Videosystem til sortering og vejning skal give større fiskeudbytte

Fisk til auktion sorteret i kasser

Fiskere er stærkt afhængige af præcise arts- og vægtsorteringer af deres fisk, da det kan have stor betydning for den pris, de kan tage for fisken. Den nuværende metode kræver meget manuelt arbejde og er tidskrævende – og derfor skal et nyt projekt udvikle et effektivt videosystem til sortering og vejning af fisk. Det skal sikre større og mere bæredygtig udnyttelse af fisken – og give fiskerne et større udbytte.

I 2016 landede det danske fiskeri mere end 672.000 tons fisk af forskellige arter. Det er meget fisk at holde styr på – og selve sorteringen af fiskene starter allerede ude på fiskefartøjer til søs. Her inddeles fiskene efter art og vægt, inden de fragtes ind til land for at blive solgt på fiskeauktioner.

Her er det vigtigt for fiskerne, at de har sorteret fiskene korrekt, da fejlsorteringer og vægtforskelle i kasserne kan betyde store prisforskelle på fiskeauktionen. Den nuværende måde at sortere fiskene på er langsommelig, ineffektiv og besværlig i et bølgende arbejdsmiljø. Derfor skal projektet udvikle et nyt sorteringssystem, der bygger på optiske målinger med 2D- og 3D-kameraer.

”I dag står man manuelt ude på fiskefartøjet og vurderer, hvad det egentlig er for en fisk, man har fået i nettet. Først når den vurdering er klaret, skal fisken smides på en vægt og et transportbånd, der grovsorterer fisken. Det er en tretrinsproces. Vi vil lave det om til en proces med ét enkelt trin,” forklarer Kenneth Larsen, projektleder og Product Manager hos Carsoe, som til daglig producerer produktionsdæk til vildfisk- og rejefabriksskibe.

Nyt system sorterer 50 fisk i minuttet

Foruden Carsoe deltager også teknikleverandørerne Accuratech og Videometer samt Thorkil Grøns Samlecentral i Hanstholm og fartøjet RI 344. Sammen skal de nu udvikle det nye videometriske system, der skal udnytte 2D og 3D-teknologi til at sikre præcise arts- og vægtsorteringer.

”Det er enormt vigtigt for fiskerne, at de kan lave effektive og præcise sorteringer. Det skyldes, at det er de forhold, der bestemmer, hvad fiskene koster inde land, når de har været gennem samlecentralen. En præcis sortering sikrer den rigtige pris. En upræcis sortering vil snyde enten fiskerne eller kunderne penge,” forklarer Kenneth Larsen og uddyber;

”Vi skal udnytte 2D-visionsteknologi, som skal trænes til på få millisekunder at vurdere, hvilken art og vægt, der er tale om. Vi forventer, at det kan sortere 50 fisk i minuttet. Dertil kommer også et 3D-kamera, som også kan måle volumen. Alt i alt kan det lette arbejdsgangene på en fiskerbåd – og ikke mindst kvalitetssikre dem. Samtidig skulle de gerne fungere fint i et bølgende arbejdsmiljø,” fortæller Kenneth Larsen.

Større udbytte af fiskene – og til fiskerne

Selvom mængden af fisk ikke vokser, skal det nye sorteringssystem, gennem de mere præcise målinger, hjælpe fiskerne til at et større udbytte af den samme mængde fisk. En mere præcis sortering vil således optimere fileteringen af fisken – og dermed øge produktmængden.

”Det rimer samtidig på bedre og mere bæredygtig udnyttelse af de fisk, der hives op af havet. Vi skal i det hele taget hjælpe til at skabe merværdi og større udbytte af fangsten,” forklarer Kenneth Larsen og fortsætter;

”Med vores system kan fiskerne samtidig markedsføre sig selv på fiskeauktionerne og garantere præcise sorteringer – og det vil også give dem en konkurrencefordel og dermed et større udbytte,” fortæller Kenneth Larsen.

Prototype klar i 2021

Forude ligger der tre års arbejde på projektet, hvor man blandt andet skal sørge for, at algoritmerne bag kameraerne kan genkende de forskellige typer fisk – og lave de helt præcise vejninger.

”Vi kommer til at samle en masse data ind oppe på samlecentralen i Hanstholm, hvor vi skal optræne teknologien. I første omgang får vi fokus på 2D-delen – og senere bygger vi så ovenpå med 3D-delen. Målet er at have en brugbar prototype klar ved projektets udgang, som er gennemafprøvet," slutter Kenneth Larsen.