Netværk skal styrke udviklingen af ny teknologi til svineproduktionen

Øget brug af informations- og kommunikations-teknologier (IKT) i dansk svineproduktion stiller krav til udviklingsarbejdet. Mere målrettet og systematisk kvalitet i udviklingen af IKT-teknologier vil føre til flere løsninger, der kan bidrage til dyrevelfærd, sundhed og bedre forvaltning af miljøet

Fødevareområdet er af stor betydning for Danmark og den danske økonomi. I såvel de primære erhverv som fødevareerhvervene er der sket en konsolidering, som medfører stadigt færre, men større virksomheder og bedrifter. Denne udvikling forventes at fortsætte som følge af den generelle strukturudvikling, international konkurrence m.v. Der er behov for udvikling af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) af høj kvalitet, der understøtter primær- og fødevareerhvervet.

Udvikling af IKT- teknologier til styring og overvågning

Dette projekt skal ved videnseling bane vejen for en styrket udvikling af IKT til styring og overvågning af svineproduktionen. Modeller og metode til vurdering og evaluering af IKT-projekter skal afdække de væsentlige faktorer, der begrænser udviklingen fra gode idéer til kommercielle produkter med nytteværdi for svineproduktionen.

På det grundlag skal den nødvendige indsats for en fortsat effektiv udvikling af IKT udpeges og organiseres. Netværksprojektet består af aktører, bl.a. SKOV A/S og Aarhus Universitet, med en bred tværfaglig viden inden for primærproduktionen, IKT produktudvikling, økonomi, afsætning samt model- og metodeudvikling til vurdering af nytteværdi.

IKT kan udvikles mere effektivt

Kombineres aktørernes viden succesfuldt, er det muligt at nå en højere effektivitet og kvalitet i udviklingen af IKT- teknologier til svineproduktionen.

”Der er behov for i højere grad at sikre, at firmaerne ser nytteværdien i at bruge forskernes viden, og at forskerne ser nødvendigheden af at anskueliggøre og tilpasse ny viden til brugervenlige kommercielle produkter. GUDP-projektet skaber det nødvendige rum til at få diskuteret og defineret hvordan vi sikre en sådan overlevering af viden fra forskere til firmaer”. Lene Juul Pedersen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

”Vi er nødt til at forstå, hvorfor nogle tilsyneladende gode idéer aldrig er blevet til nyttige arbejdsredskaber ude på staldgangene. Der findes en række teknologier, der allerede er udviklet, men de rangerer i udbredelse fra ingen udbredelse og til bred anvendelse i svineproduktionen. GUDP-netværket er en unik mulighed for at få beskrevet og diskuteret succesfuld projektudvikling med henblik på læring”. Niels-Peder Nielsen, Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer.

Citaterne er godkendt til pressebrug.