Udvikling af planter til produktion af naturlig farve til fødevarer – PlantePigment

Pigment

Et nyt projekt vil udvikle markedet for dyrkning af afgrødesorter med høj pigmentering som fx gulerødder til naturlige farvestoffer fra danske råvarer. Ved at dyrke optimerede afgrøder i Danmark i stedet for i udlandet reduceres miljøbelastningen, og virksomhederne får en økonomisk fordel og bedre kontrol med dyrkningen.

I dag er ca. 70 % af de farvestoffer, som bliver brugt i føde- og drikkevarer, syntetiske. Det europæiske marked arbejder mod at erstatte en stadig større andel af de syntetiske farvestoffer med naturlige farvestoffer. Det bidrager den danske virksomhed Chr. Hansen til ved at effektivisere udviklingen af miljøvenlige ”naturlige farvefabrikker” i Danmark.

Stigende efterspørgsel på naturlige farvestoffer

Et nyt marked Farvende Fødevarer (på engelsk Coloring Foodstuffs), der er baseret på juicekoncentrater af frugt og grøntsager er i kraftig vækst, men der er et stort uudnyttet økonomisk potentiale i at forbedre de afgrøder, der anvendes som råvarer i farveproduktionen. 

”Forbrugerne og fødevareproducenterne efterspørger sunde, naturlige farvestoffer, så man fx i hindbær yoghurt får naturlig farve fra bærret. Vi vil selvfølgelig gerne efterkomme dette behov. Målet med projektet er derfor at udvikle nye sorter af grøntsager samt sorter af bær og frugter med høje pigmentkoncentrationer, der er klimatilpasset til dyrkning i Danmark, som vi kan bruge til naturlige farvestoffer til fødevarer,” 
siger Bjarne Jørnsgaard og tilføjer: 

”Vi forventer, at projektet fører til øget overgang til naturfarver og udviklingen af bedre råvarer, men også at vi kan forbedre konkurrenceevnen og vinde markedsandele på det globale marked.”

Dansk råvareproduktion kan bedre betale sig

I dag køber Chr. Hansen en stor del af sine råvarer fra udlandet til produktion af naturlige farver til fødevarer, men produktionen kunne lige så godt foregå i Danmark. 

”Det er faktisk ret oplagt, at vi begynder at dyrke afgrøder med høj koncentration af pigmenter herhjemme, fordi vi har en stor viden på området og en stor sampling af sorter på Københavns Universitet, som vi tager udgangspunkt i. Men før vi kan realisere dyrkning af disse afgrødesorter i Danmark, så skal vi enten forædle nogle sorter eller finde de planter, som egner sig bedst til det danske klima,”
 fortæller projektleder, Bjarne Jørnsgaard fra Chr. Hansen og tilføjer: 

”Vi kan også opnå større kontrol med dyrkningen af afgrøderne i Danmark, og så er der tilmed store miljøfordele at hente, da vi ikke skal vande lige så meget herhjemme som i udlandet. Producenterne har generelt også langt mere styr på brugen af gødning og pesticider, og på den måde anvender vi kun det nødvendige, hvilket gør det langt mere ressourcebesparende og miljøvenligt at dyrke disse højpigmenterede afgrøder i Danmark end i de nuværende produktionsområder.”