Netværk vil mindske allergener i fødevareproduktionen

Fødevareindustrien står overfor en kompleks problemstilling i forhold til produktion uden utilsigtede allergener. Nyt netværk med Teknologisk Institut, DTU og 9 store fødevareproducenter vil gennem videndeling og sparring systematisk reducere forekomsten af allergener i deres produkter.

Teknologisk Institut har samlet DTU Fødevareinstituttet og 9 af Danmarks største fødevareproducenter og leverandører til disse i et netværk, der skal øge den enkelte virksomheds viden om identifikation, vurdering og styring af allergener i produktionen. Netværket skal arbejde systematisk på en reduktion af forekomsten af allergener i fødevareprodukter. Derudover skal mærkningen ”kan indeholde spor af” gøres mere bevidst og dokumenteret.

Allergener kan være en alvorlig trussel for allergiske forbrugeres sikkerhed. Når en fødevare indeholder ingredienser med allergener, vil de fremgå af ingredienslisten, så allergikere har mulighed for at undgå fødevaren.

Allergener, der er kommet i fødevaren utilsigtet – fx ved krydsforurening eller ved mangelfuld information om råvarernes bestanddele – vil ikke stå på ingredienslisten, men i stedet ofte fremgå som ”kan indeholde spor af.” Denne form for mærkning giver allergiske forbrugere et begrænset fødevareudvalg. Derfor er det vigtigt, at fødevarevirksomheder arbejder målrettet på at skaffe sig tilstrækkelig viden og erfaring til at afgøre, hvordan allergenerne kan styre, og om der reelt kan være spor af allergenet eller ej.

Der findes forskellige muligheder for at styre allergener, så krydsforurening med allergener forhindres eller minimeres. Netværket vil bl.a. se på mulighederne for:

• Fjernelse af alle eller udvalgte allergener fra alle produktioner
• Fysisk adskillelse af produktionslinjer
• Planlægning af produktionsrækkefølge eller rengøring.

I den forbindelse skal en række vitale spørgsmål besvares. Hvornår er styring nødvendig? Hvornår er den god nok? Hvilke metoder kan anvendes? Og hvordan dokumenteres kontrollen?

Virksomhederne skal opnå ny viden gennem interne sparringsprojekter og videndeling i netværksgruppen. Det skal ruste dem til bedre at håndtere allergenudfordringen i dagligdagen.

Aktiviteterne i projektet skal identificere problemstillinger, som kræver mere dybdegående studier og skabe basis for nye udviklings- og demonstrationsprojekter.