Vejledning til indberetning af PRTR-data

Virksomheder, som i henhold til PRTR-forordningen er forpligtede til at afgive miljøoplysninger er afgrænset ved den aktivitet, som virksomheden udfører, hvis aktiviteten overskrider visse tærskelværdier, som står opført på en liste på bilag I til PRTR-forordningen.

NB! Deadline for indberetning af PRTR-data er altid d. 15. april. Dette gælder også de virksomheder der kører med skæve regnskabsperioder.
Husk, at det kun er de udledninger/affald der er over tærskelværdier, der skal indrapporteres.

Hvem skal indberette?

Virksomheder, som er forpligtede til at afgive miljøoplysninger i henhold til PRTR-forordningen, står opført på listen på bilag I i PRTR-forordningen, hvor der oftest er en nedre tærskelværdi for virksomhedens størrelse. PRTR-data fra landbrug og rensningsanlæg vil blive indhentet særskilt til Miljøstyrelsen fra Landbrugsindberetning og Danmarks Miljøportal.

Vejledningstabel for PRTR-aktiviteter

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledningstabel for virksomheder og myndigheder. Tabellen sammenligner listepunkter i godkendelsesbekendtgørelsen med de aktiviteter jf. PRTR-forordningen, der udløser pligten til at indberette PRTR-data. Tabellen er tænkt som et redskab, der skal hjælpe myndigheder og virksomheder til at vurdere, om virksomheden er forpligtet til at indberette PRTR-data.

Se vejledningstabellen "Sammenligning mellem godkendelsesbekendtgørelsens listepunkter og PRTR-forordningens aktivitetspunkter".

Virksomheder med et certificeret miljøledelsessystem

For virksomheder, der er certificerede efter DS/EN ISO 14001 eller registreret i EU’s fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS), vil kunne lade miljøverifikator varetage tilsynsmyndighedens opgaver.

Indberetningsplatformen

Selve indberetningen af PRTR-data vil foregå som tidligere via virk.dk.  De elementer der omhandler grønne regnskaber (miljøindberetning og forbrug) er blevet fjernet.

Indberetningssystemet består af 10 trin med tilhørende hjælpetekster og vejledning til indberetning af grønne regnskaber.

De første 6 trin af indberetningssystemet er målrettet indberetning af virksomhedens miljødata.

De efterfølgende 4 trin er beregnet til, at tilsynsmyndigheden eller verifikator kan kvalitetssikre regnskabet med tilhørende udtalelse.

Hvilke miljødata skal indberettes?

PRTR-forordningen rummer oplysninger om udledninger til luft, vand og jord samt affaldsmængder.

De forurenede stoffer der skal indrapporteres, er begrænset til udledning af 91 forurenende stoffer. Hvert stof har en tærskelværdi, for hvilke udledninger over denne skal indberettes. De 91 forurenende stoffer og deres grænseværdier kan læses i bilag II i PRTR-forordningen.

Udover de 91 forurenende stoffer, skal affald også indrapporteres. Tærskelværdierne for affald er flg.:

  • 2 tons/år for farligt affald.
  • 2.000 tons/år for ikke-farligt affald.

Hvornår skal virksomheden indberette?

Virksomheden indsender sit udkast til PRTR-indberetning til tilsynsmyndigheden, således at tilsynsmyndigheden har udkastet i hænde senest den 15. april efter det foregående kalenderårs afslutning.

 

Indberetning af miljødata

Art og mængde til luft

Ved indrapportering af PRTR-stoffer skal det forurenende stof opgives i kg/kalenderår. Affald rapporteres i ton.

