, stier der oprindeligt er opstået som resultat af almenhedens brug til forskellige formål, som adgangsvej til kirker, skoler, møller og lignende.

Derimod kan en afgrænset kreds, f.eks. beboerne i et kvarter, eller medlemmerne af en forening vinde hævd, hvis det kan bevises, at det er denne kreds, der har udøvet råden. Det kan f.eks. være beboerne i et bestemt boligområde eller medlemmerne af en sejlklub. Man kan her forestille sig, at en grundejerforening eller en bestyrelse anlægger en hævdssag på beboernes/medlemmernes vegne med henblik på at få anerkendt hævden.

Frihedshævd

Ligesom man kan vinde rettigheder på grundlag af hævd, kan man også tabe rettigheder. Man kan f.eks. tabe retten til at færdes på en anden mands vej hvis den, der ejer vejen, i 20 år har forhindret færdsel (ved at fjerne vejen, bygge på den eller lign.). Det er derfor vigtigt at reagere, hvis ens adgangsret bliver krænket.