Markedsudvikling af velsmagende, sunde og bæredygtige måltider på spisesteder (Spis Vel)

Billede af burger

Mange mennesker køber dagligt fastfood, fordi det er nemt og billigt. Men der mangler sunde alternativer til den mad, der i dag bliver solgt. Projektet vil med udgangspunkt i nøglehulsmærket udvikle de eksisterende produkter og skabe nye, der både skal være velsmagende, sunde – og som kan bidrage til et positivt løft for producenternes image og økonomi. En væsentlig del af projektet er at måle og dokumentere, hvilke effekter projektet har for både miljøet, forbrugernes sundhed og virksomhedernes økonomi.

Forbrugerne har i stor stil taget Nøglehulsmærket til sig og bruger det som guide til at træffe sunde valg, når de køber ind. Mærket skal nu også være en hjælp i forbindelse med køb af fastfood og på den måde skabe øget sundhed – også blandt de kundegrupper, der typisk ikke er så optaget af dette aspekt.

Det sker i et projekt med deltagelse af DTU Fødevareinstituttet, DTU Management Engineering, Madkulturen og en række fødevarevirksomheder og forhandlere af fastfood: DLG Food, Rose Poultry, Lantmannen Unibake, Arla, Statoil, Q8, DSB Togservice og McDonald’s.

”Vi har valgt nøglehulsmærket som udgangspunkt for vores projekt, fordi det indeholder en række kriterier, der er realistiske og fornuftige i forhold til at skabe en større sundhed og en mindre belastning af miljøet. Og som det er muligt at måle på, så vi kan dokumentere, om vores projekt har en effekt,” fortæller Gitte Gross fra DTU Fødevareinstituttet. Det er bl.a. krav om anvendelse af fuldkorn, frugt og grønt og mindre indhold af salt. 

Citatet er godkendt til pressebrug.

Mindre spild, årstidens råvarer og en kulinarisk task force

Udviklingen af nye nøglehulsmærkede fastfoodprodukter betyder, at producenter udover at opfylde ernæringsmæssige krav om fx indhold af fuldkorn og brug af flere grønsager også vil tage højde for kriterier som passende portionsstørrelser, mindre spild og brug af årstidens råvarer.

”Samtidig vil en del af projektet omfatte en kulinarisk task force, der skal inspirere kæderne til at udvikle produkter, som appellerer smagsmæssigt til de eksisterende kundegrupper, der i mindre grad er optaget af sundhed. Og som samtidig skal have fokus på at skabe produkter, der også kan tiltrække nye kundegrupper. For sund mad behøver på ingen måde at være kedelig. Det er væsentligt, at maden smager godt, hvis den skal have en chance i forhold til de eksisterende produkter ” forklarer Gitte Gross.

Citatet er godkendt til pressebrug.

Det skal kunne betale sig

En anden væsentlig faktor er økonomien. Sundere fastfood vil ikke blive et reelt alternativ, medmindre råvareproducenter, underleverandører og fastfoodkæder kan skabe en god forretning af det. Det skal kunne betale sig at tilbyde de sunde alternativer. Produktionsomkostningerne skal derfor kunne holdes på et fornuftigt niveau. Det bliver en del af projektet at dokumentere, hvilken effekt nøglehulsmærkede produkter har for virksomhedernes økonomi – og for deres image.