Den naturnære fremtid - Færchs Plantage



Driftsformålet

For at sætte den naturnære drift af skoven i perspektiv skal man kende Hedeselskabets formål med at eje og drive skoven.

Den naturnære driftsform anses for at være midlet til at opnå målene i form af en bæredygtig skovdrift i både økonomisk og økologisk henseende.

  • Med hensyn til økologien er det vigtigt, at dyrkningsgrundlaget (jordbund, skovklima) bevares og beskyttes samtidig med, at der tages hensyn til naturværdierne (nøglebiotoper, flora og fauna). Herunder er det vigtigt overalt at opnå en jordbunds- og skovtilstand, som sikrer, at skoven let forynger sig naturligt.
  • Med hensyn til økonomien er det vigtigt, at plantagens drift giver et overskud – eller i det mindste hviler i sig selv. Træproduktionen er en vigtig del af økonomien og forventes også at være det i fremtiden. Derfor skal plantagen forvaltes, så også fremtidige generationer kan høste betydelige mængder af træ i god kvalitet.
  • Rekreative og landskabelige hensyn skal også varetages i driften – Færchs Plantage skal fortsat være en smuk skov at gå tur i og passe fint ind i landskabet.
  • Skoven tjener som Hedeselskabets demonstrationsskov for naturnær skovdrift.

Sammenfattende skal skovens værdi opretholdes og helst forbedres på alle områder, hvilket også forventes at blive udmøntet i ejendomsværdien.

Naturnær skovdrift generelt

Der eksisterer ikke nogen klar, enkel og entydig definition af naturnær skovdrift. Det er en tilgang til skovdyrkningen, som er forskellig fra den traditionelle (klassiske) skovdrift, som bl.a. omfatter plantagedrift. Man skal dog være opmærksom på, at de to driftsformer ikke er skarpt adskilte.

Metoder, som især karakteriserer traditionel skovdrift, kan også anvendes indenfor naturnær skovdrift – især under konverteringen fra traditionel til naturnær skovdrift. F.eks. kan almindelige tilplantninger af arealer ved f.eks. skovrejsning eller genkultivering efter stormfald være helt relevant på en ejendom, som drives naturnært. Den naturnære tilgang kan dog godt præge disse plantninger eller såninger, så man f.eks. benytter sig af relativt billige metoder, der måske kræver mere tålmodighed og skovdyrkningsmæssig tilpasning til lokaliteten.

På den enkelte ejendom er ejerens formål med skovdriften det helt centrale omdrejningspunkt for udformningen af skovdyrkningen – og dermed den skovdyrkningsmæssige tilgang. Skovdyrkningen og de metoder og redskaber, som bruges, skal derfor indrettes efter ejerens mål – herunder naturligvis også skovens tilstand og de økologiske kår. Derudover kan det være relevant at indrette skovdyrkningen efter forskellige delmål eller forskellig vægtning af disse, som ejeren kan have i forskellige områder i skoven.

Generelt er vigtige elementer i naturnær skovdrift:

  • Lokalitetstilpasset træartsvalg, herunder brug af træartsblandinger – primært gruppevise
  • Vedvarende skovdække – søge at undgå renafdrifter
  • Så vidt muligt benytte naturlig foryngelse
  • Fremme en uensartet skovstruktur – både horisontalt og vertikalt; bl.a. ved måldiameterhugst
  • Fremme naturhensyn ved skånsom skovdyrkning og så vidt muligt undgå kemiske hjæpemidler
  • Forvalte vildtet på en måde, hvor det ikke hindrer skoven i at forynge sig naturligt.

Skovdyrkningen i Færchs Plantage - hovedpunkter

Interessen for naturnær skovdrift i Danmark er hovedsageligt vokset frem gennem de sidste 15 år. På de ejendomme, hvor man har valgt at indføre naturnær skovdrift, er udgangspunktet typisk en skov, som har været drevet traditionelt – og derfor skal man i reglen igennem en konverteringsfase, før den naturnære skovdrift fungerer helt efter hensigten og dermed opfylder målsætningen. I Færchs Plantage blev de første initiativer til at indføre naturnær skovdrift taget omkring 2000.

Skovudviklingstyper

Dette er også den aktuelle situation i Færchs Plantage. Helt overordnet omfatter den skovdyrkningsmæssige strategi en række hovedpunkter. Det vigtigste punkt er et lokalitetstilpassede træartsvalg samt fremme af træartsblandinger og en mere uensartet skovstruktur. Som grundlag er der gennemført en omfattende jordbundskortlægning, som kobles med en generel anbefaling af bestemte skovudviklingstyper (Fig. 2, kortbilag 5).

