Beskrivelse - Longelse Bondegaardsskov



Skovområdet

Longelse Bondegaardsskov er beliggende midt på Langeland i et relativt jævnt terræn, som generelt falder fra vest mod øst og syd. De laveste og fugtigste områder findes i de centrale dele af skoven, mens den vestlige del har høj og tør bund. Skoven er omgivet af åbent landbrugsland mod vest, nord og øst. Mod syd grænser den op til naboskov.

Både næringsstof- og vandforsyningsmæssigt hører skovjorden generelt til blandt de bedste herhjemme. Jorden er frodig og leret – dvs. næringsrig og med god vandholdende evne. Til gengæld falder Langeland ind under det tørre Storebæltsklima med en årlig nedbør på 500- 550 mm .

Generelt er der meget gode vækstvilkår for løvtræer, som kan holde sig sunde og vækstkraftige op i høj alder.

Skovrider Staun og forstkandidat Peter Friis Møller har grundigt beskrevet skoven i flere publikationer (se referencelisten), som kan anbefales!

Skovens historie

Indtil 2. Verdenskrig har Longelse Bondegaardsskov haft sin driftsmæssige historie til fælles med mange andre skove i Danmark og i særdeleshed på Langeland. Først var driften meget flersidig, idet der i skoven bl.a. blev hentet hegnsmaterialer (gærdsel), brænde og bygningstræ til gården. Samtidig har skoven også været udnyttet til græsningsareal for husdyrene. Højryggede agre i skovens vestside viser også, at der ikke altid har været skov på hele arealet.

I begyndelsen af 1800-tallet nåede de danske skove et arealmæssigt lavpunkt. Århundredes overudnyttelse havde stort set tømt skovene for træressourcer, samtidig med at den udbredte afgræsning forhindrede skovene i at forynge sig. Alle unge træer blev ædt af husdyrene. Det medførte træmangel til skade for landet, og det blev i 1805 besluttet at starte en proces, som ledte til klar opdeling mellem landbrugsland og skov. Husdyrene skulle ud af skovene, og driften blev rettet mod et mål: Træproduktion i højskovsdrift.

Fredet for krigens pligthugster

I 1897 blev Longelse Bondegaard overtaget af en ejer, som satte så meget pris på skovens store træer, at han lod dem stå. De store træer gjorde skoven mere og mere speciel og smuk; og da de danske skovejere under 2. Verdenskrig blev pålagt meget stærke hugster (pligthugster), sørgede statens skovtilsyn for at få skoven fredet og dermed skånet for hugst.

1967-stormen og ny fredning

Efter krigen blev der dog hugget en del i skoven; og i 1967 blev den hård ramt af oktoberstormen, som væltede en tredjedel af vedmassen – især i de fugtige områder.

I 1972 blev skoven købt af Danmarks Naturfond, og en ny fredning i 1988 sikrede dens status som urørt skov for eftertiden. Skoven har i realiteten været urørt – dvs. der har ikke været skovdriftsmæssige indgreb siden 1970. Formålet er at overlade skovens dynamik og udvikling helt til sig selv.

Skovens træer

I modsætning til størstedelen af de danske skove er Longelse Bondegaardsskov karakteristisk ved sin meget blandede struktur. Træarterne står i blanding, ligesom forskellige aldre og størrelser også gør det. Den tidligere ejers respekt og forkærlighed for store træer grundlagde for mere end 100 år siden de muligheder, som vi i dag har for at opleve kæmpestore bøge, ege og aske-træer med brysthøjdediametre på 1 – 1,35 m !

Der findes også store avnbøg, fuglekirsebær og kæmpe gråpopler – de sidste er dog et fingeraftryk fra indkaldte tyske skovridere i begyndelsen af 1800-tallet.

Derudover findes der også mange døde træer, især som følge af elmesygen – stående eller liggende. Alt sammen skaber det mange unikke og sjældne levesteder for flora og fauna.

På skovens højeste og tørreste partier mod vest dominerer bøgen, mens de fugtigste områder i skovens centrale dele primært huser eg, ask og rødel.

Vildt

Der er en del råvildt i skoven og af og til dåvildt. Især ask og selvsået avnbøg bides af vildtet; og ønsket om, at skoven skal være urørt af menneskelig påvirkning sættes på en prøve. Den moderne landbrugsdrift har især med de vintergrønne marker favoriseret råvildtet – og bestandene er nu mange steder høj. Da råvildtet bider skovens foryngelse – især er unge askeplanter populære – kan det ikke undgås, at mennesket gennem favorisering af råvildtet på indirekte vis har betydning for skovens udvikling.

Skoven ser dog ikke umiddelbart ud til at have foryngelsesproblemer – måske er der blot tale om, at asken ikke bliver så dominerende, som den kunne have været i foryngelserne.

Skovens endeløse forandringer

Skovens historie viser en turbulent udvikling, hvor skiftende driftsformer, udnyttelse og senest fredning har formet skovens struktur og sammensætning. Med en fredning – eller urørt status – er omvæltningerne imidlertid ikke sat i bero.

Stormen i 1967 viste, hvor hurtigt skoven kan ændres. Men der er også andre og helt eller delvist menneskeskabte påvirkninger. Det kan aktuelt være vildtbestandens op- og nedture, elmesygens eliminering af alle store elmetræer, eller afvandingen i området. Det er ikke umiddelbart muligt at sløjfe hele grøftesystemet i skoven for at genskabe den naturlige dynamik for en ikke-drænet skov. Der er to typer af grøfter. For det første er der de store ledegrøfter, som skal lede drænvandet fra omkringliggende landbrugsarealer bort. For det andet er der gamle skovgrøfter, som kun dræner selve skoven. De sidste vedligeholdes ikke mere.