Dansk produktion af kartofler skal sikres med et lavere forbrug af sprøjtemidler

Værdien af dansk kartoffelproduktion efter forarbejdning og pakning har en årlig værdi på ca. 2,5 milliard kroner og giver os eksportindtægter for ca. 1,5 milliarder kroner vurderer Videncentret for Landbrug. For at fastholde denne indtægt er det væsentligt at få bedre styr på sygdommen kartoffelskimmel, der i de senere år har udviklet sig meget aggressivt.

ygdommen kartoffelskimmel har i de senere år udviklet sig, så den angriber stadig mere aggressivt. Det betyder at kartoffelavlerne anvender stadig flere svampemidler for at bekæmpe sygdommen. Forbruget er gennem de sidste 10 år steget til det dobbelte og udgør i dag omkring en fjerdedel af det samlede forbrug af svampemidler i dansk landbrug.

Projektet vil udvikle et varslingssystem, der kan hjælpe kartoffelavlerne til at begrænse forbruget af sprøjtemidler. Formålet er at lade bekæmpelsen af kartoffelskimmel ske efter behov, både af hensyn til miljøet og for at forbedre økonomien i produktionen. Det skal et samarbejde mellem forskning, DMI og kartoffelindustrien løse ved hjælp af et avanceret varslingssystem til kartoffelproducenterne.

”Kartoffelskimmel er en alvorlig sygdom, der kan ødelægge en hel mark, hvis man ikke gør noget ved den. Sygdommen reagerer på luftfugtighed – svampesporerne trives ikke på tørre blade af kartoffelplanten, her bliver de tværtimod dræbt af solens uv-stråler. Men på fugtige blade vokser de og udvikler sig. Vores projekt vil koble forskernes store viden om kartoffelsvimmels vækst og udvikling med varslinger af vejret fra DMI. De to ting skal kobles sammen og omdannes til konkrete råd til kartoffelavlere om, hvorvidt deres marker på basis af de lokale varsler har en stor eller lav risiko for at blive angrebet af kartoffelskimmel”, forklarer Bent J. Nielsen fra Århus Universitet.

Behandling med sprøjtemidler skal tilpasses det lokale behov

På basis af varsler for vejret i lokalområdet kan landmanden tage stilling til, hvordan kartoffelmarkerne skal behandles. Hvis der ikke er udsigt til fugtigt vejr i de kommende 3-4 dage, men tværtimod varsler om høje mængder UV-stråler, kan en rutinemæssig sprøjtning for at hindre kartoffelsvimmel måske helt udelades. Hvis varslingen er lidt mere blandet, men overvejende byder på tørt vejr og meget UV-stråling, skal behandlingen måske ikke helt udelukkes, men kan erstattes af en behandling med en reduceret dosis, fx en tredjedel af sædvanlig mængde.

Projektet får således omdannet forskernes viden om kartoffelskimmels udviklingsbetingelser til anvendelig praksis. Målet er at gøre den danske kartoffelproduktion mere bæredygtig, både økonomisk og miljømæssigt ved at reducere forbruget af pesticider med 20 procent i stivelseskartofler og 10 procent i øvrige kartofler. Det vil medføre en reduktion af udgifterne i kartoffelproduktionen på ca. 14 millioner kr. årligt og således medvirke til at sikre dansk kartoffelproduktion en fortsat rolle på det globale marked.