Økonomiske aspekter og tværgående miljøpåvirkninger

StatusSidste revision
Vedtaget2006

Download dansk resume af BREF-dokumentet (2006)

Download hele BREF-dokumentet på engelsk (2006)

På denne side kan I læse en kort introduktion til BREF-dokumentet om de generelle og tværgående metoder der kan anvendes i vurderingen af både de økonomiske og de samlede "cross-media"-miljøpåvirkninger (herefter kaldt " tværgående miljøpåvirkninger") ved fastlæggelse af den bedst tilgængelige teknik (Best Available Techniques, BAT).
For medarbejdere i Miljøstyrelsen og andre, som deltager i arbejdet i Sevilla, og alle som gerne vil læse mere om metoderne, men som ikke vil bruge tid på at gennemlæse hele BREF-dokumentet, er der udarbejdet en mere detaljeret sammenfatning.
BREF-dokumentet om økonomiske aspekter og tværgående miljøpåvirkninger er meget forskelligt fra de branche- og teknik-specifikke BREF-dokumenter. Dokumentet beskriver fire metoder som kan fungere som beslutningsstøtteværktøjer til bestemmelsen af, hvad der er BAT. Er der er en klar konklusion eller en generel enighed om, hvilken BAT der bør implementeres i de enkelte sektorer/brancher, er der ingen grund til at bruge de metoder, som beskrives i dette BREF-dokument.

Hvad betyder "cross-media effects" eller tværgående miljøpåvirkninger?

Begrebet "cross-media effects" refererer til forskellen i de samlede miljøeffekter fra de individuelle teknologier. Valget mellem alternative teknikker kan nemlig betyde, at der samtidig skal vælges mellem udledning af forskellige typer og mængder af forurenende stoffer til enten det samme medie, f.eks. luft, eller til forskellige medier (derfor "cross-media"), f.eks. luft og vand. 

Hvem kan anvende metoderne?

Alle metoder er primært mod arbejdet i de forskellige tekniske arbejdsgrupper (Technical Working Groups, TWG), der udarbejder BREF-dokumenterne, dvs. metoderne overvejende skal anvendes på branche- eller sektorniveau. Med undtagelsen af metode 4 - "vurdering af den økonomiske gennemførlighed" - kan værktøjerne dog også understøtte den lokale beslutningsproces ved vurderinger af krav til individuelle anlæg i forbindelse med godkendelse. 

Hvad er det for metoder? 

De fire metoder, der beskrives i BREF-dokumentet er:
1. Metode til vurdering af tværgående miljøpåvirkninger (Cross-media guidelines):
For at fastlægge BAT er der behov for at vælge den teknik, som mest effektivt sikrer den højeste grad af miljøbeskyttelse samlet set, dvs. når alle miljøeffekter er medregnet. I de tilfælde, hvor det ikke umiddelbart er muligt at vurdere og sammenligne alle miljøeffekter for hver enkelt teknik, giver metoden retningslinjer for at opstille en mere detaljeret opgørelse og sammenligning af de samlede miljøeffekter.
2. Metode til vurdering af omkostninger ved BAT (Costing methodology):
IPPC-direktivet foreskriver også, at økonomiske omkostninger (og gevinster) tages med i betragtning, når BAT skal vurderes. Denne metode forklarer fremgangsmåden, hvilke datakilder der kan benyttes, hvilke typer omkostninger der er relevante, og hvordan disse omkostningsoplysninger skal bearbejdes for at kunne opstille et konsistent beregnings- og sammenligningsgrundlag.
3. Metode til evaluering af alternativer (Evaluating the alternatives):
Når miljøeffekter og omkostninger er opgjort efter retningslinjerne i metode 1 og 2, kan de forskellige alternativer sammenlignes. Metode 3 forklarer hvordan man laver en analyse af teknikkernes omkostningseffektivitet, som sætter reduktionsomkostninger i forhold til den opnåede miljøeffekt. Desuden omtales andre sammenligningsmuligheder, f.eks. ved at anvende skyggepriser eller værdien af undgåede skadelige miljøeffekter.
4. Metode til vurdering af økonomisk gennemførlighed (Economic viability in the sector):
En teknik som identificeres som BAT skal også kunne finansieres af virksomhederne i den pågældende sektor. En vurdering af den økonomiske gennemførlighed af en teknik er derfor en del af fastlæggelsen af BAT. Dette skal ske på et generelt sektor- eller brancheniveau. En dybdegående analyse er kun nødvendig, der hvor teknikken vil medføre fundamentale ændringer i branchen eller sektoren eller hvis teknologien er kontroversiel. Emner som skal overvejes i sådan en vurdering er industristrukturen, markedsstrukturen, sektorens/branchens robusthed og hastigheden for teknikkens implementering.
Ovenstående metoder er udførligt beskrevet i BREF-dokumentet for økonomivurderinger og miljøkonflikter.

Download hele materialet, hvis du vil vide mere om metoderne:
Mere detaljeret sammenfatning (dansk, 2006) 
Resume af BREF-dokumentet (dansk, 2006)
hele BREF-dokumentet på engelsk (2006)