Danske retningslinier for bæredygtig skovdrift på ejendomsniveau

April 2001

Baggrund for retningslinierne

Retningslinierne for bæredygtig skovdrift bygger på principperne for naturnær skovdrift, hvis primære mål er at sikre en bæredygtig vedproduktion gennem valg af lokalitetstilpassede træarter og gennem driftsformer, der udnytter skovenes naturlige processer. Herved understøttes vedligeholdelse og forbedring af skovklima og jordbund og dermed naturlig foryngelsespotentiale og produktionsevne. En skov i naturnær drift vil typisk bestå af en blanding af mange træarter i forskellige aldre.

Disse skove formodes i mange tilfælde at være mere stabile overfor f.eks. storm, klimaændringer og en række artsspecifikke skadevoldere. Skovdriften vil efter alt at dømme i højere grad tage hensyn til flora og fauna end de traditionelt dyrkede skove, hvor de fleste bevoks-ninger er karakteriseret ved én træart/én alder.

De danske skove er for hovedpartens vedkommende opbygget som kulturskove, der i stor udstrækning består af ensaldrende og plantede bevoksninger. Dette betyder, at der vil være en omstillingsfase over en længere årrække, inden man kan tilnærme sig eller opnå en mere naturnær skovdrift i alle skove.

Det forventes, at en mere naturnær dyrkning vil bidrage til sikring af biodiversiteten i produkti-onsskovene, fordi skovøkosystemet herved får større lighed med det økosystem, som skove-nes biodiversitet naturligt har tilpasset sig. Tilsvarende forventes det, at naturnært dyrkede skove er mere fleksible og robuste i det lange løb overfor skiftende udnyttelses- og plejeintensitet fra menneskets side.

Endelig vil naturnær skovdrift skabe et attraktivt og kontinuert skovbillede og dermed også styrke skovenes sociale funktioner f.eks. deres anvendelse til friluftsliv og naturformidling.

Det er dog klart, at selv den “naturvenlige” naturnære skovdrift - i sin klassiske udformning ikke kan stå alene, men bør suppleres med en række specielle tiltag til målrettet fremme af bæredygtighedens økonomiske, økologiske og sociale elementer.

Den økonomiske bæredygtighed på bedriftsniveau er en arbejdsforudsætning for udarbejdelsen af disse operationelle retningslinier. Naturnær skovdrift har således et klart økonomisk sigte, og det er også i omstillingsfasen til naturnær drift helt afgørende at holde sig driftsøkonomien for øje, hvilket medfører, at konvertering først bør sættes ind, når det er dyrkningstek-nisk muligt og økonomisk fordelagtigt.

Det anbefales derfor, at konvertering først indledes ved optimal omdriftsalder eller i forbindelse med tvangshugst af eksisterende bevoksninger. Det vil derfor - afhængig af hvor naturnær den aktuelle bevoksningsstruktur er i udgangspunktet - tage en eller flere trægenerationer før en fuld transformering af skoven til naturnære strukturer har fundet sted. Tilsvarende vil det tage lang tid før de forventede økologiske effekter fuldt slår igennem.

Netop forventningen om mulighederne for etablering og drift af naturnære og stabile blan-dingsbevoksninger med økonomisk bæredygtig kvalitetsproduktion af træ, er en meget væ-sentlig forudsætning for skovbrugserhvervets omstilling i retning mod naturnær skovdrift efter nærværende retningslinier. En dokumentation af muligheder og potentiale forudsætter en væ-sentlig forsknings- og oplysningsaktivitet.

Naturnær skovdrift vil i høj grad være præget af blandingsskov. De danske erfaringer med blandet skov er generelt ikke positive, og dette kan derfor volde vanskeligheder. Det gælder især i en omstillingsfase, hvor blandingsbevoksninger skal etableres kunstigt efter f.eks. stormfald eller renafdrift. Her vil der være behov for nøje at overveje samspillet mellem arterne og den kommende bevoksnings samlede stabilitet. Med tiden vil blandingsbevoksninger op-stå naturligt ved succession. Dette må forventes at lede til mere stabile strukturer, et blandet aldersspektrum og et bedre samspil mellem forskellige arter i forskellige aldre.

