Bæredygtig, effektiv transport af slagtekyllinger med nyt klimatiseret transportsystem

Høns

På trods af en stor indsats fra slagterier og maskinproducenter transporteres slagtekyllinger stadig under barske vilkår, når de bliver flyttet fra primærproduktion til slagtning. De dårlige forhold er ikke kun et dyreetisk problem, men også økonomisk uhensigtsmæssige og belastende for miljøet. Et nyt og klimatiseret transportsystem skal råde bod på problemerne og få dyrevelfærd, ressourceudnyttelse og klimahensyn til at gå op i en højere enhed.

Transport af kyllinger fra produktion til slagteri foregår ofte over meget lange afstande. Varme, kulde og dårlig ventilation er nogle af de ting, der kan gøre rejsen særligt belastende og i ekstreme tilfælde medføre at nogle af dyrene dør undervejs.

”Når kyllingerne får det for varmt, kan de kun køle ned gennem udåndingsluft eller ved at baske med vingerne. Men de åbne transportkasser kan skygge for hinanden, og blokere for lufttilførslen. Kyllingernes kropstemperatur skal kun stige med fire grader, før det bliver livstruende, og på det tidspunkt må man antage at de allerede har lidt gevaldigt”, siger Uffe Thrane fra Linco Food Systems A/S, der selv har erfaret konsekvenserne på slagterier specielt under varme forhold.

Mindre dødvægt og bedre plads

Nu står han og Linco Food Systems A/S i spidsen for et projekt, der skal komme problemet til livs ved hjælp af mekanisk ventilation under transporten. Det nye system skal sikre, at alle kyllingerne bliver ensartet ventileret og holdt under passende klimaforhold under transporten.

”Det handler først og fremmest om at opbygge transportsystemet anderledes og skabe en stabil ventilation - også selvom køretøjerne holder stille. Med ventilationskanaler og tilhørende klimastyring kan vi sikre os, at kyllingerne forbliver passende tempererede uden generende udsving. Ved at udelade de traditionelle stålrammer til stabling af plastkasserne som transportmateriel opnår vi desuden betydeligt mindre dødvægt, og på den måde får vi plads til flere kyllinger, som har stadig mere plads at bevæge sig på”, fortæller Uffe Thrane.

Den bedre pladsoptimering betyder, at den samlede transport kan reduceres med op imod halvanden million lastvognskilometer.

”Det svarer til en reduktion på 20-30 procent, hvilket selvsagt giver anledning til markante besparelser på brændstof og en tilsvarende mindre CO2-belastning. Et fald i dødeligheden er også udslagsgivende på den front, da den maksimale udnyttelse af primærproduktionen er den største CO2-faktor, vi overhovedet har med i værdikæden”, siger Uffe Thrane.

Etiske og kommercielle interesser på spil

Stress i forbindelse med transport er også et problem for producenter og forbrugere, da kvalitet, hygiejne og fødevaresikkerheden ligeledes afhænger af kyllingernes velfærd.

”Den stress kyllingerne udsættes for opbruger glykogen i muskelvævet og omdannelsen fra muskelvæv til kød bliver dermed ufuldstændig. Fibrene kan ikke hænge sammen og kødet fremstår denatureret, hvilket går ud over kvaliteten. Det betyder store udbyttetab for slagterierne, og følgevirkningerne forringer forbrugeroplevelsen. Men det værste er selvfølgelig, at dyret har lidt i processen. Det er der ingen, der er tjent med, og slet ikke når det kommercielle potentiale i en forbedring er så stort, som det er. Vi anslår, at den samlede merværdi og besparelse for dansk fjerkræ løber op i minimum 40 millioner kroner, hvis vi kan bevise effekterne af det nye system og implementere dem i praksis”, slutter Uffe Thrane.