Tang skal sikre sundere svin

Spolorm fundet i tarm hos svin
Foto: H. Mejer

Spolorm, knudeorm og lignende ormeparasitter er et stort problem i dansk svineproduktion, som øger brugen af medicin og nedsætter produktiviteten. Nu skal et nyt projekt udvikle et fodertilskud baseret på tang, der viser tegn på at kunne komme parasitterne til livs.

Ormeparasitter udgør i dag et stort problem i svinebesætninger. Foruden at resultere i lavere produktivitet i svineopdrættet, nedsætter det også dyrenes velfærd. Måske kan løsningen findes på bunden af havet.

Et nyt projekt skal udvikle et fodertilskud baseret på tang og fermenteret tang, der skal bekæmpe ormeparasitter hos svin. Projektet er et samarbejde mellem svineproducenten Rønbækgård, Nordisk Tang, Fermentationexperts, Københavns Universitet og DTU.

”Undersøgelser har vist os, at især fermenterede tangekstrakter kan have en anti-parasitær effekt, der understøtter sundheden i svin – og det skal vi nu blive endnu klogere på. Der er også store potentialer i at tilbyde det til andre dyr og mennesker, men denne gang fokuserer vi på svin, der jo fylder meget i dansk landbrug,” fortæller Stig Milan Thamsborg, projektleder og professor i parasitologi ved Københavns Universitet.

Tang er win-win

Tang er vundet voldsomt frem de senere år, hvor tangproducenterne anvender det i alt fra akvavit til cremer. Producenterne har derfor også et restprodukt af tang fra produktionen, og den skal det nye projekt nu udforske.

”Vores samarbejdspartnere har alligevel en masse tang liggende på restlagre, så det skal vi i gang med at lave systematiske forsøg med i laboratoriet. Det skal gøre os klogere på, hvilke tangekstrakter, der virker anti-parasitært, og hvilke der ikke virker”, forklarer Stig Milan Thamsborg.

Foruden at have en helbredende effekt på grise, nyder miljøet også godt af tangen.

”Tang optager næringsstoffer som kvælstof og fosfor ude i vandet, og når tangen bliver høstet, fjerner man samtidig nogle af disse næringsstoffer fra vandet. Så det er ren win-win, at vi også kan bruge det til at forbedre landbruget,” siger Stig Milan Thamsborg.

Reducerer medicinforbrug og øger produktiviteten

Lykkes man først med at bruge tang til at nedbringe problemet med spolorm og knudeorm, kan man forvente en række positive effekter.

”Det vil først og fremmest betyde, at man får nogle sundere grise, der kan undgå mange grimme infektioner. Derudover vil det betyde en reducering i medicinforbruget, og det er jo sundt for fødevaresikkerheden,” forklarer Stig Milan Thamsborg og fortsætter;

”Desuden øger det svinestaldenes produktivitet, da grisene kan bruge mindre tid på at være syge og mere tid på at æde sig op til slagtestørrelse. På den måde sænkes også landmandens foderforbrug, og det bidrager jo til en bedre forretning.”

Skal afprøves på inficerede grise

Når man har lagt sig fast på de tangekstrakter, man tror mest på, skal de prøves af på svinebesætninger.

”Derfor har vi allieret os med Rønbækgård, der indtager en nøglerolle, når vi skal sikre, at projektet virker i praksis og ikke kun i vores reagensglas,” slutter Stig Milan Thamsborg.