Fig. 2. Skovudviklingstypernes fordeling i Færchs Plantage, se også Tabel 1.

Skovudviklingstyperne er træartsblandinger, som forventes at kunne udvikle sig godt på jordbundstyperne i Færchs Plantage – og her danne stabile og sunde bevoksninger, der kan blive gamle og forynge sig naturligt.

Man har besluttet sig for at anvende fire skovudviklingstyper, som her kun præsenteres i kort form (Tabel 1).

Tabel 1. Skovudviklingstyperne som de er defineret for Færchs Plantage, efter Bengtsson og Noe 2002

Beskrivelse

Træartfordeling

Skovudviklingstype I

Denne skovudviklingstype anvendes primært på de mest grovsandede jorde i plantagen mod nord og vest ( 22 ha , Fig. 2). Hovedtræarterne er douglasgran og grandis, mens løvtræarterne betegnes som ”tjenende” træarter, der primært vil findes i underetagen og have til formål at understøtte stabiliteten og en god jordbundstilstand.

DGR 30 – 50 %

AGR 20 – 40 %

SKF/LÆR 5 - 15 %

EG 5 - 10 %

BØG 5 - 10  %

Øvrige arter 5 - 10 %

Skovudviklingstype II

Denne skovudviklingstype er med et areal på 70 ha udset til at blive den vigtigste i fremtiden. Den anvendes på det meste af syd- og vestskråningerne (Fig. 2), hvor jorden er sandet, men dog bedre end den grovsandede jord i Skovudviklingstype I. Hovedtræarterne er douglasgran, sitkagran og grandis. Bøg udgør dog en væsentlig større andel end i Skovudviklingstype I, skønt den stadig kun betragtes som ”tjenende”.

DGR 20 - 40 %

SGR 15 - 25 %

AGR 5 - 15 %

SKF/LÆR 5 - 15 %

BØG 20 - 40 %

Øvrige arter 0 - 5 %

Skovudviklingstype III

Denne skovudviklingstype er en løvskovtype, som er rettet mod 21 ha af den bedste jord i plantagen, primært på toppen af bakkekammen. Bøg og ahorn skal være de to hovedtræarter, mens fuglekirsebær skal findes i mindre grupper. Der vil også forekomme birk, eg og nål – sidstnævnte vil formodentlig endnu findes i væsentligt omfang i mange trægenerationer, da en egentlig udryddelse af nåletræ ikke anses for at være fornuftig.

BØG 50 - 70 %

ÆR 20 - 40 %

KIR 5 - 10 %

Øvrige arter 5 - 10 %

Skovudviklingstype IV

Hovedtræarterne i denne skovudviklingstype er rødgran og ædelgran, mens bøg er den væsentligste ”tjenende” art i underetagen. Skovudviklingstypen anvendes på 30 ha af samme jordtype (bedre sandjord) som Skovudviklingstype II, men kun i området nord for bakkekammen. Den nuværende træartssammensætningen i denne skovudviklingstype svarer – modsat i de tre andre skovudviklingstyper – ganske godt til det langsigtede mål med skovudviklingstypen. Kun andelen af ædelgran bør øges, ligesom det anbefales at arbejde frem mod en mere jævn fordeling af træarterne på arealet.

RGR 30 - 50 %

ÆGR 10 - 30 %

SKF/LÆR 5 - 15 %

BØG 20 - 40 %

Øvrige arter 0 - 5 %

Mere bøg, douglasgran, grandis og ædelgran

Generelt er der lagt op til en meget væsentlig forøgelse af arealerne med bøg, douglasgran, grandis og ædelgran i plantagen (Fig. 3). Derfor gælder det om så vidt muligt at udnytte frøår og naturlig foryngelse af disse arter, når chancen byder sig – for bøg evt. ved en relativ intensiv metode, som involverer jordbearbejdning i forbindelse med oldenfaldet for at øge fremspiringen af bøgeplanter.

Omvendt udgør rødgranarealet i dag halvdelen af plantagen, og den forynger sig villigt. Det bliver derfor en stor skovdyrkningsmæssig udfordring at få rødgran arealet bragt helt ned i spektret 0-10 % indenfor skovudviklingstyperne I – III. Det vil ske langsomt, og formentlig over flere trægenerationer.