Naturnær drift kan være vanskelig at realisere på nogle jordtyper og i visse klimatisk udsatte egne. Også under disse forhold skal skovdriften dog bygge på en understøttelse af de naturli-ge, biologiske processer bl.a. gennem anvendelse af stabile træarter med selvforyngel-sespotentiale og mere naturnære driftsformer.

Det økologiske element skal specielt styrkes ved udlæg af urørte bevoksninger eller skove, sikring af nøglebiotoper, genskabelse af “naturlige” vådområder samt bevarelse af træer til henfald og død i produktionsskoven (retningslinie 11).

Det sociale element indebærer bl.a. sikring af kulturmiljøet (fortidsminder, gamle driftsformer mv.), gode arbejdstagerforhold og gode muligheder for friluftslivet. Det er veldokumenteret, at skovene er en vigtig ramme for befolkningens friluftsliv og således udgør et væsentligt vel-færdsgode i det danske samfund. Denne funktion skal styrkes gennem gode adgangsforhold til skovene, bl.a. ved anlæg og vedligehold af veje og stier, etablering af friluftsfaciliteter  og områder til mere intensive friluftsaktiviteter (retningslinie 12).

Endelig tilgodeses det økonomiske element særligt ved muligheden for at anvende dele af arealerne til andre driftsformer end den naturnære (retningslinie 13).

Retningslinierne tager ikke stilling til spørgsmålet om anvendelse af genetisk modificerede organismer i skovbruget. Spørgsmålet er for indeværende ikke aktuelt, og det er uklart, hvad det konkret måtte indebære. Biotekniske metoder må i denne sammenhæng ikke forveksles med bioteknologiske metoder. Der er primært tale om metoder som f.eks. mekanisk bekæmpelse, repellanter m.m.

Retningslinier for bæredygtig skovdrift

Disse danske retningslinier for bæredygtig skovdrift er grupperet i 13 principper, der har di-rekte relation til skovdriften. Herved opnås en kobling mellem driftshensynene (retningslinier-ne) og driftsfunktionerne (selve skovdriften).

For at lette sammenligningen med de 6 kriterier fra den paneuropæiske skovpolitiske proces (udarbejdet ved konferencerne i Helsinki og Lissabon i henholdsvis 1993 og 1998) er de 13 driftsprincipper nedenfor indlagt i matrix med de 6 paneuropæiske kriterier. De grå felter an-giver, hvor driftsprincippet bidrager til, at et kriterium realiseres.

Retningslinierne er frivillige. De kan anvendes operationelt på bevoksnings-, skov-, eller ejen-domsniveau; dvs. fredskov såvel som ikke-fredskov. Retningslinierne kan også anvendes på skov, der etableres på landbrugsjord (skovrejsning).

Grundlaget for skovdriften er hensynet til flersidigheden, dvs. at skovene skal dyrkes med henblik på at vedligeholde eller forbedre produktionen af træ og andre produkter såvel som skovenes naturhistoriske, kulturhistoriske, miljøbeskyttende og rekreative funktioner. Denne flersidighed opnås primært gennem funktionsintegration, hvor de forskellige funktioner sikres på samme areal. En vis form for funktionsopdeling kan dog være nødvendig, f.eks. i forbin-delse med udlæg af urørt skov og særlige intensive produktioner.

Nedenstående driftsprincipper tager deres udgangspunkt i naturnær skovdrift. Retningslinier-ne 1- 10 beskriver således en række principper og hensyn, som sikrer at den almindelige daglige skovdrift udvikles i en naturnær retning. Disse retningslinier er efterfølgende suppleret af en række særlige sociale, økologiske og økonomiske elementer i retningslinierne 11- 13. Der er her tale om særlige hensyn, der ikke nødvendigvis indgår i de daglige driftsmæssige rutiner, samt i retningslinie 13 særlige intensive driftsformer. Gennem naturnær skovdrift og iagttagelse af en række sociale, økologiske og økonomiske hensyn, vil retningslinierne som helhed sigte mod bæredygtig skovdrift.

Virkemidler

I den udstrækning driften omlægges efter herværende principper, vil der afhængigt af lokaliteten samt skov- og bevoksningstilstand være behov for investeringer i omstillingsfasen. Det vil indgå i de videre skovpolitiske overvejelser, i hvilket omfang dette vil kræve tilpasninger i skovbrugets tilskudsordninger og forhold i øvrigt.