Om klapning på havet

Bemærk: Denne vejledning er endnu ikke færdigskrevet.


Oprensninger og uddybning af Danmarks hundredevis af havne og sejlrender er en nødvendig foranstaltning for søtransporten og for driften af havnene. Det overskydende havbundsmateriale efter sådanne projekter kan i nogle tilfælde nyttiggøres til forskellige formål som kystfodring og opfyldning. Hvis nyttiggørelse ikke er en mulighed, kan materialet bortskaffes på havet. Denne praksis kaldes klapning eller dumpning. I Danmark klappes årligt ca. 4.500.000 m3 havbundmateriale. Klapning kan potentielt være skadeligt for miljøet eller påvirke andre aktiviteter på havet og derfor kræver det en myndighedstilladelse fra Miljøstyrelsen.

Ansøgning om klaptilladelse

Miljøstyrelsen vurderer hver enkelt ansøgning om klaptilladelse ud fra en konkret afvejning af en række forskellige forhold som miljø, natur, sejladssikkerhed, fiskeri, råstoffer og økonomi. For at kunne gøre det bedst muligt har Miljøstyrelsen brug for en række oplysninger om det projekt, som vil medføre et behov for bortskaffelse af havbundsmateriale.

Oplysningerne indsendes ved at udfylde et ansøgningsskema. I nogle tilfælde vil skemaet være tilstrækkeligt til at belyse sagen fuldt ud, så ansøgningen kan færdigbehandles, men i andre tilfælde vil der være behov for supplerende oplysninger. Det vil ofte være i tilfælde, hvor det vurderes, at der kan findes forhøjede koncentrationer af miljøfremmede stoffer i det materiale, som skal klappes. I sådanne tilfælde vil ansøgeren få tilsendt en prøvetagningsplan, der viser hvor og i hvilket omfang, der skal tages prøver til kemisk og fysisk analyse. Når Miljøstyrelsen har modtaget resultatet af analyserne og sagen i øvrigt er fuldt belyst, kan Miljøstyrelsen behandle ansøgningen færdig.

Ansøgningsskema

Tilladelser fra andre myndigheder

Inden man går i gang med at udarbejde en ansøgning anbefales det, at man overvejer om projektet kræver andre tilladelser end klaptilladelsen. Som eksempler kan nævnes:

  • Det kræver en uddybningstilladelse fra Kystdirektoratet, hvis der skal graves dybere end til den officielle vanddybde.
  • Det kræver en nyttiggørelsestilladelse fra Miljøstyrelsen, hvis dele af det opgravede materiale skal nyttiggøres.

Det kræver en tilladelse fra kommunen, hvis man ønsker at flytte rundt på havbundsmateriale inde for en havns dækkende værker uden brug af klaptilladelse.

Behandlingen af ansøgningen

Når Miljøstyrelsen har modtaget en ansøgning om klaptilladelse samt eventuelt supplerende oplysninger, videresender Miljøstyrelsen hurtigst muligt ansøgningen til de myndigheder, som efter klapbekendtgørelsens § 4 skal høres i forbindelse med ansøgningens behandling: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen som varetager de generelle fiskeriinteresser; Søfartsdirektoratet som tager sig af spørgsmål omkring sejladssikkerhed, samt kabelinteresser m.v. samt det lokale museum under Kulturstyrelsen, der varetager beskyttelse af vrag og arkæologiske forhold. Såfremt miljøcenteret skønner det nødvendigt, kan andre relevante parter anmodes om en udtalelse til sagen. I nogen tilfælde kan Miljøstyrelsen vurdere, at det er nødvendigt ligeledes at høre andre, f.eks. en kommune.

Sagsbehandlingen omfatter en 4 ugers hørringsfase og efterfølgende en 4 ugers klagefrist, man skal derfor forvente, at den samlede sagsbehandling tager mindst 3 måneder fra sagen er fuldt oplyst. De klageberettigede er en række organisationer, kommunalbestyrelser, med videre samt enhver med en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Fysiske og kemiske analyser

I nogle tilfælde indeholder materialet, som skal klappes, forhøjede koncentrationer af miljøfarlige stoffer som for eksempel tungmetaller eller tributyltin (TBT). Tungmetallerne forekommer ofte i forhøjede koncentrationer, hvor der er eller har været spildevandsudledninger. TBT blev før i tiden brugt i bundmaling på skibe for at undgå begroning. Stoffet er svært nedbrydeligt, og selv om det har været under udfasning i mange år og totalt forbudt siden 2008, findes det stadig ophobet i havbunden nogle steder, hvor der har ligget mange skibe i de år, hvor TBT-maling var almindelig. Hvis det vurderes, at klapmaterialet kan være forurenet, skal der tages prøver til kemisk analyse for at kunne vurdere, om materialet er egnet til klapning eller ej. I tilfælde, hvor koncentrationerne er for høje, er det ikke muligt at klappe materialet, og så skal i det stedet bortskaffes på land. Dette kræver en tilladelse fra kommunen.