Såning eller plantning kan også anvendes. Såning f.eks. i store oldenår, hvor der kan være billigt frø på markedet. Plantning kan gennemføres traditionelt med mange planter på større arealer, f.eks. efter stormfald; men kan også gennemføres billigt i små grupper med få planter (berigelsesplantning) med den hensigt, blot at introducere træarten og dermed fremtidige frøkilder på et givent sted i plantagen, hvor der er for lidt af arten.

graf1

graf2

Fig. 3. Nuværende og fremtidig træartsfordeling i Færchs Plantage, efter Bengtsson og Noe (2002).

Fleksibilitet i tid og rum

Det skal understreges at skovudviklingstypebegrebet er meget fleksibelt i tid og rum. Helt overordnet repræsenterer skovudviklingstyperne store ændringer af træartssammensætningen i Færchs plantage. Men det er vigtigt at understrege, at disse ændringer har lange tidshorisonter – skønsmæssigt 250-350 år! I teorien kunne man måske skovdyrkningsmæssigt ønske sig en hurtig konvertering, men det ville blive dyrt og dermed komme i modstrid med økonomien i skovdriften.

Derfor skal skovudviklingstyperne betragtes som et fjernt, men ikke urealistisk mål, som man gradvist skal arbejde sig frem mod. Fleksibiliteten i tid og rum betyder, at skovdyrkerne reelt har flere trægenerationer for sig til at gennemføre ændringerne. Tålmodighed er derfor et nøgleord.

Skovdyrkeren skal hele tiden søge at arbejde i den retning, som skovudviklingstypen angiver på det enkelte areal, men uden at tvinge drastiske og dyre ændringer igennem på kort sigt. I stedet drejer det sig om, at udnytte de chancer, som byder sig undervejs.

Tilmed er skovudviklingstypernes procentvise træartssammensætning også fleksibel. Rammerne er vide og ikke snævert koblet til små arealer i stil med de bevoksninger, som vi kender fra de fleste af nutidens skov. Rammerne gælder i højere grad indenfor hele skovudviklingstypen – og kan naturligvis justeres efterhånden som viden og erfaringer opbygges.

Et pædagogisk redskab

Skovudviklingstyperne er i høj grad også et pædagogisk redskab, som er udarbejdet til konkret at illustrere og skabe en fælles forståelse for hvilke skovstrukturer og træartssammensætninger, der arbejdes frem mod i skovdyrkningen. Denne pædagogiske vinkel er særlig vigtig, når tidshorisonten strækker sig over flere hundrede år.

Larsen og Naturstyrelsen (2005) har udgivet et katalog over 19 skovudviklingstyper, som dog ikke er identiske med dem, som er valgt for Færchs Plantage. Kataloget beskriver skovudviklingstyper mere detaljeret ligesom beskrivelserne er illustreret på bedste vis.

Træartsblanding og uensartet skovstruktur

Hensigten og formålet med at øge uensartetheden i skovens struktur er at fremme

  • skovens stabilitet og foryngelsesvillighed gennem vedvarende skovdække og dermed beskyttelsen af jordbund og skovklima
  • skovens evne til at forynge sig naturligt, idet træartsblandinger sørger for en god fordeling af frøkilder og fremmer en god jordbundstilstand
  • skovens evne til at forynge sig også efter en katastrofe (f.eks. stormfald); både fordi der i det meste af skoven vil være etableret foryngelse samtidig med, at der vil være en bestand af underetagetræer, som helt eller delvist vil blive stående og hurtigt genskabe noget af skovklimaet.

Gruppevise blandinger

Generelt byder den danske skovdyrkningshistorie på mange fejlslagne forsøg på at dyrke forskellige træarter i enkelttræblandinger – dvs. forskellige træarter er blandet f.eks. rækkevist eller enkeltvist i rækkerne. Ofte giver det problemer p.g.a. træarternes forskellige væksthastighed og vækstrytme – én træart ender med at blive dominerende og den anden bliver undertrykt – hvorved blandingen let risikerer at bliver til en halvdårlig renbestand med relativt få træer af den ”vindende” træart.

Derfor tilstræber man i reglen at frembringe gruppevise blandinger frem for enkelttræblandinger i blandingsbevoksninger. Det passer også udmærket med, at den naturlige foryngelse af træarterne ofte opstår i grupper. Den generelle erfaring er, at det er lettere at frembringe en god stammeform og vedkvalitet i grupper – eller små renbestande – frem for i enkelttræblandinger.

I de tilfælde, hvor foryngelsen opstår som enkelttræblandinger eller mere fladedækkende betragtes det dog ikke som et problem. Skovdyrkeren må da tage situationen til efterretning og forme bevoksningerne hensigtsmæssigt ved hjælp af udrensninger og tyndinger – alt sammen uden at begive sig ud i intensive og dyre indsatser, som måske primært kun drives af utålmodighed og virketrang.

