Beskrivelse af Barritskov



Skovområdet

Barritskov er beliggende i et terræn, som generelt skråner ned mod nordsiden af Vejle Fjord. Det er stedvis fladt, småkuperet og nogle steder har vandløb skåret sig ned i terrænet. Skoven er delt op i to omtrent lige store skove – Sønderskoven mod vest samt de sammenhængende Barrittykke og Klakring Haver mod øst.

Der er generelt meget skov langs Vejle Fjords nordkyst, men ind i mellem går marker og åbne landskaber helt ned til fjorden. Længere mod nord og borte fra fjorden falder andelen af skov i landskabet, og det bliver et mere åbent landbrugsland.

Både næringsstof- og vandforsyningsmæssigt hører skovjorden til blandt de meget næringsrige herhjemme. Jorden er generelt leret; mange steder så leret, at det kniber med dræningen i jorden, og træerne får problemer med forsumpning, iltmangel og dermed roddrukning. Moræneler er den mest udbredte jordbundstype, og den er dannet på grundlag af kalkholdigt materiale, som isen medbragte fra Østersøområdet under istiden.

Den lerede jord kan især give problemer for bøg, som er meget følsom for dette, og som kan udvikle fladtstrygende i stedet for dybtgående rodsystemer under disse betingelser. Bøgetræerne bliver da mindre vindstabile, ligesom tørkefølsomheden for især store træer øges. Dermed følger også en større risiko for, at der udvikles rødkerne i bøgekævlerne allerede fra ca. 80 års alderen.

Problemerne med dårlig dræning i jorden varierer i Barritskovs skove – nogle steder er det slemt, mens dræningsforholdene er udmærkede andre steder.

Generelt er jordbunden mest egnet til ask og eg, men bøgen trives meget fint på de bedst drænede dele af distriktet. Ahorn forynger sig også villigt flere steder. Det er ikke jordbund for gran.

Træarter

Skoven er overvejende løvskov og er ved at udvikle sig til at blive næsten ren løvskov. Nu er der bøg på 119 ha (36 % af bevokset areal), eg på 77 ha (23 %) og ask på 79 ha (24 %), mens nåletræerne (inkl.. juletræ- og pyntegrøntbevoksninger) omfatter 35 ha (11 %). Der er dog stort set ingen nåletræer i de to yngste aldersklasser (< 20 år), mens de tilsvarende aldersklasser hos bøg, eg og ask er særligt store. Det viser, at nåletræerne bliver erstattet af løvtræer på de arealer, hvor nåletræerne er blevet hugstmodne eller er væltet i storm. Der er heller ikke anlagt nye juletrækulturer i skoven indenfor de sidste 10 år.

Vildt

Der findes både råvildt og dåvildt på Barritskov, men bestandene holdes nede med hård hånd for at fremme skovens foryngelse mest muligt. Jagten gennemføres af distriktet selv.

Traditionel skovdrift indtil slutningen af 1980’erne

Barritskov blev indtil slutningen af 1980’erne drevet traditionelt overvejende med renbestande af bøg, eg, ask og gran samt juletræbevoksninger af nordmannsgran. Der var en overvægt af gamle bøgebevoksninger, som det var tanken at forynge naturligt (selvforyngelse) med ren bøg.

Imidlertid var traditionel bøgeselvforyngelse forbundet med problemer. Når der blev foretaget jordbearbejdning i forbindelse med oldenfald i bøg, kvitterede bøgeforyngelserne ikke på samme måde med tæt fremspiring og god vækst som på lidt lettere jorde. På lerjorden møder de små nyspirede bøgeplanter ofte en kraftig ukrudtskonkurrence, især hvis der samtidig lysnes med (kraftig) hugst blandt de gamle træer (skærmen, overstanderne).

Sundheden og trivslen i skærmen udgør det største problem, når der gennemføres en traditionel bøgeforyngelse på større flader med relativ hurtig afvikling af de gamle træer. Dengang i 1980’erne kom de gamle bøgebevoksninger til at lide af tørkeskader, og det var svært at opnå den ønskede ensartede bøgeforyngelse.

Indførelsen af naturnær skovdrift

En analyse af skovdistriktet og skovdyrkningen mundede ud i en erkendelse af, at det ville være fornuftigt at opgive tanken om at frembringe ensartede bøgeforyngelser. I stedet skulle der satses mere på naturlig foryngelse af især ask og ahorn, som mange steder stod på spring under de gamle og ofte lidt utrivelige bøgebevoksninger. Dette var både i erkendelse af, at det ville være lettere og billigere, samt at især asken i reglen er bedre tilpasset de lerede jorde end bøgen. Desuden betyder denne strategi heller ikke et ”farvel” til bøgen – den forynger sig også naturligt sammen med ask og ahorn; dog ofte senere i forløbet, hvor den så etablerer sig som en underetage under dem.

I begyndelsen efter denne strategiændring mod mere aktiv dyrkning af ask og ahorn var der fokus på at forkorte omdriften til f.eks. 70-90 år for at undgå de sundhedsproblemer, som de store gamle bøge havde givet dårlige erfaringer med.

Siden har Thomas Harttungs interesse for og erfaring med naturnær skovdrift udviklet sig mere og mere. Han er og har været en hoveddrivkraft for driftsformen – ikke blot i Danmark, men generelt i Europa i kraft af et formandskab for Pro Silva, som er en græsrodsbevægelse til fremme af naturnær skovdrift. I den forbindelse er interessen vokset for at dyrke de bedste træer i høj omdrift og til stor dimension. Der lægges især vægt på at beskytte og opretholde skovklimaet og den gode jordbundstilstand. Det sidste anses for at være en vigtig forudsætning for, at sundheden på træerne kan opretholdes, når de dyrkes til høj måldiameter og alder.

Måldiameterhugsten formodes også for at være en vigtig faktor i sig selv, idet den anses for at være mere skånsom overfor bevoksningen end tyndingerne – og i særdeleshed lysningshugsterne – ved traditionel bevoksningsbehandling (Harttung 2004 ).