Af mulige forureningskilder kan nævnes:

  1. Industrier, herunder værfter og beddinger, hvor der udføres overfladebehandling af skibe og lystbåde.
  2. Mange anløb af skibe og lystbåde.
  3. Katodisk beskyttelse af kajkonstruktioner.
  4. Tab af gods og andet med et muligt indhold af toksiske stoffer, sprøjtemidler, malingsrester og olieholdige materialer.
  5. Udledninger eller udsivninger fra kystnære depoter.
  6. Åmundinger.
  7. Spildevandsudledninger, såvel udløb fra rensningsanlæg som af overfladevand fra befæstede arealer.
  8. Sedimentationsområder, der påvirkes af de ovennævnte kilder.

Ud over den kemiske analyse kan ansøgeren også pålægges at få foretaget en analyse af materialets fysiske egenskaber som lugt, farve, tørstof, glødetab, massefylde og kornstørrelse.

Prøverne

Når Miljøstyrelsen vurderer, at der er behov for at få foretaget en kemisk analyse af sedimentet, vil der blive udarbejdet en prøvetagningsplan, som passer til det konkrete projekt. Prøvetagningsplanen beskriver både placering og antal af prøvetagningsstationerne samt hvilke stoffer, der skal analyseres for. Det er ansøgeren, der afholder udgifterne til prøvetagning og analyser. Hver prøve vil som regel består af 6-10 delprøver, som blandes sammen inden de analyseres. Dette gøres for at få et mere repræsentativt indtryk af havbundskemien i området.

Ved behandling af klapsager skelner man mellem to havbundslag:

Uddybningslaget, som er alt hvad der findes under den officielle vanddybde, som fremgår af søkortene og Den Danske Havnelods, og

Oprensningslaget, som er det lag, der eventuelt kan have aflejret sig oven på uddybningslaget. Årsagen til at der skelnes mellem de to lag er, at der er en højere risiko for forurening af det mere mobile oprensningslag, end det er tilfældet for det mere stabile uddybningslag.

Generelt vurderes antallet af prøver ud fra følgende skema.

Antal m 3 Antal prøver
<2.500 1
2.500 - 10.000 2
10.000 - 25.000 3
25.000 - 100.000 4-6
100.000 - 500.000 7-15
500.000 - 2.000.000 16-30
>2.000.000 10 ekstra pr mil. m 3

Prøverne skal udtages som uforstyrrede kerner af et analyselaboratorium med erfaring med den type opgaver. De tages ofte med Kajak-bundhenter, HAPS-prøvetager og Van Veen grab. Med disse typer materiel skal der tages prøver af de øverste ca. 30 cm af havbundsmaterialet.

Forurenende stoffer

Alle havbundsmaterialer, selv uforurenede, vil have et vist indhold af tungmetaller, dels indbygget i mineralkornene, dels tilført fra fjernere liggende områder eller kilder.

Det »naturlige« baggrundsniveau vil afhænge af lokale geologiske forhold og lokale sedimentationsforhold, herunder indholdet af organisk materiale. I havmiljøloven og klapbekendtgørelsen er der - som i havkonventionerne - af samme grund ikke fastsat grænseværdier, men i stedet to aktionsniveauer.

Det nedre aktionsniveau er i princippet lig det gennemsnitlige baggrundsniveau og det forventes derfor ikke at kunne give effekter. Hvis havbundsmaterialet ligger under det nedre aktionsniveau, kategoriseres det klasse A, der som udgangspunkt altid kan klappes med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Det øvre aktionsniveau angiver det niveau, hvor der kunne være begyndende effekter. Materialer, der ligger imellem disse to niveauer, kategoriseres klasse B, der som udgangspunkt klappes på normal vis på eksisterende klappladser, men der skal foretages en nærmere vurdering af materialet. I den nærmere vurdering indgår ud over koncentrationsbetragtningerne, mængderne af de pågældende forurenende stoffer, herunder nettotilførslen til klappladsen, andre tilførsler til klappladsen, valg af klapplads, samt en vurdering af alternative bortskaffelsesmuligheder, herunder eventuelle metoder til klapning som under og efter klapningen kan mindske udvekslingen med havmiljøet. Materialet vil stadig kategoriseres som klasse B materiale hvis op til 1 eller 2 af tungmetallerne overskrider øvre aktionsværdi med op til 50 % med, mindre der er tale om Cadmium (Cd) eller kviksølv (Hg).

