Funktionelt fiskefoder for sundere fisk og økonomi

Billede af fiskefodring

Sygdomsudbrud i dambrug er et stort problem, og foderproducenter arbejder på at udvikle foder, der kan forebygge de typiske sygdomme i fiskebestande. Der findes ingen internationalt anerkendt standard for, hvordan man skal måle og dokumentere, om de forskellige fodertyper virker efter hensigten. Det vil projektet Sund Fisk lave om på.

Infektionen med Yersinia ruckeri, også kaldet rødmundsyge, koster hvert år dambrug dyrt. Når en regnbueørred bliver inficeret med bakterien Yersinia ruckeri bliver fisken apatisk og mister appetitten. Derfor dør mange rødmundssyge inficerede fisk, selvom smittede fisk bliver behandlet med antibiotika i foderet. Den danske fiskefoderproducent BioMar A/S, har udviklet et nyt foder, der skal forebygge infektioner. Foderet, der bærer navnet INICIO Plus, indeholder probiotika og virker ved naturligt at aktivere fiskens immunsystem og øge den generelle modstandskraft overfor sygdomme.

For at forbedre og udvikle sådanne sygdomsforebyggende fodertyper savner BioMar en pålidelig og troværdig test model, og derfor har virksomheden indgået et samarbejde med Københavns Universitet.

”Vi vil lave en smittemodel, så vi kan teste sygdomsforebyggende foder. Det vil sige en metode, hvor man ligesom med laboratoriemus kan give forsøgsdyr et foder og efterfølgende inficere dem med en sygdom og teste, om foderet rent faktisk virker. Der findes ikke nogen anerkendt standard for, hvordan man laver denne type tests på fisk. I andre undersøgelser har man inficeret fisk ved injektion, men vi mener, at det er vigtigt at inficere fiskene ad naturlig vej. Altså gennem vandet,” forklarer Martin Kristian Raida, der er projektleder og lektor ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi på Københavns Universitet.

Golden standard for infektion af fiskebestande

Københavns Universitet vil bruge BioMars’ testfaciliteter i Hirtshals til at finde frem til en pålidelig metode til at inficere fiskene, så effekten af foderet kan afprøves.

”Vi tester på tre forskellige størrelser fisk, fordi vi ved, at jo større fiskene er, jo mere resistente er de overfor sygdomsfremkaldende bakterier. Vi vil finde den bedste infektionsmodel til den rette størrelse fisk. Når vi så er færdige, er det meningen, at vi har en såkaldt ”Golden Standard” for infektion af opdrætsfisk, så BioMar fremover kan afprøve og dokumentere nye fodertypers effekt på fiskenes modstandsdygtighed over for infektionssygdomme” siger Martin Kristian Raida.

Gevinst for både foderproducenter og dambrug

Hvis projektet kan anvise og dokumentere en reproducerbar smittemodel, vil det ikke bare være en gevinst for BioMar.

”En stor potentiel gevinst vil være en reduktion i antibiotikaforbruget i dambrug. Når vi får en pålidelig metode til at teste nye fodertyper, kan der komme gang i udviklingen af nye fodertyper, der forebygger sygdomme, hvilket vil resultere i en forbedret foderudnyttelse og produktion til gavn for opdrætteren og miljøet” siger Martin Kristian Raida.