ESCALATES! Eliminate Soil Compaction-Accurate Liquid Application-Technically Efficient & Sustainable

Gyllespreder

Gylleudbringning er én af de mest omfattende logistikopgaver, vi har i Danmark: For hver indbygger skal der årligt flyttes mere end 6000 liter fra stald til mark. Men gyllebeholderens massive vægt presser jorden sammen, når den bliver transporteret henover marken af en traktor. Det ødelægger dyrkningsmulighederne samtidig med, at den sammenpressede jord producerer drivhusgasser. Derfor vil et nyt projekt bringe gylle ud via slange til fordel for klimaet og dyrkningsmulighederne.

I dag klares gylleudbringning overvejende med traktortrukne gyllevogne. Men færdselslovens grænser for totalvægt og akseltryk sætter en begrænsning for hvor meget gylle, der kan transporteres ad gangen. Det gør, at logistikopgaven ikke er løst optimalt. Samtidig er de tunge maskiner en stor belastning for den jord, der skal dyrkes, og det reducerer udbyttet og øger emissionen af drivhusgasser.

ESCALATES!-projektet, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og MiMa Invent, vil derfor lave en ny gylletransport, der kan øge kapaciteten af gylle i udbringningsarbejdet og muliggøre større dyrkningsarealer samtidig med, at både jorden og klimaet skånes.

”Vores idé er helt simpel. I stedet for at transportere gyllen i tunge beholdere hen over marken med en traktor, lægger vi gyllen ud i en lang slange, der bliver håndteret af en mindre portalmaskine, der vejer meget mindre. På den måde belaster man jorden minimalt”, forklarer direktør Lars Skovlund, MiMa Invent. 

Klimavenlig gylleudbringning og god økonomi

Stadig større og dermed tungere konventionelt gylleudbringningsudstyr ødelægger ikke bare jorden, men fører også til større udledning af drivhusgasser, når jorden presses hårdt sammen. Portalmaskinen vil derfor kunne mindske emissionen af lattergas med en mængde, der svarer til 300 kg CO2 pr. hektar, vurderer Lars Skovlund.

Projektet har også et stort potentiale til at forbedre økonomien i de enkelte landbrug. Udover at portalmaskinen har et meget lavt energiforbrug til udbringningsarbejdet og dermed en god driftsøkonomi, frigør maskinen også mere markareal til landmandens afgrøder. 

”Ved at indføre portalmaskinen til gylleudbringning halverer landmanden køresporsarealet på sin mark, da portalmaskinen ”genbruger” sporet fra det ene træk til det næste. Dette alene frigør 3% dyrkningsareal,” siger Lars Skovlund. Udover at være en gevinst for klimaet og landmandens pengepung regner MiMa Invent med, at ESCALATES! bliver et succesfuld projekt – ikke bare i Danmark, men i hele i Europa. 

”Som en start regner vi med at blive brugt hos landmænd i hele Europa. Hvis vi går ud fra, at vi bliver involveret i 5 % af den gyllemængde, der bliver bragt ud på markerne i dag, så skal vi have produceret mellem 500 og 1000 maskiner i vores del af verden. Det betyder selvfølgelig flere arbejdspladser, mere ekspertise til vores virksomheder og i sidste ende mere vækst,” siger Lars Skovlund.