Beskrivelse - Frederiksdal Skovdistrikt



Skovområdet

Frederiksdal er beliggende i udkanten af Storkøbenhavn i det meget kuperede terræn mellem Furesøen og Bagsværd Sø (Fig. 1). Frederiksdal er omgivet af marker, søer, beboelseskvarterer og naboskove.

Både næringsstof- og vandforsyningsmæssigt hører skovjorden generelt til blandt de bedste herhjemme. Jorden er næringsrig og med god vandholdende evne samtidig med, at den næsten overalt er veldrænet. Løvtræerne trives fint, vokser hurtigt og holder sig sunde. Bøg får normalt ikke rødkerne i større omfang. Rødgran gror endnu hurtigere end løvtræerne, men lider af de velkendte stabilitetsproblemer i stormvejr.

Skovdyrkningen på Frederiksdal er grundigt beskrevet af Heding (2000), hvor navnlig skovdyrkningen og erfaringer med måldiameterhugst beskrives.

Træarter

Skoven er overvejende løvskov med løvtræarter på 75 % af arealet. Bøg ( 68 ha ), ahorn ( 24 ha ) og eg ( 10 ha ) er de vigtigste løvtræarter. Blandt nåletræarterne er rødgran ( 23 ha ) den almindeligste, mens de økonomisk vigtige juletræer samt pyntegrønt kun dækker 9 ha .

For bøg yngre end 70 år er der 10- 15 ha for hver 10-årig aldersklasse – undtagen aldersklassen fra 1960’erne. Den er 40 ha , fordi distriktet blev hårdt ramt af det store stormfald i oktober 1967, hvor der helt udsædvanligt blev væltet store mængder løvtræ, fordi orkanen kom før bladfald. Ligeledes stammer hovedparten af ær-arealet også fra perioden omkring og efter stormfaldet. Det afspejler det forhold, at en stor del af bøgearealet forynges med ær, som villigt sår sig selv i de gamle bøgebevoksninger.

Vildt

Hjortevildtbestanden på Frederiksdal består af råvildt, som findes i betydelig mængde. Afskydningen foretages af distriktet selv, og bestanden udgør ikke noget problem for skovdriften.

Indførelsen af naturnær skovdrift på Frederiksdal

Niels Heding har haft tilsyn med Frederiksdal siden 1980 – og siden har han gennemført skovdriften i samarbejde med ejerne af Frederiksdal. Distriktet blev indtil ca. 1980 dyrket på traditionel vis, men siden blev driftsformen ændret i retning af det naturnære. I starten blev den naturnære drift især udmøntet ved, at man holdt op med at anlægge plantninger af bøg – for i stedet at satse på naturlig foryngelse. Det eneste, der er plantet siden 1980 er eg på afdrevne granarealer.

Skovdistriktet var også forud for 1980 helt overvejende et løvtrædistrikt, og dengang – såvel som nu – var der ikke noget større behov for at ændre træartssammensætningen.

Med den høje andel af løvtræ er der de fleste steder ikke langt til frøkilder af ønskede løvtræarter, og beslutningen om at satse på naturlig foryngelse frem for de dyrere plantninger var ikke svær at tage. Det skal fremhæves, at ældre løvtræbevoksninger i reglen godt tåler at blive lysnet og afviklet gradvist uden, at risikoen for stormfald dermed øges væsentligt, som det er tilfældet ved lysning af især ældre granbevoksninger.

Måldiameterhugstens indførelse

En traditionel renafdrift af gran i midten af 1980’erne gav et betydeligt mindre økonomisk udbytte end forventet. Derfor begyndte man på Frederiksdal at interessere sig for alternativer til den traditionelle afvikling af hugstmodne bevoksninger, som består i at afdrive hele bevoksninger på én gang.

Prisen pr. m3 for både kævler (løvtræ) og tømmer (nåletræ) stiger normalt med diameteren – indtil et vist punkt, hvorefter træet bliver for stort – og dermed overmodent – for til sidste at blive stort set usælgeligt. På Frederiksdal opstod der et ønske om så vidt muligt at undgå skovning af og salg af små træer – eller rettere salg af træer, før de er hugstmodne. Ønsket om at drive en større andel af træerne op i de bedst betalte dimensioner blev udmøntet i måldiameterhugsten, som sammen med den udstrakte brug af naturlig foryngelse er hjørnestenene i den naturnær skovdrift på Frederiksdal.