I indberetningssystemet skal der for hvert stof, der udledes, angives:

  1. Hvilken beregningsmetode, der er anvendt (M=målt, C=calculated (beregnet), E=estimeret) ( Hvordan forstås begreberne Målt, Beregnet eller Anslået (pdf))
  2. Hvilken analysemetode, der er anvendt*
  3. Enhed (t= ton, kg = kilogram)
  4. Mængde
  5. Hvis udledningen er et uheld eller utilsigtet udslip, skal der sættes et flueben i boksen 'Utilsigtet udslip mængde'
  6. Hvis virksomheden ønsker at holde det pågældende stof fortroligt, kan der sættes flueben i rubrikken 'Fortroligt'. Der skal herefter laves en særskilt anmodning om fortroligholdelse, som sendes til Miljøstyrelsen

*For emissionsdata skal den anvendte analysemetode oplyses. 'Analyse' henviser til de internationalt anerkendte måle- eller beregningsmetoder, der er anvendt for at få de ønskede udledningsdata. For estimerede data findes ingen anerkendte metoder. Derfor anvendes OTH (for 'other'). 

Måle- og beregningsmetoder   Kode
International godkendt standard  CEN/ISO
Myndighedsgodkendt metodik  PER
National/regional bindende metode  NRB
Alternative metoder svarende til internationale standarder  ALT
Metoder ved brug af certificerende referencematerialer  CRM
Anden måle-, beregnings- eller estimeringsmetode  OTH
Myndighedsgodkendt massebalancemetode  MAB
Europæisk sektorspecific beregningsmetode  SSC

Når et stof indtastes: Angiv det forurenende stof enten med det almindelige benyttede navn (f.eks. kuldioxid) eller med den kemiske betegnelse (f.eks. CO2). Systemet vil også reagere på synonymer (f.eks. carbondioxid, kultveilte eller karbondioxid).

Vær opmærksom på at det tager systemet lidt tid at finde stoffet. Det er vigtigt, at vente til systemet har fundet stoffet, da der ellers ikke kommer et flueben i boksen 'PRTR stof'.

For PRTR-stoffer ændres til det navn, som er angivet i PRTR-forordningen. Hvis der f.eks. vælges kultveilte, vil systemet vise kuldioxid/CO2.

Ved indtastning af f.eks. et 'k' kommer alle stoffer med bogstavet 'k' frem i alfabetisk orden: f.eks. kobber, kobberforbindelser, kuldioxid, kulmonooxid, totalt kvælstof etc.

Art og mængde til vand

Udledning til vand skal inddeles i to kategorier:

  • Udledning til recipient
  • Udledning til kloak (udledning via offentligt spildevandsanlæg)

'Udledning til kloak' dækker over en 'overførsel af spildevand væk fra virksomhedens område' af de pågældende forurenende stoffer. Det vil sige udledning til spildevandsbehandling på et offentligt rensningsanlæg eller et andet spildevandsbehandlingsanlæg, som ikke kun renser virksomhedens eget spildevand. Virksomheden kan have udledninger til både kloak og recipient.

'Udledning til kloak' omfatter også en flytning af spildevand væk fra virksomhedens område med henblik på spildevandsbehandling på et offentligt rensningsanlæg eller et behandlingsanlæg til industrispildevand, der modtager spildevand fra andre end den pågældende virksomhed. Flytningen kan ske enten via en spildevandsledning, ved bortkørsel i tankbil eller anden form for beholder.

Affaldsmængde, farlig og ikke farlig

Virksomheden skal afrapportere mængden af affald, der fjernes fra virksomhedens område med henblik på bortskaffelse eller nyttiggørelse. Oplagring af affald indgår ikke. Dette medtages først i afrapporteringen, når affaldet fjernes fra selve virksomhedens område.

PRTR-forordningen skelner mellem følgende typer affald:

  1. Ikke farligt affald, med selvstændig angivelse af mængden, der bortskaffes, og mængden, der nyttiggøres
  2. Farligt affald, hvor der yderligere skelnes mellem:
  • Farligt affald, der bortskaffes eller nyttiggøres i Danmark
  • Farligt affald, der bortskaffes eller nyttiggøres uden for Danmarks grænser

For affald, der eksporteres til udlandet, skal både modtagerens og behandlerens adresse opgives.
Den samlede mængde affald afgør, om der skal ske rapportering. Det gælder uanset, om der er tale om nyttiggørelse eller bortskaffelse, og uanset om der er tale om behandling i eller uden for Danmark.