Måldiameterhugst - økonomi

Økonomisk er det meget vigtigt at forvalte de gamle bevoksninger og afviklingen af disse fornuftigt. På grundlag af økonomiske analyser og praktiske erfaringer fra både Danmark og Tyskland har man valgt at bruge måldiameterhugst som hovedprincippet ved afviklingen af de gamle bevoksninger.

Måldiameteren (diameter i brysthøjde, 1,3 m ) er i Færchs Plantage fastsat for de enkelte træarter (f.eks. 40 cm for rødgran, 50 cm for bøg, 55 cm for douglasgran og eg) og angiver hvornår bevoksningens store træer er hugstmodne og kan skoves, hvis det i øvrigt er fornuftigt.

Udgangspunktet er i reglen de ensartede bevoksninger i plantagen, som tyndes regelmæssigt og traditionelt indtil det udviklingstrin, hvor de første træer når måldiameteren. Dog tages der ved tyndingsindgreb hensyn til at fremme bevoksningens diameterspredning. Herefter overgår man til måldiameterhugsten. Herefter tilstræbes det med måldiameterhugsten, at alle træer i bevoksningen opnår måldiameteren – dvs. alle træer først hugges, når de er helt hugstmodne.

Måldiameteren er relativ høj og baserer sig især på den antagelse, at man med fordel kan vente med at skove stort set alle træer i de ældre bevoksninger, til de er kommet op i højeste diameter-prisklasse; dvs. at kævlerne har opnået den maksimale salgspris pr. m3 ved at passere måldiameteren. Desuden antages det, at de stående og voksende træer kan forrente deres værdi i ventetiden indtil hugst.

Et andet økonomisk argument for måldiameterhugsten og høj måldiameter er, at afviklingsperioden for bevoksningerne strækker sig over lang tid og har overlap med foryngelsesfasen. Derved lægges en større del af skovens tilvækst på store og værdifulde stammer frem for på mange mindre og måske værdiløse stammer.

Flere forhold kan dog kræve en revision – typisk en reduktion - af måldiameteren for de enkelte træarter – f.eks. manglende efterspørgsel på store dimensioner (aktuelt problem for gran), kvalitetsforringelse ved høj alder (f.eks. rødkerne i bøg) eller at ejeren forlanger højere forrentning af skovdriften. Alle de nævnte eksempler kan reducere måldiameteren. Ligeledes kan prisudviklingen på træmarkedet løbende give anledning til at revurdere fastsatte måldiametre for de enkelte træarter.

Til sidst skal der peges på en væsentlig ulempe ved høj måldiameter: Den stående vedmasse og dermed kapital bliver høj, og at den kan blive stormfældet i utide, hvorved den kan blive helt eller delvist ødelagt og evt. komme på markedet på et meget dårligt tidspunkt. De økonomiske tab kan da blive betydelige. Løvtræer er dog ganske stormstabile på de fleste jorde.

Måldiameterhugst – økologi

Det antages også, at måldiameterhugsten fremmer mulighederne for at udnytte den naturlige foryngelse. Det skyldes dels at den langsomme og gradvise lysning af bevoksningerne bevarer skovklimaet og en gunstig jordbundstilstand, dels at der gives den fornødne tid til at foryngelsen kan indfinde sig. Foryngelsen vil typisk indfinde sig i grupper, som efterhånden smelter sammen i takt med afviklingen af den gamle bestand.

Den gradvise afvikling af den gamle bestand bidrager i det hele taget til den ønskede uensartede skovstruktur, hvilket også forventes at gavne mulighederne for at så eller plante de træarter, som skal fremmes (f.eks. bøg, douglasgran, ædelgran, fuglekirsebær). Indbringelsen af disse træer vil fortrinsvis ske, hvor den naturlige foryngelse er utilstrækkelig.

For naboarealer til foryngelsesarealer anses måldiameterhugsten også at være en fordel sammenlignet med f.eks. renafdrifter, idet naboarealerne ikke på samme måde blottes til skade for stormstabiliteten og skovklimaet.

Den praktiske skovdyrkning

Skovfoged Torben B. Nielsen er ansvarlig for driften og for, at den naturnære driftsform demonstreres i praksis i plantagen. Som udgangspunkt udføres ikke noget i plantagen, som kan resultere i et samlet underskud på det enkelte årsregnskab. Der kan således skabes luft til investeringer, hvis der samtidig kan skaffes indtægter i den øvrige drift af skoven til dækning af disse.

