Foder skal hjælpe til at sænke dødelighed blandt pattegrise

Et særligt foderkoncept til søer skal bidrage til at nedbringe den forholdsvis høje dødelighed, som danske svineproducenter oplever blandt pattegrise. Foderet har tidligere vist lovende resultater i forskningsforsøg. Disse resultater ønsker projektet at efterprøve og samtidig undersøge, hvordan resultaterne i praksis kan anvendes på landbrugsbedrifterne

Dansk svineproduktion oplever en høj dødelighed blandt pattegrise, særligt i de første 24 timer af pattegrisenes liv. Samlet dør op til 25 % af pattegrisene før de fravænnes. Forskningsresultater peger på, at dødeligheden kan reduceres kraftigt ved at ændre sammensætningen af det foder, som søerne får i perioden lige før og efter faring.

En anden sammensætning af foderet påvirker soens produktion af råmælk, så mælken både får et højere indhold af energi og immunstoffer, ligesom mængden af råmælk bliver øget. Det er væsentlige faktorer, da andre forskningsresultater peger på, at den store dødelighed blandt pattegrisene ikke skyldes sygdom, som man hidtil har antaget, men derimod mangel på energi.

Forskning skal afprøves i stalden

Projektet vil videreudvikle arbejdet med at finde frem til den mest optimale sammensætning af foderet til søer, ligesom det vil se på, hvordan projektets resultater kan anvendes i den praktiske svineproduktion.

”I mine øjne er der to væsentlige elementer i vores arbejde. Den første er, at vi som fødevareindustri skal blive klogere og forhåbentlig også kunne finde en løsning på et af de alvorlige problemer, vi står overfor i svineproduktionen – nemlig den høje dødelighed hos pattegrise. Den anden ting er, at vi med projektet får mulighed for at koble universiteternes forskning med noget praktisk anvendeligt. Vi gør forskningen brugbar og værdifuld for producenterne, fordi den kan indgå som en del af en kommende kommerciel løsning,” siger projektleder Jesper Pagh fra DLG

En af de udfordringer, projektet skal løse, hænger sammen med forholdene i svinestalde. I øjeblikket har svineproducenterne indrettet sig, så deres fodringsanlæg og opbevaring af foder baserer sig på to forskellige typer foder. Det giver derfor ikke mulighed for at tilføje et ekstra supplerende foder, der kun skal bruges i en begrænset periode, når soen skal fare.

Derfor skal projektet se nærmere på, hvordan eksisterende fodringsanlæg kan suppleres. Det kan f.eks. være i form af supplerende foderautomater, der allerede kendes fra fodring af smågrise. Eller det kan være, at foderet skal produceres som små pakker med spiselig emballage, som søerne kan fodres med manuelt.

Projektets slutmål er at udvikle et nyt foder til at afhjælpe dødeligheden blandt pattegrise, som både kan sælges til danske svineproducenter og eksporteres til udlandet.