Den naturnære fremtid - Holstenshuus



Driftsformålet

Det overordnede driftsformål er at bevare godset i familiens eje.

Herunder er det formålet at drive skoven videre indenfor et bæredygtigt skovbrug med fokus på træproduktion samtidig med, at der skal værnes om ejendommens store natur- og landskabsværdier samt de mange fortidsminder.

Naturnær skovdrift i praksis

Holstenshuus Skovdistrikt har i lighed med en del andre skovdistrikter på gode løvskovlokaliteter siden midten af 1970’erne haft en tradition for at forynge især bøg, ask og ahorn naturligt. Driftsformen må siges at befinde sig i grænseområdet mellem den traditionelle (klassiske) skovdrift og den naturnære skovdrift, idet man dyrker de lokalitetstilpassede træarter og forynger dem naturligt.

Det stærkeste islæt af traditionel skovdrift består i, at især bøgebevoksningerne i reglen forynges på én gang i forbindelse med et bestemt frøår (oldenår). Det sker ved at foretage jordbearbejdning forud for oldenfaldet (bøgens frøfald), som finder sted i september-oktober. Formålet med jordbearbejdningen er at sikre, at en stor del af bogen (bøgens frø) lander i mineraljord. Sammenlignet med at lande i den urørte skovbund opnås i mineraljorden en bedre overvintring af frøet og efterfølgende en god fremspiring af bøgeplanter i foråret.

I 1989 anvendtes dobbeltfuret plov til at frembringe såbed i striber, mens der i 1983 anvendtes Lindenborg harve, som sammenblander det øverste jordlag – i reglen på hele arealet. Der blev ikke anvendt jordbearbejdning til oldendækning efter frøfaldet, idet besåningshugsten (hugst i skærmen i vinteren efter oldenfald) resulterer i forstyrrelse af overjorden og dermed giver lidt oldendækning.

Der findes også eksempler på anvendelse af spontan foryngelse i bøg på Holstenshuus, hvor moderbestanden afvikles langsomt ved måldiameterhugst. Bøgeforyngelsen fremkommer da spontant (dvs. af sig selv) – først i mindre grupper, som så typisk gradvist vokser og senere smelter sammen i større eller mindre omfang. Hvis grupperne forbliver små og usammenhængende, kan der harves mellem grupperne for at fremme foryngelsen her.

Bliver grupperne større, men alligevel ikke sammenhængende, foretages efterbedring (indplantning eller supplerende plantning) med en hurtigtvoksende træart, som f.eks. lærk, idet disse planter skal kunne ”indhente” bøgeforyngelsens forspring.

Ensartet versus heterogen skovstruktur

En stærk strømning indenfor naturnær skovdrift består i, at fremme opbygningen af uregelmæssige skovstrukturer – dvs. med gruppevise blandinger af træarter og træer i forskellige aldre. Formålet er at fremme skovens evne til at kunne forynge sig naturligt og foryngelsernes evne til siden at udvikle sig hensigtsmæssigt uden udgiftskrævende plejeindgreb i form af udrensninger. Idéen er, at den uregelmæssige skovstruktur fremmer denne ”automatik” i skoven ved at opretholde et godt skovklima samt bevare frøtræer i hele skoven.

På Holstenshuus Skovdistrikt ønsker man ikke ligefrem at fremme heterogene strukturer, men foretrækker at holde fast i nogenlunde ensartede skovstrukturer, idet løvskoven har en meget stor tilbøjelighed til med tiden at udvikle en ensartet struktur. Selvom en foryngelse kan se uregelmæssig ud i løbet af de første årtier, udjævnes meget gennem tiden af skovens egen dynamik.

Desuden har man på distriktet gode erfaringer med den producerede vedkvalitet i de mere ensartede bevoksninger, hvorimod de gode erfaringer fra uregelmæssige skovstrukturer er meget begrænsede.

Ask og ahorn

En del steder kommer ask og ahorn af sig selv, og blander sig med bøgeforyngelsen og er således med til at formindske behovet for efterbedring. Disse arter er ikke så afhængige af jordbearbejdning for at spire frem. Da de vokser betydeligt hurtigere i ungdommen end bøg, vil de komme til at udgøre en større andel af de kommende løvskovgenerationer.

På længere sigt forynger bøgen sig i reglen spontant under ask og ahorn. Bøgen forsvinder derfor nødvendigvis ikke fra et areal, fordi der kommer en generation med ask og ahorn.

Udrensning

Formålet med udrensning er at gavne de bedste træer i foryngelserne, så de ikke bliver overvokset og udkonkurreret af dårlige, grove og værdiløse træer. Formålet er dermed også at fremme tykkelsesvæksten på de bedste træer i bevoksningen samt evt. at regulere træartssammensætningen.

Udrensningerne i de naturlige foryngelser er et udfordrende spørgsmål i skovdyrkningen. På den ene side kan intensive metoder forekomme nødvendige, fordi den naturlige foryngelses kaos af mange træer, flere træarter og mange former på træerne umiddelbart kan virke overvældende og meget lidt tillidsvækkende for den fremtidige bevoksningskvalitet.

Desuden står træerne ofte meget tæt i foryngelserne, hvorfor man kan frygte, at træernes tykkelsesvækst er stærkt nedsat. F.eks. findes der i Danmark eksempler på intensive udrensningsmetoder, som starter med den første udrensning allerede, når foryngelsen er 1,5 – 2 m høj. Disse udrensningsmetoder er i reglen dyre. Omvendt findes der skovdyrkere, som venter med at rense ud til de kan få det gjort gratis eller tilmed få en mindre indtægt, idet de groveste træer ved de sent iværksatte udrensninger (f.eks. i 20-30 års alderen) kan give selvskovere et passende udbytte af brænde.

På Holstenshuus Skovdistrikt er spørgsmålet om udrensning et af de centrale i skovdyrkningen. Gustav Berner foretrækker, at de første udrensninger gennemføres ved ca. 20 års alderen, også selvom det er forbundet med udgifter. Imidlertid er økonomien i skovbrugets vedproduktion for øjeblikket så anstrengt, at der er mindre tilbøjelighed end tidligere til at foretage investeringerne i de omkostningskrævende udrensninger.

Det vigtige og interessante spørgsmål er, hvor ekstensivt og billigt udrensningerne kan gennemføres uden det sætter bevoksningens fremtidige kvalitet over styr.