Råstofindvinding på havet

Sådan foregår råstofindvindingen 

Ral- og sandsugning foregår ved stiksugning eller slæbesugning. Ved stiksugning ligger skibet stille og suger med et fremadrettet sugerør. Dette frembringer kegleformede huller i havbunden. Ved slæbesugning sejler skibet langsomt fremad og suger med et bagudrettet sugerør. Denne metode frembringer lange spor i havbunden med en bredde på typisk 1,5 meter og en dybde på op til 40 centimeter. Entreprenørerne anvender hovedsageligt sandsugere til indvinding af sand, grus og ral på havet.

Ral indvindes ofte ved at sortere materialerne ved oppumpningen. De finere fraktioner sorteres fra og ledes tilbage til havet sammen med overskudsvandet. Sand og fyldsand indvindes derimod normalt uden sortering.

Indvindingsområder

Nedenfor ses en kort gennemgang af de tre indvindingstilladelsestyper. Se nærmere om indvindingstilladelser.

• Fællesområdetilladelse
  I fællesområder kan alle få tilladelse til at indvinde. Der er udlagt ca. 80 fællesområder, hvor der kan indvindes råstoffer. Den samlede maksimale indvindingsmængde samt tilladelsens varighed og områdespecifikke vilkår for hvert område fremgår af primærtilladelserne til de enkelte områder. Ansøgning om tilladelse til at indvinde i et fællesområde skal sendes til Miljøstyrelsen. Hent ansøgningsskema vedrørende fællesområder
• Auktionsområdetilladelse
  Virksomheder har mulighed for at opnå eneret til indvinding i et område ved at byde på en auktion, som staten afholder hvert halve år. Tilladelse til indvinding bliver givet på baggrund af en udført efterforskning og miljøvurdering. Sådanne indvindingstilladelser kan have en længde på 10 år. Virksomheden betaler et arealvederlag og et beløb pr. indvundet m³ råstof til staten. Vederlaget, der betales pr. m³, afhænger af buddets størrelse.
• Bygherreområdetilladelse
  Bygherrer til større opfyldningsopgaver eller til kystbeskyttelse kan få tilladelse til efterforskning eller indvinding i et område uden forudgående auktion. 

Nyttiggørelse

Opgravet, rent havbundsmateriale kan nyttiggøres. Det sker typisk i forbindelse med anlægsarbejder eller oprensning af sejlrender. Opgravede materialer nyttiggøres for eksempel som fyld i nye moler og landopfyldning i stedet for at blive bortskaffet ved deponering på havbunden - en såkaldt klapning. Herved spares der på de sædvanligt indvundne råstoffer, ligesom havmiljøet spares for de påvirkninger, som kan komme ved såvel klapning som råstofindvinding.

Tilladelse til nyttiggørelse kræver en tilladelse til indvinding (§20 b i råstofloven). Det kan eventuelt være en midlertidig tilladelse. Der skal ikke betales råstofafgift af det nyttiggjorte materiale. 

Vederlag

Råstofferne på havbunden tilhører staten. Der skal derfor betales et vederlag til staten for indvundne råstoffer.

I fællesområderne betales 8 kr. pr. m³ (2011-priser), dog kun 6 kr. pr. m³ (2011-priser), hvis tilladelseshaveren har udført den efterforskning og/eller miljøundersøgelse i området, der ligger til grund for indvindingsmængden. For auktionsområder betales det tilbudte m³ -vederlag, dog mindst 2,50 kr. pr. m ³ (2011-priser). Derudover betales et årligt arealvederlag på 25.000 kr. pr. km² (2011-priser).

Der betales ikke vederlag for oprensnings- og uddybningsmateriale, der nyttiggøres som råstoffer.

For visse råstoffer betales ikke vederlag, f.eks. råstoffer som bruges til kystbeskyttelse, der udføres efter tilladelse fra transportministeren, jf. § 16, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse, jf. § 16, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse. 

Reglerne om råstofindvinding på havet kan ses i: 

Bekendtgørelse nr. 1680 af 17. december 2018 om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen (Se bekendtgørelsen).