Udvikling af filtreringsteknologi til mikroalger og bæredygtigt højkvalitetsfoder til fiskeyngel

Mikro alger kan blive det nye fiskefoder i akvakulturindustrien. De er både bæredygtige og kan mindske ressourceudfordringen i industrien. En nyt projekt vil udvikle og teste nye filtrerings- og opkoncentreringsteknologier, så mikroalge-biomassen kan anvendes som alternativ ressource.

Der er et stort ressourcebehov for at finde alternativer til fiskemel og fiskeolie i produktionen af fiskefoder til akvakulturindustrien. Ressourceproblemet skyldes en kombination af, at akvakultur vokser hastigt, og fangsten af industrifisk er stagnerende. 

Idéen til at bruge mikro- algersom fiskefoder er udsprunget af et igangværende EU-projekt, hvor man demonstrerer, at alger kan dyrkes på procesvand fra industrien. 

Parterne bag nærværende projekt – DTU Fødevareinstituttet, DTU Aqua, LiqTech, EcoLipids, BioMar og IFAU vil udvikle, afprøve og demonstrere nye teknikker til at høste og raffinere mikroalgerne.  Projektet skal udvikle en teknologi til at åbne mikroalgers cellevægge for at muliggøre effektiv udtrækning af mikro- og makronæringsstoffer til brug som alternativ ressource til fiskeolie og fiskemel i produktionen af fiskefoder til akvakulturindustrien.

Ny teknologi er energibesparende

Projektet vil løse et væsentligt teknologisk problem i forbindelse med høst og oprensning af mikroalger ved at anvende en mere effektiv, energibesparende og billigere membran-baseret raffineringsteknologi end de teknologier, der findes i dag. 

”Vi vil udvikle og demonstrere en ny teknologi til høstning, afvanding af mikroalger, åbning af mikroalgers cellevægge samt udtrækning af mikro- og makronæringsstoffer. Vi forventer, at man kan reducere energiforbruget på 25-50 % ved brugen af den nye teknologi, reducere brugen af kemikalier i processen i forhold til traditionelt anvendte teknologier og gøre det muligt at genanvende industrielle spildevandsressourcer. Samtidigt kan vi optimere kvaliteten af biomassen, så det kan bruges til fiskefoder,” fortæller projektleder, Charlotte Jacobsen fra DTU Fødevareinstituttet. 

Projektet vil også have en økonomisk gevinst for fødevareindustrien, da man i dag skal betale for at komme af med processpildevandet, og i det nye projekt kan spildevandet genanvendes og tilmed bruges til at frembringe nye råvarer til foderindustrien. Den udviklede høstteknologi vil også kunne anvendes til høstning af alger, som dyrkes til andre formål end fiskefoder. 

Bæredygtigt og konkurrencedygtigt højkvalitetsprodukt

Dyrkning og udnyttelse af mikroalger vil kunne bidrage til omstillingen til en bæredygtig fødevareindustri – og endvidere bæredygtig produktion af fisk i akvakulturindustrien.

”Mikroalgers store potentiale skyldes bl.a. deres høje produktivitet og udbytte, evnen til at optage CO2 og næringssalte fra det omgivende miljø, evnen til at udnytte solenergi, og de kræver ikke frugtbar agerjord,” forklarer Charlotte Jacobsen og tilføjer: 

”Vi forventer, at projektet kan resultere i bæredygtige og konkurrencedygtige start- og yngelfodertyper baseret på mikroalger. De skal indgå i foderfirmaernes produktsortiment til kommercielt producerede fiskearter i akvakultur til erstatning for traditionelt anvendte råvarer og næringsstoffer fra marine fisk. Det er særligt favorabelt, fordi markedet er præget af mangel på fiskemel og fiskeolie pga. stigende efterspørgsel og voldsomt stigende priser.”