Innovative moduler i fremtidens akvakultur

Danmark indtager en førerposition i udviklingen af recirkulerende anlæg til den globale akvakultur. En ny teknologi, der inddeler anlæggene i moduler, skal være med til at fremtidssikre Danmarks plads på det globale marked.

Akvakulturen er i rivende udvikling. I 2006 produceredes der i akvakulturen globalt 52 millioner tons, mens produktionen blot fire år senere, i 2010, ekspanderede til omkring 80 millioner tons. En øget produktion af fisk er den væsentligste faktor bag ekspansionen med en årlig vækstrate på over 10 procent. Disse fisk starter deres liv i anlæg på land, og her er recirkulerende anlæg at foretrække, da de giver de bedste vækstvilkår for fiskene. Selve recirkuleringsteknologien betyder nemlig, at man genanvender vandet i anlægget ved hjælp af biologiske filtre, og samtidig opnår præcis de forhold fiskene har behov for (vandtemperatur, iltniveau, pH m.v.). Med en andel på 20 procent af det globale marked for recirkulerende anlæg, står Danmark stærkt på det internationale eksportmarked.

Moduler giver større fleksibilitet


AKVA Group A/S vil i samarbejde med Grundfos A/S og Foreningen AquaCircle beskrive rammer og perspektiver for MODULAKVA, hvor de teknologier, der anvendes til vandbehandling og vandrensning i recirkuleret akvakultur, er opdelt i moduler. I dag anvendes anlæg, hvor brugeren typisk er begrænset til en bestemt art og kapacitet, og hvor der er høje omkostninger ved udskiftning af anlægget. Ved at udvikle et modulsystem for recirkulerende anlæg er det muligt for brugeren at forny dele af anlægget ved blot at udskifte de enkelte moduler. Der er dermed tale om en mere fleksibel løsning, der gør det muligt for brugeren kontinuerligt at opdatere det eksisterende anlæg modul for modul.

Markedsudvikling skal styrke Danmarks position


Udviklingen af modulære recirkulerende anlæg vil styrke Danmarks allerede stærke position på eksportmarkederne. Når konceptet kommercialiseres, forventes det, at vækstpotentialet over en 10-årig periode har en akkumuleret værdi på 13-18 milliarder kroner. Der er dermed tale om et værdiløft i alle værdikædens led, da der gennem markedsudviklingen opnås højere kvalitet og vækst.

Projektleder Jacob Bregnballe, salgsdirektør, AKVA group Denmark A/S, udtaler i forbindelse med projektet:


"Vi tror på at recirkulerede fiskefarme kan sælges i modul-samlesæt over hele jordkloden."

"Opdræt af fisk i lukkede systemer er efterhånden så veludviklet, at de må kunne sælges som samlesæt."

"Modulsystemer vil gøre hele processen fra afsendelse til montering meget enklere, og vi sparer ressourcer og undgår misforståelser på byggepladsen.”