Færchs Plantage er hidtil blevet drevet på traditionel vis, hvilket demonstreres af skovkortet, Fig. 1. Her ses driftsenhederne – bevoksningerne og afdelingerne – i det klassiske dyrkningssystem, hvor det tilstræbtes at skabe homogene og ensartede behandlingsenheder med henblik på at gennemføre en teknisk og økonomisk rationel og centralt styret skovdyrkning. Arbejdet med at konvertere til naturnær skovdrift begyndte i 2000.

Vaner og perfektionisme

For skovfolk – både skovfoged og skovarbejder – kræver den naturnære tilgang et opgør med mange vaner og traditioner, som havde til formål at få skoven til at se ensartet og ”ordentlig” ud. Udfordringen består med andre ord i at tøjle trangen til perfektionisme og virketrang i skovdriften, og lære sig kun at gøre det nødvendige for at sikre skovens fortsatte produktion af kvalitetstræ.

Udrensninger

Især i forbindelse med udrensningsarbejdet i foryngelsesgrupperne drejer det sig for Torben B. Nielsen om kun at gøre det absolut nødvendige – kun de groveste blandt de selvsåede træer fjernes med buskrydder, og der sker således kun udrensning på ca. 1/3 af arealet. For de selvsåede nåletræer gælder det om at vente med at skære dem ned til de har tørre grene over snitfladen, så de ikke vokser videre ved hjælp af deres grønne grene, som kan rejse sig.

Med den brede pensel

Med tiden vil skovstrukturen med de ensartede og homogene bevoksninger blive udvisket af især måldiameterhugsten og de gruppevise foryngelser. I den forbindelse skal det nævnes, at et andet opgør med vanetænkningen består i at betragte større skovområder (f.eks. ¼ af skoven) som behandlingsenheden. Driften skal ved de enkelte indgreb rettes mod hele skovområdet for derved at sikre, at kun det mest nødvendige gennemføres; og man ikke forfalder til dyr perfektionisme på en lille del af arealet.

Generelt er der for tiden kun afsat fire dage om året til plejetiltag i ¼ af skoven, hvilket i høj grad tvinger til at fokusere på de mest påtrængende gøremål.

Mod ændret træartssammensætning

Det er en stor skovdyrkningsmæssig udfordring at få startet ændringen af træartssammensætningen i plantagen indenfor de økonomiske rammer. Torben B. Nielsen har især fokus på at hjælpe douglasgranen frem ved hjælp af plantning i form af berigelsesplantninger, hvor man kun planter mindre grupper af planter med henblik på, at træarten i fremtiden spreder sig ved naturlig foryngelse.

Ligeledes hugges for især enkelttræer af bøg og eg, så de kan udvikle sig til at være gode frøtræer i plantagen og dermed på længere sigt fremme disse arters udbredelse.

Samtidig skal rødgranforyngelsen holdes i stramme tøjler - bliver den for ”vellykket” kan resultatet let blive en ny og homogen rødgran plantage med de velkendte stabilitetsproblemer og svigtende sundhed. Den første, meget synlige udvikling i disse bevoksninger, vil være en udvikling i retning af rødgranskov i flere højder/aldre

Skovdyrkningsmæssigt kunne der gøres meget for at bringe plantagen hurtigere frem mod den ønskede træartssammensætning, men det ville især under den nuværende indtjeningskrise i skovbruget nemt resultere i store underskud i plantagens drift. Derfor er det vigtigt at holde sig skovudviklingstypernes tidshorisont for øje: 250 – 350 år! For Torben B. Nielsen er det vigtigt at huske, at der ikke er noget hastværk, og at små skridt i retning mod målet er tilstrækkeligt.

Åbne arealer

Der fokuseres normalt mest på selve skoven og det vedvarende skovdække indenfor naturnær skovdrift. Det er dog også væsentligt for opfyldelse af målsætningen med skoven og skovens værdi at fokusere på hensyn til flora og fauna, herunder også hensyn til vildtet og jagtinteresserne – uanset driftsformen. De ubevoksede arealer udgør kun ca. 9 ha (5 %), hvoraf vej og huse udgør halvdelen. Desuden er der nogle få ha halvåbne kratarealer i tilknytning til de ubevoksede overdrevs- og hedearealer. Der er således ikke mange åbne arealer i skoven, hvilket en konsekvent gennemførelse af den naturnære skovdrift ikke vil ændre – tværtimod. Derfor overvejes det for tiden at øge andelen af åbne arealer i skoven. I første omgang er det på arealer med jordbund, der har cementerede og dermed rodstandsende lag ( 8 ha ), at det overvejes at fjerne skoven for at give plads til åbne arealer.