Waste2Green, værdiforøgelse af gylle

Gylletank

På en svinefarm i Nordjylland har holdet bag Waste2Green demonstreret, hvordan man gennem forarbejdning og filtrering af gyllen kan udvinde det urinstof, der er kilden til ammoniakdannelse og miljøbelastende kvælstofudledning. Nu går projektet ind i en ny fase, som skal videreudvikle processen, så den billigt og effektivt kan imødekomme behovet for reduktion af gyllemængden i animalsk jordbrug.

EU’s harmonikrav betyder, at antallet af grise i europæisk svinebrug er fastsat efter det jordareal, landmanden har til rådighed. Lovgivningen, som i høj grad påvirker landmandens vækstmuligheder, skyldes de store miljøproblemer, der er forbundet med gyllemængden fra dyrenes efterladenskaber.

”Gylle har et højt indhold af kvælstof  som omdannes til ammoniak, som stinker helt forfærdeligt ved udbringning. Gyllen kvælstofforurener vandområder, og den indeholder antibiotika, der kan give resistensproblemer, når gødningen bliver udledt til grundvandet. Padder og fisk i danske vandløb har desuden i stigende grad tendens til at blive tvekønnede på grund af en for stor eksponering for de hormoner, der også kommer fra landbruget”, siger Jes Erik Thomsen, som er direktør og projektleder i Waste2Green.

Mindre kvælstof og frisk luft i staldene

I samarbejde med AgroTech A/S vil Waste2Green-projektet videreudvikle et procesanlæg til de mange landbrugsbedrifter, som mangler effektive og rentable løsningsmetoder til at overkomme deres gylleproblem.

”Når man samler den faste og den våde affaldsfraktion, der tilsammen udgør gyllen, bliver urinstoffet i den våde del angrebet af enzymet urease fra den faste del. På den måde bliver urinstoffet omdannet til ammoniak, men hvis man indfører vores proces, kommer man ud over alle problemerne. Vi skiller fraktionerne ad og kvæler virkningen af enzymet, og med højteknologiske filtreringer kan vi efterfølgende forarbejde den våde del af gyllen og trække urinstoffet, bakterierne og hormonerne ud”, fortæller Jes Erik Thomsen.

Projektdeltagerne forudsiger, at processen vil kunne reducere kvælstofmængden med 7 tons om året for en bedrift med 250 dyrenheder (svarende til 9000 slagtesvin). Og udvindingen af urinstoffet kommer også dyrene til gode.


”Det er nærmest umuligt at trække vejret i en svinestald i dag, og det er ikke et miljø, der tjener grisenes trivsel. Med vores koncept undgår vi ammoniakdannelsen i staldene, og det giver både bedre velfærd, bedre helbred og en hurtigere tilvækst, hvis grisene bliver fri af den skrækkelige stank.
Ammoniak bliver også omdannet til lattergas, når det fordamper fra markerne, og det er cirka 250 gange værre for vores ozonlag end CO2. Det er endnu en væsentlig sideeffekt af vores projekt”, siger Jes Erik Thomsen.

Videresalg til industri giver gyllen værdi

Urea, som urinstoffet kaldes i industrisammenhæng, indgår i en lang række industriprocesser. Blandt andet som ingrediens i fremstillingen af plastikmaling og superlim.

”Videresalget af urea til industriformål gør, at vi kan tilbyde landmanden at bygge procesanlægget gratis. Hvis en svinefarm tæller 10.000 slagtesvin om året eller derover, vil videresalget af urea alene kunne modsvare vores investering. Gylleproblemet er internationalt, og vi er derfor også så småt begyndt at samarbejde med lande som Holland , der både har skrappere miljøregler og mindre jordarealer end os. Behovet er stort, og det er et meget interessant marked”, siger Jes Erik Thomsen.