Beskrivelse - Varnæs Fællesskov IS



Skovområdet

Varnæs Tykkeskov er det største skovareal ( 22 ha ), som er ejet af Varnæs Fællesskov IS. Skoven er beliggende på sydsiden af Åbenrå Fjord på et jævnt terræn, der falder ned mod fjorden. Varnæs Tykkeskov er mod øst, syd og vest omgivet af åbent landbrugsland. Derudover ejer Varnæs Fællesskov IS tre mindre skovområder i området fordelt på ca. 12 ha.

Både næringsstof- og vandforsyningsmæssigt er skovjorden noget af det frodigste herhjemme. Jorden er meget næringsrig og med god vandholdende evne samtidig med, at den er veldrænet eller nogenlunde veldrænet. Løvtræerne trives fantastisk godt; vokser hurtigt og holder sig sunde. Især er områdets skove karakteriseret ved, at bøgen vokser og udvikler sig optimalt - med imponerende ret vækst.

Træarter

Skovene består næsten udelukkende af løvtræer med bøg og ask på henholdsvis 70 % og 15 % af arealet. Arterne vokser i blanding, og der findes naturligvis også andre træarter i skovene som f.eks. ahorn, rødel, eg og fuglekirsebær.

Generelt dominerer ask i de lave og mere fugtige partier, mens bøg dominerer på højere og mere tørre områder i skoven.

Vildt

Hjortevildtbestanden i Varnæs Fællesskov består af råvildt, som findes i betydelig mængde. Bestanden udgør dog ikke noget problem for skovdriften, idet der sandsynligvis er så meget foryngelse i skoven, at vildtet ikke kan holde den nede. Der afholdes to årlige fællesjagter for ejerne.

Indførelsen af naturnær skovdrift i Varnæs Fællesskov

Skovene ejes i fællesskab af lokale landmænd. Man skal eje landbrugspligtig jord i sognet for at kunne eje andele af skoven. Skoven blev købt af fællesskabet for ca. 125 år siden.

Varnæs Fællesskov drives i fællesskab ved Skovfoged Peter Højer, Skovdyrkerforeningen Syd. Peter Højer har drevet skoven siden 1981. Den naturnære driftsform blev i praksis indført for ca. 40 år siden. Den har dengang som nu været en oplagt driftsform, idet løvskoven forynger sig naturligt og meget villigt i store dele af det østlige Sønderjylland. Derudover udvikler løvtræerne (især bøg) sig som sagt meget smukt i området.

For datidens skovdyrkere var det imidlertid ikke så oplagt at dyrke løvskov i en naturnær driftsform. De gik imod den daværende modestrømning i skovbruget med dyrkning af nåletræarter på stort set alle lokalitetstyper. Derfor krævede deres beslutning i sin tid både klarsyn og mod. Naturen var dog en villig medspiller for dem, hvorimod plantning af nåletræer ville have krævet en meget målbevidst og konsekvent indsats mod løvtræopvæksten i kulturerne.