Ny metode til opdræt af fisk, muslinger og tang

Hjarnø Havbrug har i samarbejde med bl.a. Dansk Akvakultur og forskere fra Danmarks Teknologiske Universitet (DTU) fået støtte til et projekt, der gennem kombinationsopdræt af fisk, muslinger og tang vil sikre bedre vandmiljø og en større rentabilitet i produktionen

Et af de store problemer ved fiskeopdræt er, at der tabes næringsstoffer til det omgivende miljø, når tusindvis af fisk går tæt og bliver fodret i forbindelse med produktionen. Ved samtidigt at dyrke tang og muslinger ved siden af havbruget, opsamles de tabte næringssalte, og næringssaltene bliver på den måde til nye sunde råvarer i stedet for at være en miljøbelastning.

Derfor vil Hjarnø Havbrug sammen med bl.a. tangdyrkere og forskere fra DTU udvikle metoder til storskala kombinationsopdræt muslinger og tang, der er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige.

Målet er at udvikle en måde at opdrætte fisk, muslinger og tang i samme område, så man udnytter kvælstofkredsløbet. Muslingerne og tangen lever nemlig af næringsstoffer fra fiskeproduktionen, der bl.a. indeholder kvælstof. Ved at genbruge næringsstofferne fra fiskeproduktionen vil havbruget både kunne tjene flere penge og samtidig sikre et bedre vandmiljø.

Kvælstofneutral udvidelse af produktionen

Hjarnø Havbrug vil konkret udvikle storskala opdræt af muslinger og tang til en kvælstofneutral udvidelse af havbrugsproduktionen. Det særlige kombinationsopdræt vil både give en forøget fiskeproduktion og en betydelig produktion af tang og muslinger til forbrugerne og videre forarbejdning til foder til dyr.

Produktionen skal optimeres med henblik på at opsamle næringssalte og samtidig producere attraktive råvarer til forbrugerne og til foderindustrien der i stigende grad mangler sunde, marine råvarer. Som f.eks. proteiner og de værdifulde omega 3-fedtstoffer. 

Projektet er opdelt i fire aktiviteter:
• Udvikling af driftsmetoder for kombinationsopdræt
• Optimering af produktion af såliner til muslinger
• Forædling af sukkertang samt optimering af dyrkning og høsttidspunkt
• Analyse af potentialet af tang og muslinger som råvarer for foderindustrienog konsum 

Projektet er et samspil mellem private og offentlige virksomheder og har deltagelse af aktører inden for både havbrugs-, tang- og muslingeproduktion, foderindustrien, rådgivere og forskningsinstitutioner.

Kombinationsopdræt forventes at kunne muliggøre en femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof. Det er afgørende for at sikre havbrugenes internationale konkurrencedygtighed og for at kunne øge eksporten.