Hvis havbundsmaterialet hverken hører til klasse A eller klasse B, hører det til klasse C og vil som udgangspunkt skulle deponeres på land.

Aktionsniveauerne er foreløbige og vejledende og de vil blive revideret, hvis der viser sig behov derfor.

Skemaet viser aktionsniveauerne for en række af de hyppigst forekommende miljøfremmede stoffer i havbundsmateriale.

Stof Nedre aktionsværdi (pr. kg tørstof) Øvre aktionsværdi (pr. kg tørstof)
Arsen (As) mg 20 60
Bly (Pb) mg 40 200
Cadmium (Cd) mg 0,4 2,5
Chrom (Cr) mg 50 270
Kobber (Cu) mg 20 90
Kviksølv (Hg) mg 0,25 1
Nikkel (Ni) mg 30 60
Zink (Zn) mg 130 500
TBT µg 7 200
PAH mg (1) 3 30
PCB µg (2) 20 200

 1) Summen af de følgende 9 PAH'er: Anthracen, benz [a] anthracen, benz [ghi] perylen, benz [a] pyren, chrysen, fluoranthen, indeno [1,2,3-cd] pyren, pyren og phenanthren.

2) Summen af de følgende 7 PCB'er: 28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180.

Klappladserne

Udlægning af klappladser skete i amterne som en udpegning af områder med lempede målsætninger og det er i de allerfleste tilfælde disse områder, der anvendes til klapning. Miljøstyrelsen har dog som tilladelsesgivende myndighed i klapsager mulighed for at tillade klapning i andre områder. Valg af klapplads i konkrete sager sker ud fra en miljømæssig vurdering, som afvejes i forhold til sejlads- eller fiskerimæssige interesser, samt råstofinteresser, kulturhistoriske beskyttelsesinteresser og til havnenes ønske om at begrænse sejlafstanden. Miljøstyrelsen tilstræber derudover, at det havbundsmateriale, der skal klappes, er af samme type med samme kornstørrelse og indhold af organisk stof, som findes på klappladsen.

Klaptilladelsens indhold

Miljøstyrelsens klaptilladelser, der gives i forbindelse anlægsprojekter eller andre engangsindgreb, vil ofte være gældende for 1 til 2 år hvorimod klaptilladelser der gives til løbende oprensning som regel gives for op til 5 år ad gangen. En tilladelse indeholder følgende oplysninger og vilkår. Nogle vilkår er obligatoriske, hvorimod andre kun anvendes, når særlige omstændigheder kræver det. Følgende liste indeholder de mest anvendte vilkår i klaptilladelser.

  • Klappladsens placering, med angivelse på søkort eller andet målfast kort. Angivelse af maksimal klapmængde.
  • Eventuel markering af klappladsen, med en beskrivelse af, hvordan denne markering skal udføres.
  • Eventuelle begrænsninger i brugen af klappladsen.
  • Eventuelle betingelser for optagning og transport af havbundsmaterialet (metode til håndtering eller krav om, hvilken påvirkning der kan accepteres).
  • Eventuelle betingelser for udførelsen af klapningen (metode til håndtering eller krav om hvilken påvirkning, der kan accepteres).
  • Eventuelle vilkår om tilsyn og indberetning, herunder for eksempel at fartøjer, som klapper, er udstyret med AIS-udstyr.
  • Eventuelle vilkår om overvågning på klappladsen.
  • Vilkår om indberetning om klapningens påbegyndelse og afslutning samt mængde af klappet materiale angivet i m3 og tons, jf. klapbekendtgørelsens § 5, stk. 3.
  • Tilladelsens gyldighedsperiode (angivet ved datoer).
  • Dato for offentliggørelse.

Derudover medbringes høringsparternes relevante ønsker om supplerende vilkår og i tilfælde af, at der er foretaget kemiske analyser af materialet, fremgår det også af tilladelsen.