Ny viden skal få flere køer på græs

De danske kvægbedrifter bliver større og robotmalkning mere udbredt, hvilket besværliggør afgræsning. Nyt projekt vil samle viden og teknik fra ind- og udland for at udvikle løsninger, der kan optimere brugen af afgræsning ved moderne malkekvægsbedrifter.

Afgræsning i kvægbruget, er gået kraftigt tilbage de seneste år. Kun 30 procent af de danske kvægbrug praktiserer i dag afgræsning, og heraf er 10 procent økologiske kvægbrug, hvor afgræsning er lovpligtig. Mange kvægbrug ønsker afgræsning til deres køer, men nutidens store landbrugsbedrifter og mangel på forskning og udvikling gør det stadig sværere at praktisere afgræsning.

Optimering af viden og teknologi

Projektet vil videreudvikle og dokumentere den eksisterende viden og praksis på området. Fokus er på at demonstrere, hvordan afgræsning kan praktiseres, samt understrege rentabiliteten ved denne praksis. Målet er at udvikle og afprøve hvorledes forskellige nye teknologier og viden kan understøtte en fortsat rationel og bæredygtig malkekvægsproduktion baseret på afgræsning.

Bæredygtighed og højere kvalitet

Afgræsning bidrager på mange måder til et mere bæredygtigt kvægbrug. Landmændene sparer udgifter til transport og lagring af foder og miljøet tilgodeses ved en mindsket produktion af drivhusgasser. Køernes sundhed forbedres og også forbrugerne kan mærke goderne ved afgræsning, da det kan give bedre mælkeprodukter, der indeholder flere vitaminer og umættede fedtsyrer. Afgræsning er dermed i alles interesse, og projektet vil være med til at give afgræsning bedre muligheder.

Projektleder Frank W. Oudshoorn udtaler i forbindelse med projektet:
”Succesrig afgræsning kræver styring af såvel ko-trafik, fodertildeling og græsmarken”
”Køerne agerer meget individuelt, nogen æder mest indenfor, andre foretrækker afgræsning udenfor.”