Farligt affald som behandles i udlandet

For 'Farligt affald', som behandles i udlandet, skal navn og adresse for den virksomhed, som modtager (afhenter) affaldet opgives, og den faktiske lokalitet (slutbehandler) for bortskaffelse eller nyttiggørelse skal rapporteres.

Er modtager og slutbehandler den samme, skal navn og adresse gentages i de to rubrikker for modtager og behandler. Det er et krav fra EU, at virksomheden indberetter information om modtager og behandler i de tilfælde, hvor affald transporteres til behandling i udlandet. EU bruger disse informationer til at få et overblik over det samlede affaldsflow i EU.

Anmodning om fortrolighed

Med udgangspunkt i lov om offentlighed i forvaltningen kan virksomheden anmode Miljøstyrelsen om at få oplysninger holdt fortrolige, så de ikke offentliggøres. Der skal sendes en skriftlig anmodning om fortrolighed til Miljøstyrelsen samtidig med, at virksomheden fremsender de øvrige oplysninger til offentliggørelse.

I indberetningssystemet på www.virk.dk 'Anmod om udtalelse' kan virksomheden sende en anmodning.

En virksomhed som ønsker at fortroligholde oplysninger skal som minimum nøje oplyse:

  • hvorfor virksomheden vil lide et tab som følge af udlevering af oplysningerne
  • hvilke skadevirkninger det konkret vil have, hvilket sidstnævnte vil forudsætte udførlige oplysninger om markedssituationen, herunder bl.a. om aktører på markedet og kundegrundlaget.

Det er kun tilladt at fortrolighedsholde data af særlige årsager, og disse særlige årsager skal være af en sådan karakter, at virksomheden risikerer at blive påført et væsentligt økonomisk tab, hvis disse tal offentliggøres. Det er således ikke nok at skrive, at det er konkurrencefølsomt. Oplysninger, der ikke er konkurrencefølsomme, må ikke fortrolighedsholdes.

Det skal understreges, at virksomheden skal indsende alle data (også emissioner og affaldsmængder i absolutte tal). Når Miljøstyrelsen har modtaget en anmodning om fortroligholdelse af data, beslutter Miljøstyrelsen hvilke data, der holdes fortrolige. Virksomheden vil blive orienteret om beslutningen inden, at oplysningerne (eller udeladelsen heraf) bliver offentliggjort på Miljøstyrelsens hjemmeside.

PRTR-forordningen foreskriver, at Miljøstyrelsen er den kompetente myndighed, som skal modtage oplysninger om udledning af miljøfremmede stoffer. Miljøstyrelsen kan af visse årsager, primært konkurrencemæssige, undlade at indsende oplysningerne til EU-Kommissionen samt undlade at offentliggøre oplysningerne.

Indhentning af tilsynsmyndighedens udtalelse

Efter PRTR-indberetningen er sendt til udtalelse hos tilsynsmyndigheden, skal de senest 4 uger efter udarbejde en udtalelsen. Som noget nyt, skal tilsynsmyndigheden/verifikator nu afslutte PRTR-indberetningen for virksomheden, hvis tilsynsmyndigheden finder, at de indberettede data er fuldstændige, konsistente og troværdige. Skulle tilsynsmyndigheden/verifikator til gengæld have bemærkninger til de indberettede tal, skal tilsynsmyndigheden/verifikator, som tidligere, skrive en bemærkning i bemærkningsfeltet, og sende indberetningen tilbage til virksomheden.

Offentliggørelse af PRTR-indberetninger

Når virksomheden har udarbejdet en PRTR-indberetning og fået en kvalitetsvurdering fra tilsynsmyndigheden, sendes den færdige PRTR-indberetning inkl. tilsynsmyndighedens udtalelse automatisk gennem rapporteringssystemet til Miljøstyrelsen og offentliggøres herefter på:https://miljoeoplysninger.mst.dk/