Udvikling af glutenfri økologisk produktlinje

Udvalget af glutenfri produkter i Danmark er ganske begrænset. Det mærker de 250.000 skandinaviske glutenallergikere og deres familier. Derfor skal et nyt dansk projekt udvikle Skandinaviens første glutenfri økologiske produktlinje

Der er stor efterspørgsel på glutenfri økologiske produkter, der indeholder f.eks. quinoa, amaranth, hirse, linser, og kikærter. Det er afgrøder, der normalt dyrkes under sydligere himmelstrøg, men nyere forsøg viser, at flere sorter godt kan dyrkes i Danmark.

Forsøgsdyrkninger i det nordjyske, bl.a. på Livø, har vist, at flere af afgrøderne godt kan blive modne herhjemme. Men også gamle nordiske afgrøder som boghvede, hestebønner og ærter indgår i projektet.

De involverede forskere, landmænd og fødevarevirksomheder skal sammen udvikle nye økologiske, glutenfri afgrøder og fødevarer. De skal udfylde en mulighed i markedet, som forbrugerne i øjeblikket efterspørger. Allerhelst baseret på dansk dyrkede afgrøder, da det giver forbrugerne den største tryghed.

Potentiale på 50-200 millioner kr.

Der er ca. 250.000 glutenallergikere i Skandinavien og ca. 750.000 med interesse for glutenfri produkter. Det skyldes enten at de er familie med glutenallergikere, har andre fødevareallergier eller at de har et ønske om at leve særligt sundt. Den potentielle omsætning til slutforbruger vurderes til 50-200 millioner kr. alene på det skandinaviske marked.

De fødevarer, projektet vil udvikle og producere, har et meget højt indhold af protein og af mineraler i en form, der gør dem let optagelige i kroppen. Det er væsentligt for alle med interesse for at leve og spise sundt.

Der er også mange bæredygtighedsmæssige fordele ved at etablere en produktion af afgrøder som quinoa, hirse, amaranth og boghvede. De kan tåle tørke, de kan dyrkes med meget begrænset tilførsel af næring og belaster dermed miljøet beskedent. Hestebønner, linser og kikært binder desuden kvælstof fra luften og sørger på den måde selv for en del af deres behov for næring.