Økologisk sortsudvikling, nye samarbejder og produkter

Et nyt projekt ’OKOSORT’ står i spidsen for at udvikle nye økologiske sorter, der er tilpasset økologiske dyrknings- og markedsvilkår i Danmark. Fokus er både på udvikling af lokalt producerede nicheprodukter til supermarkeder og på udvikling af sorter til større afgrøder i økologisk planteavl. Mere danskproduceret økologi kan reducere importen af økologi ske varer og være en gevinst for både klima og miljø.

Det nye projekt ’OKOSORT’ skal de næste fire år undersøge og afprøve en række forskellige økologiske sorter fordelt på fire arbejdspakker:

”De fire arbejdspakker omfatter afprøvning og udvikling af fem forskellige afgrøder i økologiske dyrkningssystemer og til nye økologiske nicheprodukter til supermarkeder. Det handler om økologisk højkvalitetsmel af vårhvede, nøgenbyg til specialmel, fremme økologisk rapsdyrkning gennem nye metoder og endelig afprøvning af udenlandske sorter af vårbyg og vinterhvede,” forklarer projektleder Claus Østergaard fra Økologisk Landsforening.

Det er forventningen, at produkterne fra de forskellige arbejdspakker kommer på markedet indenfor en overskuelig årrække på tre-seks år.

Bedre miljø og mere dansk produceret økologi

Økologiske producenter har stor interesse i nye sorter, der både egner sig til økologisk produktion og dyrkning i det danske klima.

”Det er en klar fordel for de danske økologiske producenter, når vi udvikler og afprøver nye sorter til økologisk dyrkning under danske forhold. Det skyldes, at udbuddet bliver større for sorter med egenskaber som fx god næringsstofudnyttelse og modstandsdygtighed overfor skadedyr og sygdomme. Egenskaber, som står i meget høj kurs i den økologiske produktion, men som faktisk også er interessant for de konventionelle producenter, hvor der er produktionsmæssig interesse i at reducere anvendelsen af kunstgødning og pesticider, da udgifter til disse er stigende,” siger Claus Østergaard og tilføjer:

"Projektet har således både potentiale til at øge danskproduceret økologi og flere økologiske højkvalitetsprodukter i supermarkedet, men det kan også gavne miljø og klima bredt set, hvis vi begynder at dyrke mere økologi herhjemme i stedet for at importere det, som vi gør i dag.”

Flower Power-effekt med hvid raps

Økologisk rapsdyrkning er forbundet med stor dyrkningsusikkerhed, fordi raps er meget modtageligt overfor skadedyr. Det er et særligt problem i økologisk dyrkning, da det ikke kan bekæmpes med pesticider som i konventionelt landbrug.

”I arbejdspakke 3 afprøver vi en ny hvidblomstret vinterrapssort i økologiske dyrkningssystemer, hvor vi forventer at kunne reducere skadedyrsangreb. Afprøvningen sker dog ikke helt på traditionel vis, fordi rapsforædler, Erik Tybirk fra Knold og Top Aps, vil bruge Flower Power Systemet ®,” fortæller Claus Østergaard og afslutter:

”Flower Power Systemet ® går altså ud på, at udenom marken med hvid raps dyrkes en kant med gul raps, som så fungerer som fangafgrøde for skadelige insekter. Lykkes afprøvningen med Flower Power SyStemet ® vil det således kunne øge dyrkningssikkerheden af økologisk rapsdyrkning i Danmark.”