Danmark skal opdrætte millioner af svin uden antibiotika

Slagtesvin

Antallet af antibiotikaresistente bakterier er stigende, og det får flere forbrugere til at efterspørge svinekød opdrættet helt fri for antibiotika. Et nyt projekt skal derfor skabe viden om rentable metoder til fuldstændig at undgå antibiotika i dansk svineproduktion. Ambitionen er at opdrætte millioner af svin uden brug af antibiotika om få år.

Der har længe været stort fokus på at reducere brugen af antibiotika i svineproduktionen, hvor antallet af resistente bakterier er stigende. Samtidig har det bidraget til at udvikle en voksende forbrugergruppe, der efterspørger ’rene’ animalske fødevarer, hvor der ikke er anvendt antibiotika.

Nu skal et nyt projekt skabe et solidt grundlag for, at langt flere danske svineproducenter i fremtiden kan opdrætte grise helt uden brug af antibiotika. Det er også kendt som OUA-opdræt, og projektet skal skabe viden og metoder til at muliggøre det som en lønsom produktionsform i Danmark.

Projektet er drevet af et ønske fra forbrugerne, som er villige til at betale ekstra for OUA-svinekød. Det er dog svært at producere grise fuldstændig uden antibiotika, og derfor har vi allieret os med universiteterne for at finde metoder til at lykkes med OUA-produktion,” fortæller Niels-Peder Nielsen, projektleder og senior project manager i Danish Crown, der driver projektet i samarbejde med SEGES, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og Statens Serum Institut.

Skal forebygge sygdom i hele grisens liv

Hvis svineproduktion uden antibiotika skal være muligt, kræver det, at man bliver endnu bedre til at forudsige, når grisene er ved at blive syge. Projektet skal desuden hjælpe til at afdække alternative behandlingsmetoder.

Universiteterne har hovedrollerne i det her projekt, da de kan hjælpe os til den nødvendige viden, som er afgørende ude i svinestaldene. Det er særligt diagnostikken, vi skal blive klogere på, så vi bedre kan forebygge sygdomsudbrud gennem hele grisens liv. Samtidig skal vi have undersøgt, om man gennem fodring, pasning, hygiejne eller andre tiltag kan forebygge sygdom og måske endda behandle en gris, der er begyndt at vise tegn på sygdom,” forklarer Niels-Peder Nielsen og uddyber;

Lige nu er der store udfordringer med at undgå brugen af antibiotika. Derfor skal vi i samarbejde med universiteterne gå systematisk til værks og dokumentere de tiltag, der har en positiv effekt.

Små og essentielle tiltag skal sikre rentabilitet

En anden stor udfordring i projektet består i, at OUA-opdræt ikke må blive for dyrt i praksis. Ellers kan det ikke svare sig økonomisk for svineproducenterne at tage det til sig.

Det handler om at finde de små, men essentielle tiltag, der kan hjælpe til at undgå antibiotika. Lykkes vi med det, vil det ikke kun give dyrene et bedre liv – det vil også gøre godt for landmandens økonomi, da OUA-grise simpelthen er mere værd.

Vigtigt i kampen mod resistente bakterier

Projektet tjener samtidig til kampen mod antibiotikaresistente bakterier, der er i fare for også at påvirke menneskers sundhed.

Hvis vi også i fremtiden skal kunne behandle mennesker og dyr med antibiotika, bliver vi nødt til at have fokus på at reducere antibiotikaforbruget. Ellers får vi ikke bugt med de resistente bakterier. Der håber vi selvfølgelig, at det her projekt også kan tjene til inspiration for svineproducenter generelt,” siger Niels-Peder Nielsen om antibiotikaforbruget i svineproduktion, som oftest skyldes mave-tarm-lidelser.

Antallet af OUA-grise skal stige eksplosivt

I dag bliver der herhjemme kun produceret få tusinde OUA-grise om året, men projektets ambition er, at det tal skal vokse betragteligt over de næste år.

I 2021 skulle vi gerne se, at der bliver produceret 1,5 millioner OUA-grise årligt. Men det er hele tiden under forudsætning af, at de kan afsættes, og at vi kan finde de rette metoder og samtidig holde omkostningerne nede,” slutter Niels-Peder Nielsen.